Lystløgnere 2

 

Tak for dit svar, omend jeg ikke rigtig har kunne gøre mig tilfreds med det. Måske kræver et egentlig svar en præcisering:

Jeg er bekendt med en person, der er lystløgner. Det er vi vel alle, de findes overalt. Bemeldte person talte usandt om stort set alt der i vigtighed overgik anliggender som f.eks. hvad klokken er, eller om der kommer noget godt i fjernsynet.
Jeg forstod hende (tror du forresten at syndromet er overvejende feminint? Det er min personlige erfaring, men jeg forsøger at distancere mig fra min gymnasietids blinde misogyni og er derfor meget uvillig til at drage den slutning)så længe det drejede sig om ting hvor sandheden var ubehagelig for hende, eller hvor en usandhed kunne skaffe hende en fordel (hun havde endtil flere domme for bedrageri). Men hun digtede også om ting som hun MÅ have kunnet indse ville blive afsløret, eller som man almindeligvis allerede vidste var løgn. Hun var hypokonder på sin søns vegne, og han blev erklæret stort set død adskellige gange i sin barndom. Hun anmeldte mænd for voldtægt, hvad de åbenlyst ikke havde haft mulighed for at begå. Hun fortalte at hun havde udgivet bøger, men den slags kan jo nemt undersøges, og det er altså ikke tilfældet.
Så spørgsmålet er igen: Hvordan tror du hun har set ud indefra? Jeg forestiller mig at hun må have digtet sin helt egen virkelighed, hvor alle hendes løgne og selvmodsigelser på mystisk vis har føjet sig ind i en martyrhistorie. Men jeg ved det ikke.

TK.

ps. Forresten udviklede hendes søn sig til en filosofistuderende sandhedssøger med lægeskræk, hvilket jeg synes er en meget pudsig variant af det klassiske ungdomsoprør.

 


 

SVAR

 

Jeg kan godt forstå, hvis du har opfattet mit svar som frivolt, men sådan var det egentlig ikke tænkt. Jeg mener således stadig, at der formodentlig er gået en forfatter tabt i din mor(?)

Naturligvis kræver noget sådant mere end simpel fortællelyst, såsom uddannelse, ro og en vis accept hos omgivelserne – hendes udsagn om, at hun har udgivet bøger, tyder jo også på ambitioner i den retning. Så i stedet for en psykiatrisk diagnose vil jeg nok være mere tilbøjelig til at sende dig en generel beklagelse af, at folk sjældent er i stand til at bryde ud af deres situation, uanset deres evner.

Dermed mener jeg dog ikke, at vi er gået glip af en Ibsen (talenter af den størrelse er ikke sådan at tage modet fra) men at hun måske kunne have glædet sig selv og andre med sensationshistorier til ugeblade, o. l. I stedet blev hun så hende, der ”fortalte historier” i en knap så smigrende forstand.