Hvilket sprog?

 

"Den eneste rigtige måde at læse scifi på, er at læse det på engelsk", var en kommentar jeg bed mærke i, i en samtale jeg havde med en nær ven, her den anden dag.
Vi sad og havde sådan en lidt 'dyb' samtale om denne herlige genre, som vi begge, i mange år, har været interesserede i (på hver vores måde, naturligvis, og det var da også det der gjorde samtalen så underholdene). Og da han så fyrede dén af med "...at dansk er et uheldigt sprog til scifibøger...", kunne jeg ikke lade være med at tænke på dig, 'Mesteren' ;-)

Hvad mener Hr. Wulff om dette? Er dansk et tegneseriesprog, og er dansk slet ikke egnet til science fiction, med de mange fremmedord der uværgeligt dukker op i sproget, da det jo 'låner' ord fra eksempelvis engelsk?

Spørgsmålet er naturligvis ikke så seriøst, hvis man ser det i forhold til hvad der ellers bliver debbateret på sitet, og skrevet om, men et svar ville da være rart alligevel.

Mvh Thomas og Jimmi

PS: Håber De har tid og lyst......

 


 

SVAR

 

Engelsk litteratur skal naturligvis læses på engelsk, og dansk på dansk. Som jeg tidligere har argumenteret for, er dansk uden sammenligning verdens smukkeste sprog (hvad du selvfølgelig først opdager, når du behersker en halv snes andre).

Mind you: Det er hverken det rigeste eller mest rammende, men rent LYDLIGT findes der intet smukkere. Dansk har en righoldighed af fonemer, som får andre sprog til at virke fattige - det er naturligvis også derfor, dansk er så svært (læs: umuligt) for udlændinge at lære (tryk, emfase, stød, bløde konsonanter, uigennemskuelige diftonger, omkring 20 vokaler og den mest sofistikerede sprogmelodi).

Det er svært nok for os. Selvfølgelig har det behov for låneord, men det har alle sprog - hvor mange engelske ord tror du, er oldengelske?

For dem, der har fået det som gave, er det naturligvis en pligt at tale og skrive det så vidt muligt perfekt - og for os professionelle at udvikle og berige det - f. eks. hænger UVÆGERLIGT sammen med at VÆGRE sig, og har ikke noget at gøre med at VÆRGE sig. Så hvis du af og til ærgrer dig over at tilhøre verdens dummeste folkeslag, så glæd dig over at være født med verdens mest fuldkomne sprog. Det er da en trøst ...

PS: Debat kommer af de- og battre, så der er kun et b.