Retfærdig krig?

 

Som så mange andre venstreorienterede kan man forstå, at du er modstander af den kommende krig i Irak. Men hvorfor, egentlig? Er der ikke her netop et eksempel - et enestående eksempel - på at en intervention kraftigt vil forbedre befolkningens vilkår (ved at afskaffe et umenneskeligt diktatur, så man ikke længere behøver at frygte det hemmelige politis afhøringer og tortur)? Hvis nu en sådan intervention - som ikke behøver at medføre specielt store tab, da Irak militært er svagt nok til, at det kunne blive en walkthrough - kraftigt vil forbedre den menige irakers livsvilkår - hvorfor så ikke gennemføre den? En tilsvarende aktion mod Hitler i 30erne kunne, som det vil være bekendt, have sparet en del mennesker for en del lidelser - er militær indgriben altid af det onde?

mvh
Peter Christiansen

 


 

SVAR

 

Nej, måske ikke. Der er jo faktisk tale om et statsoverhoved med et messiansk kompleks, der ydermere råder over masseødelæggelsesvåben, hvilket klart er en trussel mod verdensfreden.

Når man så hertil føjer den foragt, han demonstrerer for verdenssamfundet i almindelighed og FN i særdeleshed, har vi så ikke nærmest en moralsk pligt til at erklære USA krig? En diktator, der ikke blot lader millioner leve under umenneskelige forhold, mens han selv vælter sig i de penge, han har købt sit embede for, men end ikke viger tilbage for at føre krig mod sin egen befolkning (Waco) kan det pågældende land da kun være tjent med at slippe af med.

Så vidt kan jeg godt følge dig - men! Det ville jo også være rart at slippe af med vores egen statsminister og hans slæng, men er du villig til at betale prisen for en invasion?

I golfkrigen var langt den overvejende del af tabene civile. Det er altså dine børn, der vil blive til levende fakler, mens Pia sidder trygt i sin bunker.

Ville en udenlandsk marionetregering i øvrigt være så meget bedre end en dansk, også selv om den blev socialistisk, som vi har set det i Polen og Tjekkoslovakiet? Endelig tror jeg godt, jeg kan love dig, at ingen ville undsætte os for vore blå øjnes skyld, så i virkeligheden ville vi blot udskifte en bande med en anden.

Den nationale suverænitet er nu engang det nærmeste til menneskerettigheder, vi har. Hvis man først kan rykke ind i et andet land, fordi det danske politi vist nok har brudt menneskerettighedskonventionen ved at tæve nogle demonstranter (eller var det kuvøser) mister vi den garanti, og så drejer det sig virkelig kun om, hvem der har atomvåben!

Selvfølgelig er der da nogle paralleller til Hitler, hvis udenrigspolitik jo netop gik ud på at true med indmarch (f. eks. i Østrig) hvis man ikke ændrede regeringens sammensætning. Også her var det i sidste ende bedøvende ligegyldigt, hvilke indrømmelser man gjorde, idet det hele var et spil for galleriet for at få en undskyldning til at rykke ind, hvad man selvfølgelig gjorde i alle tilfælde.

Den virkelige grund var naturligvis, at man behøvede ressourcer og Lebensraum (det, der på amerikansk hedder Manifest Destiny) men det lød jo ikke så godt som de tyske mindretals fortvivlede råb om hjælp. USA var på dette tidspunkt isolationister, så hvad der dengang foregik i Tyskland, ragede dem en papand.

Men - hvis du stadig væk går ind for intervention, vil jeg foreslå følgende. Flyt til Lolland og erklær det selvstændigt.

Når panserne så dukker op, skal du tage nogle gode billeder og bede USA om hjælp til den lollandske frihedskamp. Spørg, om de ikke gerne vil stille nogle raketbatterier op - gerne nogle, der kan nå Frankrig.

Køb så en masse cola - ellers opdager de nemlig, at du har de raketter, de har givet dig, og så er FN nødt til at vedtage en resolution, på hvilket tidspunkt det hele begynder forfra igen! Held og lykke - især med at blive fri for den fri verden.

Mange Hilsener

Udenrigskorrespondent og -minister i Vinstrup

Erwin