Mere etymologi

 

Det drejer sig om betydninger af ordet "tro", som du med garanti har behandlet andetsteds. Jeg er dog ikke stødt på en decideret etymologisk redegørelse endnu.

Det forekommer mig, at ordet før i tiden eksklusivt brugtes i betydningen "at være tro mod" i modsætning til vore dages "at tro på", dvs. at have tro. Det må næsten være sådan, hvis det skal stemme overens med dit forfatterskab. Den sidste betydning må have været nonsens for de mennesker, for hvem guderne var en realitet.

At VÆRE tro peger på handling, mens at HAVE tro synes at betone selve det at tro; den spirituelle kraftanstrengelse, frem for den fysiske, konkrete (praksis, ritualer osv.). Altså, det kan godt være at man i dag ER tro, men så er det overvejende i den forstand, at man forbliver loyal over for sin tro, på trods af den etablerede videnskabs dom.

1. Er "at tro på" en reformeret (sekulariseret? bastardiseret??) udgave af troskab?

2. Hvornår begyndte man at anvende ordet som substantiv og verbum?

3. Kan man direkte sige, at vores forhold til religion er betinget af at ordet ikke alene eksisterer som adjektiv, men også som verbum og substantiv? Eller er det den anden vej rundt? Eller skal jeg holde op med at tænke kausalt?

4. På engelsk ligeledes: "be faithful" og "have faith", men hvad med andre sprog, f. eks. det arabiske "din"?

Det virker som om at vores religiøsitet gennem tiden tydeligt afspejles i vores brug af netop dette ord.

Venlige hilsner
Philip Høgh

 


 

SVAR

 

Stammen er i alle tilfælde truwe, med samme etymologi som true. Adjektivet er nok den ældste form, i betydningen trofast, tilforladelig.

Substantiveret betyder det først trofasthed (”på tro og love”) derefter tillid til (en andens) trofasthed, og endelig til dennes pålidelighed. Det ender så som verbum: At tro på nogen(s udsagn) – løgnagtighed er jo den mest almindelige form for illoyalitet.

For at forstå den moderne (religiøse) brug, må vi vide, hvad det er en oversættelse af, det græske pistis, som atter er en gengivelse af det hebraiske emeth. I den jødiske mystik repræsenter det selve skabelsen, med aleph repræsenterende ruach, (Guds) ånde eller usynlige præsens, taw dens endepunkt (i den kristne mystik korset) og mem det kvindelige princip, der forbinder dem.

Dette bevises gematrisk ved, at emeth minus aleph = meth, død (eller math, han) manden og kvinden uden guden. Det er naturligvis en hel del mere kompliceret end som så, men det kræver kabbalistiske forudsætninger at forstå.

På mere ”normalt” hebraisk er emeth det bestående, superlunære, forbindelsen til Gud. I det Ny Testamente oversættes det som sagt ved pistis, hvorved tilforladeligheden kommer ind. Tro(fasthed)en bliver så efterhånden en (til)tro til Guds nåde, og endelig en accept af religiøse dogmer.

Pistis bruges faktisk ofte i betydningen ”sætte sin lid til guderne”, hvilket naturligvis ud fra et skeptisk synspunkt forudsætter en accept af deres eksistens. Englænderne oversætter ganske rigtigt med faith, der er i slægt med det latinske fides (trofasthed, tiltro) som i sidste ende er samme stamme som pistis.

Skønt denne naturalistiske fejlslutning er krøbet ind alle vegne, finder vi dog overalt i ordets rod dets oprindelige betydning. For at gå den modsatte vej: En vantro (som ikke tror på noget) hedder på engelsk infidel, hvilket blot er negationen til det latinske fidelis, som kun kan betyde trofast.