Nødhjælpsarbejde

 

Kaere Erwin,

Jeg har laenge haft lyst til at skrive til dig.
Men hver gang jeg syntes jeg havde fundet paa noget godt at spoerge om, er
svaret ligesom dukket op mens jeg var ved at formulere spoergsmaalet. Jeg gaar
ud fra det skyldes at dit forfatterskab videregiver et verdensbillede saa
velfungerende at lykkes det at sluge de foerste par kameler begynder den mere
eller mindre nye virkelighed at saette ind og forfatteren bliver foelgelig
overfloediggjort.

Da jeg var femten fattede jeg en dag at det eneste i verden der betyder noget
som helst er kaerlighed. Man kan sige at den revelation har vaeret mit
udgangspunkt for al handling siden. Men maaske i hoejere grad mit maal. I flere
aar taenkte jeg at der var en hoejere mening med min tilstedevaerelse her, og
jeg ventede (ligesom Store-Helge) paa at der en dag ville komme nogen og bede
mig om at lede haeren til sejr, eller opbygge verden igen efter et atom
ragnarok. Det kan selvfoelgelig vaere det kan naas endnu, men jeg tror ikke
laengere der kommer nogen og beder mig om det.

Jeg er lidt bange for dig, Erwin, men jeg er ikke sikker paa hvorfor. Paa et
tidspunkt tilbragte jeg en weekend i ioevrigt dejlige Vinstrup hvor jeg sad i
jeres skolesal sammen med adskillige andre mennesker, hvoraf de fleste svarede
ganske godt til de gymnasie studerende du saa ofte beskriver, og saa dig sjoske
op og ned af gulvet i et par udslidte toefler og fylde hele rummet. Det forekom
mig at emnet, (som jeg ioevrigt knapt husker), var mindre vigtigt og de ord der
kom ud af munden paa dig foerst og fremmest havde til formaal at fungere som
koben til aabning af hjernekisten paa de intetanende disiple.

Jeg har laest stoerstedelen af dit forfatterskab, men RUM ligger dog stadig som
en uvejrsstorm i horisonten. Jeg bliver noedt til at tage det ind lidt efter
lidt, da den aabning af verden som det afstedkommer truer med at slaa mig ihjel
hvis det sker for pludseligt.

Jeg tror et spoergsmaal er ved at udvikle sig.

De sidste par aar har jeg arbejdet for Folkekirkens Noedhjaelps minerydnings
program og har arbejdet i blandt andet Tjetjenien og Eritrea. Jeg har ingen
illusioner om at Noedhjaelps arbejde redder verden i traditionel forstand, og
jeg elsker mit arbejde fordi jeg faar lov til at rejse til kaotiske steder og
proeve at skabe strukturer der virker, sammen med de mennesker der bor der, og
det synes jeg er skaegt. (Det lyder i grunden ikke saa forskelligt fra at vaere
forfatter.)Hvis det arbejde vi laver goer at bare ET barn IKKE faar sine ben
spraengt af af en amerikansk, russisk eller kinesisk produceret mine, saa er de
danske skattekroner givet godt ud. Og saa har vi reddet verden. Ihvertfald lille
Youssufs.

Det er den lille saetning jeg har lavet til brug for mig selv, naar jeg taenker:
"Hvad fanden laver jeg her i denne udoerk, samarbejdende med UN som tydeligvis
vil skide paa lille Youssuf?"

Hvad er din holdning til humanitaer hjaelp som saadan? Er det en
samvittighedsdulmer for den vestlige verden, hvor den ene haand maaske nok
giver, men den anden tager tre gange saa meget,eller et udtryk for en
naestekaerlighed der trods alt stadig findes i vores kultur?

Hvis ikke du har en holdning i forvejen er jeg sikker paa du hurtigt kan grave
en frem.

Kaerlig Hilsen

Uffe Berenth Hansen

PS. Jeg skriver fra Sudan, derfor manglen paa danske vokaler.

 

 


 

SVAR

 

You're doing it! Good for you ...

Hilsen og Respekt

Erwin