Suffixer på dansk

 

Jeg kunne godt tænke mig en oversigt over, hvordan endelser (suffixer) fungerer på dansk.

Hvad er for eksempel kriterierne for, om man danner verbalsubstansiver med -ing (-ning) eller -else?

Det er forvirrende, for de fleste er nok enige om der hverken er noget der hedder følning eller spiselse, men i mange tilfælde findes begge former med forskellig betydning: hævning/-else, tykning/-kelse, vækning/-kelse

Hvilke fællestræk har ord, som man kan sætte -bar efter (åbenbar, ærbar, farbar, brugbar, sårbar, mærkbar, hørbar, men for eksempel ikke "sebar")?

 


 

SVAR

 

Desværre skal du nok ikke forvente nogen særlig logik - sprog fremstilles ikke af filologer. -ing angiver oprindelse og går derefter over til at blive en almindelig substantivering, idet det endog overtager efter -else (oprindelig -sel) som især substantiverer verber.

-bar svarer ca. til det latinske -fer, det betyder "som bærer, fører med sig". Her overtager tilsvarende efterhånden -lig, som faktisk har den samme stamme som lig, i betydningen legeme, af skikkelse som.

Som -ing erstatter -else, går sidstnævnte ofte over til at betyde resultatet af handlingen, eller betydningen bliver mere "abstrakt". Det oprindelige verbalindhold kan så forstærkes med "tyske" forstavelser som be- og for-. Som sagt er det vanskeligt at opstille egentlige regler, ofte er det afgørende, hvor gammelt ordet er.