Kronikker og ordgyderi

 

Du har ofte i dine bøger og artikler hånet læserbrevs- og kronikskribenter: "Når de ser et barn blive mishandlet, går de straks hjem og skriver en kronik", hedder det et sted ...
Og dog ... selvom læserbreve og kronikker blot er ord, kan ordene dog også blive hørt, og måske en lille kronik kunne så en tvivl eller et håb i et andet menneske.
Naturligvis kan jeg se, at ordgyderi ikke er handling, og at selvretfærdigt ordgyderi kan være en selvgod erstatning for handling - men hvis du har ret i dét, hvoraf så dine egne opfordringer til af og til at skrive artikler og kronikker, og hvordan hænger det sammen med din lejlighedsvise hån af kronikskribenter?

mvh
Peter Christiansen

 


 

SVAR

 

Egentlig har du vel selv besvaret dit spørgsmål: En kronik kan næppe være en adækvat reaktion på at se et barn mishandlet. For mange mennesker overskygger den "holdning", som kommer til udtryk i læserbrevsskriverier, endvidere ganske en personlig stillingtagen - vi ser det bl. a. i talk shows, hvor ægtepar lufter deres sengetøj i håbet om, at publikum vil give dem ret mod ægtefællen.

Det er naturligvis også rigtigt, at dagbladene sjældent offentliggør læserbreve, der får dem til at se dumme ud. Værre er imidlertid den døvende tavshed, der sætter politikere i stand til at påberåbe sig et tavst flertals støtte, eller en anmelder at bilde offentligheden ind, at en kontroversiel forfatter kun har tre læsere. Her mistænker man, at den udeblevne reaktion ikke afspejler andet end ren og skær dovenskab.

Måske ønsker man ikke at risikere sig selv. Det er dog langt farligere - ikke mindst for en selv - at sidde på sine hænder.

Vi bliver med tiden, hvad vi foregiver at være, og den, der tier, samtykker - hvad enten han ved det eller ej. "Det tavse hjerte rådner."