Roland Barthes

 

"Kritikere (på såvel litteraturens som teatrets gebet) betjener sig ofte af
to ganske besynderlige argumenter. Det første går ud på at man kort og godt
erklærer kritikkens genstand for ubeskrivelig, hvorfor kritikken altså er
nytteløs. Det andet argument, som også dukker op fra tid til anden, består i
at man indrømmer at man er for dum, for molboagtig til at man kan begribe et
værk der siges at være filosofisk: et stykke af Henri Lefebvre om
Kierkegaard har således hos vore bedste kritikere (og jeg taler ikke om dem
som åbenlyst ernærer sig af deres tåbelighed) udløst en påtagen panik over
egen imbecilitet (hvis formål tydeligt nok har været at nedgøre Lefebvre ved
at forvise ham til det rene hjernespinds latterlighed).
Hvordan kan det gå til at kritikken den ene gang efter den anden
proklamerer sin afmagt eller mangel på forståelse? Det skyldes i hvert fald
ikke beskedenhed: ingen føler sig bedre tilpas end ham der bekender at han
ikke fatter noget af eksistentialismen, ingen er mere ironisk og altså
selvsikker end hin anden der undskyldende tilstår at han desværre ikke er
hjemme i Det Ualmindeliges filosofi; og ingen er igen mere militant end
tredjemanden der kæmper for poesiens uudsigelighed.
Alt det går faktisk ud på at man mener sig i besiddelse af en tilstrækkelig
grundfæstet intelligens til at tilståelsen af éns manglende forståelse
sætter spørgsmålstegn ved forfatterens klarhed, ikke ved éns egen hjerne:
når man spiller enfoldig, så er det for at publikum så meget desto stærkere
skal protestere, så at man med held kan forvandle dets meddelagtighed i
vankundigheden til en meddelagtighed i intelligens."

Nej, det er ikke Neutzsky-Wulff, der har forfattet ovenstående, selvom man
næppe kan fortænke nogen i at tro det. Der er derimod tale om en bid af et
essay som findes i Roland Barthes' Mytologier fra 1957. Ved genlæsning af
dette værk, slog det mig at der er en række, for mig at se, iøjnefaldende
ligheder mellem ENW og Barthes, selvom sidstnævnte ikke skrev fiktion
(correct me if I'm wrong).

Man har vel lov at formode at en person med din litterære dannelse kender
til Barthes, men jeg tillader mig alligevel at fortsætte som om det ikke var
tilfældet.

Som semiolog opfattede Barthes myter som snyltende tegn, der får liv ved at
stjæle betydning fra eksisterende tegn. Myten forvansker den oprindelige
betydning og får den nye til at fremstå som naturlig og sand. Barthes' vrede
var rettet mod samtidens småborgerskab (1950'erne til 70'erne) og i sine
analyser viser han, hvorledes myterne eksisterer for at retfærdiggøre denne
befolkningsgruppe.

Med udgangspunkt i Ferdinand de Saussure så han tegnet på det første niveau
som bestående af betegner og betegnede (vel omtrent det samme som form og
indhold). Myten opstår herefter som et tegn på andet niveau, idet tegnet på
første bliver mytens betegner og et nyt betydningsindhold fremkommer
(betegnede på andet niveau).

For at skære det ud i pap: Betegneren er den irakisk-amerikanske soldat vi
ser på skærmen, der fortæller at krigen er nødvendig, fordi Saddam er en
tyran. Betegnede er vores forestillinger om dette menneske, baseret på de få
sekunder vi har set ham på tv. Disse to aspekter udgør det hele tegn på
første niveau, som bliver til mytens betegner. Det betegnede, dvs. mytens
indhold, bliver nu noget i retning af: selv muslimer af irakisk herkomst kan
se det rigtige i vores foretagende og deltager deri. Altså igen en
legitimering og "naturliggørelse" af den herskende parts opførsel. At man så
med Barthes' logik kan hævde, at undertegnede har sin egen skjulte dagsorden
når han illustrerer teknikken med ovenstående eksempel, er en anden sag.

Barthes projekt var, at udstyre os med de fornødne redskaber til at
gennemskue myter, så vi ikke forbliver ukritiske læsere af disse. For der er
altid et formål, når man vil sælge os sandheden og vi er for det meste
ukritiske forbrugere, hvis det bliver mere kompliceret end frugt og
grøntsager.

De myter Barthes beskæftiger sig med i Mytologier skabes i en
massekommunikativ kontekst. De kaldes ofte trivialmyter. Det er dem som vi
ikke lægger mærke til, fordi de serveres i små portioner og i sammenhæng med
noget reelt. For at fuldende den biodynamiske analogi, kan man opfatte
trivialmyten som homogeniseret mælk, hvor fedtet siges at være farligt,
fordi det uhindret går i blodet, mens Gilgamesh og E.T. uhomogeniseret giver
os den åbenlyse myte (again, correct me if I'm wrong).

Du har et sted sagt at din hobby er at læse subtekster og det er givetvis
skæg og ballade, når du her på siden spidder medier, månelandinger og
Djævelens advokat (filmen). Men det forekommer mig dog at være et
gennemgående træk ved det meste du skriver, at virkeligheden afsløres som
falsum og den skjulte dagsorden synliggøres, så vi ser den nøgne frokost i
al sin hæslighed. Jeg skal straks sige at jeg i skrivende stund ikke engang
er halvvejs i de samlede værker.

Når dine personer bryder ud af deres fængsel, når du raser over de hidtidige
bibeloversættelser, når du mener at eskapistisk fiktion ofte er mere
oprigtig end de produktioner der påberåber sig realisme og autenticitet,
handler det så ikke om (erhvervelsen af) en indsigt svarende til den Barthes
forsøger at give os? Er han overhovedet en af de gule fliser, du har betrådt
på den litterære vej, forenden af hvilken du nu står som the great unmasker
of monstrous authority?

Venlige hilsener

Philip Høgh

 


 

SVAR

 

Never heard of him - hvilket eventuelt kan forklares ved, at han er fra det tyvende århundrede?