Svar til en ung mand, der kan være en olding næste år

 

Jeg er ikke stor fan af dig - har kun læst Verden og brudstykker af dine andre bøger. Men siden jeg er begyndt jævnligt at læse diskussionerne herinde på brevkassen, har din måde at håndtere spørgsmål på fået mig til at stille spørgsmål ved mig selv. Har følt mig naiv, afstumpet og overfladisk. Af og til har jeg kunnet klynge mig fast til det faktum at jeg i det mindste er en GLAD person, at jeg bidrager med glæde til andre mennesker og at jeg også af og til udfordrer det allerede eksisterende. Og det er en god ting, synes jeg, men det er ikke nok, er det?

Det, der undrer mig ved din person er, at den tilsyneladende består af forvirrende mange lag. For du er jo i virkeligheden hverken kyniker eller misantrop, som man ellers først kunne få fornemmelsen af. Du begærer også livet, kærligheden, og hvad der ellers hører sig til.

Hvad er, efter din mening, den afgørende nøgle til at frakaste sig ens lænker? Viden? At erkende at verden ikke eksisterer (på de præmisser som vi selv tror)? Jeg har spurgt mig selv mange gange, men er aldrig kommet til noget entydigt svar (well, duh!) Så det satser jeg på du gør!

Jeg tror måske, at jeg har et vist potentiale, men som du uden tvivl kan høre, er jeg bare endnu en forvirret pseudointellektuel mandsling, der ikke engang har struktureret mine tanker ordentligt inden jeg sætter mig ned og skriver til dig. Har jeg overhovedet spurgt om noget konkret? Siden disse "jeg-forstår-ikke-din-person-men-du-gør-eet-eller-andet-ved-mig"-mails sikkert er een af de mest hyppigt forekomne typer, regner jeg absolut ikke med et svar, men vil blot fortælle dig at de frø du sår i mig præger og nuancerer min virkelighedsopfattelse. Tak for det.

Christian.

 


 

SVAR

 

Jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at der er en ret lille overlapning mellem mine læsere og de besøgende på enw.dk, hvad jeg har det helt fint med. Problemet opstår som regel først, når man udelukkende med baggrund i denne side (som aldrig er blevet taget alvorligt af mig, og forhåbentlig heller ikke bliver det af brugerne) vil skyde mig et eller andet i skoene eller stiller spørgsmål, som blot et overfladisk bekendtskab med mine skrifter ville besvare.

Også denne form har dog sin charme, en art sort humoristisk fyndighed, som tiltaler mig. Mine kommentarer her på stedet er naturligvis ikke mere udtryk for min karakter end W. C. Fields’ bemærkning om, at han foretrak børn stegte.

Meningen var imidlertid god nok, han reagerede (på mange taknemmelige kønsfællers vegne) på den amerikanske børneforgudelse. Så når en frelst hashryger forarges over danskernes alkoholforbrug, ja så får han besked.

For resten er verden fuld af folk, der har brug for at blive pillet ned - og som temmelig typisk er ganske uproduktive - og det har jeg en del øvelse i. Jeg er sikker på, at mange af mine læsere føler sig frelst ene og alene, fordi de er mine læsere (Mattæus, Markus, Lukas og Johannes har det samme problem med deres fans) og gerne vil have min bekræftelse af dette faktum, men det kan jeg altså ikke være dem behjælpelig med.

Jeg ved ikke, hvor kompliceret min personlighed er, jeg har altid selv betragtet den som temmelig primitiv (skrive digte, spise kød, sove med min elskede) men det er da rigtigt, at jeg hverken er revisor eller blomsterbarn. Af en eller anden grund er det eneste alternativ til at være ansat i en bank åbenbart at ryge sig skæv og se TV, og det har jeg som god gammeldags håndværker med en ikke ringe portion faglig stolthed (det kaldes indbildskhed nu om dage, fordi de fleste enten er fabriksarbejdere eller evighedsstudenter) lidt svært ved at forstå.

Jeg står op morgenen (okay, formiddagen) udøver mit håndværk og betaler min husleje. Jeg har altid insisteret på, at dette var mit arbejde, det eneste, jeg kunne udføre tilfredsstillende, og det rubricerede mig i mange år som social taber, men det var altså ikke, fordi jeg lå på sofaen.

På samme måde kan man åbenbart heller ikke på samme tid være idealist og sætte pris på livets glæder. De RIGTIGE idealister ligner nemlig deres egen begravelse og kan ikke få piger.

Men så er idealister jo svæklinge, og så ser det godt nok sort ud for verden, men sådan tror jeg heller ikke, det er. Tværtimod tror jeg, at man, hvis man ikke blot skal følge trop, skal være stærk, og stærke mennesker har nu engang en tilbøjelighed til at få det, de gerne vil have – også piger.

Jeg er verdens fredeligste menneske – men der findes ikke den grusomhed, begået mod mig og mine, som jeg ikke ville kunne stikke, og derfor lader verden mig i fred, bortset fra uskadelige stiklerier fra folk, der ved, at ørne ikke snapper fluer. Enhver, der kender noget til mennesker, ved, at potentielle mordere ikke går med læderjakker eller solbriller, der skjuler deres angste øjne.

Kun venlige, smilende mennesker er virkelig farlige, for det er dem, der har råd til at være det. Er dette en modsætning?

Ikke for mig. Hvordan skulle jeg kunne føle medfølelse med ofre, hvis jeg ikke var villig til at gøre ofre af deres bødler – det ville være det ynkeligste hykleri?

At være venlig er ikke at være fjollet, ligesom at være fri ikke er at være desorienteret. Jeg er bange for, at vi har gået for længe i skole, vi tror, at det, vi har brug for at lære, er noget, vi skal høre, så vi går og lytter ved dørene, indtil vi hører noget, der tiltaler os – i den uge.

Måske er hemmeligheden i sidste ende at tage sig selv alvorligt, hvilket vil sige ikke at interessere sig for sig selv som noget andet end et Middel til det, man vil eller føler, man skal. Hvert menneske er fuldstændig enestående, et uudfoldet univers, og det vil med 99,9 procents sikkerhed blive skyllet ud i lokummet som et personnummer.

Er der noget, vi har brug for at lære, må det være, at INGEN ANDENS DOM BETYDER NOGET SOM HELST, så længe vi er flittigt og monomant beskæftiget med vores frelse, som altid er en andens eller andres frelse. Der er ikke noget os selv, så vi kan ikke leve for det, der er kun en slumrende drift mod andre.

Feed yourself, feed your body; feed another, feed your soul. Når den vågner, bliver vi følende, tænkende og handlende mennesker som vor barndoms eventyrhelte.

For mig er det det samme, om du tegner æbler tyve timer i døgnet for at lære at tegne det fordømte æble eller lader dig kaste ud i faldskærm over Palæstina med en kasse fuld af håndgranater, og på hvilken side. Men hvis du ikke gør nogen af delene, hvis du blot lader dagene gå uden at gøre, lære eller skabe noget, der fylder dig med glæde og stolthed, er du ikke noget Menneske i min bog, i bedste fald et barn, i værste fald en død.

”Hvad skal jeg gøre?” Hvis du ikke ved det – tro mig – ved ingen det.

For dem, hvem en uimodsigelig drift ikke driver fra vugge til grav, er der ingen frelse, ingen lykke og ingen ro. Måske er den blot begravet under alle de andres meninger, men så må du vande den.

Det hårdeste jordlag er behageligheden, især det behagelige i at blive anset for sympatisk (uskadelig for og dummere end den, der opfatter dig sådan). Lær dig selv noget, uden hæmmende lærere, der bare vil fortælle dig, at du ikke behøver at lære det rigtigt for at få eksamen.

Lær et sprog, så du kan læse det, hvad de eksaminerede idioter ikke kan, så er du noget, de forsøger at være, du ER altså, og det smager efter mere. Den tid, der bruges på at stræbe og kæmpe, er aldrig spildt, om så målet er en lædersofa, hvad enten du når det eller ej.

Når du først kan LÆSE, er der tusinder, der vil tale til dig, lyt til dem, i stedet for de ”studerende”, der læser hen over dem ved hjælp af gloselister og kommentarhæfter. Det, de vil fortælle DIG, er noget, ingen andre har hørt, det kan kun siges i fortrolighed.

De vil stå bag dig, de har levet og kan fortælle, hvordan det er. Du må altid huske at sammenligne din læsning, tolkning og viden med andres.

Hvis din ligner deres, er den værdiløs, så har du ikke LÆST. Du er jo et væsen, som ikke har eksisteret før, så den bog, du læser, har ikke eksisteret før dig, ligesom den verden, du lever i, ikke har eksisteret før dig, men øjeblik for øjeblik bliver til ved dig.

Når du først har OPLEVET dette, er resten ikke så svært. For resten er det en god tommelfingerregel altid at gøre det modsatte af, hvad din familie, dine venner og dine lærere råder dig til.

De ønsker ikke et nyt menneske i verden, det ville skræmme dem. Når du opdager en forskellighed hos dig selv, så grib fat i den – det, du har tilfælles med andre, kan hverken du eller de bruge til noget som helst, deponer det i den nærmeste affaldskurv.

Der findes intet Menneske, kun mennesker. Der findes ingen mennesker, kun Mennesket, som altid er Ungt og Nyt.

Det, der er enestående for dig, vil drive dig, resten flyder blot med strømmen, der altid står for fald. En Digter er blot et levende menneske.

Husk, at Han sang denne sang for dig. Trækfuglen synger ikke to gange samme sted.