Sprogkyndig undervisning

 

Til ENW,

Danske journalister er sjældent skarpe nok i deres sprog. Sådan lyder debatten ofte. Jeg er selv elev på Journalisthøjskolen, og sidder lige nu i lok. 202 og modtager sprogundervisning. Og det er jo godt nok. Som sådan. Men jeg undrer mig over, at hvis danske journalister nu ikke er kompetente nok sprogligt, hvorfor man så sætter uddannede journalister til at varetage opgaven som formidlere af sprogblomster, finurligheder og andre lyriske finesser. Det er, trods intentioner, en bevidst stilstand vi ender med, mener jeg. Hvad skal der til for at trække en sprogkyndig, som dig, ind i denne undervisning?
Som gæstelærer blot, ville du med garanti gøre en forskel.

Ærbødigst, Arko Højholt

 


 

SVAR

 

Jeg skal da gerne bidrage som gæstelærer eller med trykt materiale, men det forudsætter naturligvis, at Journalisthøjskolen synes, de får noget for pengene. Jeg giver dig ret i, at det journalistiske sprog generelt er en sørgelig affære, som vist ikke egner sig til ret meget andet end at dække blomsterudstillinger. Lige så katastrofalt er det dog, at man synes at glemme, hvad man kunne kalde Pressens tre P’er:


Pointering (hvad drejer det her sig om? Hvis man skal interesse og informere, kan man ikke bare ”snakke løs”)

Polarisering (hvad er konflikten? Uden konflikt ingen intrige, og uden intrige ingen historie, det gælder både for romaner og nyhedsformidling)

Personalisering (hvem er de involverede? Her er man alt for tilbøjelig til blot at skitsere et fjendebillede. Men mennesker er kun interessante set indefra - rent bortset fra, at primitive karakterisationer baner vejen for politisk propaganda og et statssystem, som ikke tolererer en fjerde magt.


Den moderne presse er kort sagt, netop som Spiro Agnew gerne ville have den, doven og medgørlig. Kritikken af the powers that be er tilsvarende på Se & Hør-niveau, Glistrup er grim, og statsministeren bruger cykelhjelm (men vi elsker ham).

Hvad blev der af de gode gamle konspirationsteorier? Sædelighedsforbrydere kan da være underholdende nok, men korrupte politikere er ulige sjovere.

Hvor er Danmark på vej hen? Hvad vil de folk, der har magten, egentlig?

Kunne man eventuelt dække udenrigspolitikken på en måde, der ikke var taget lige ud af en tegneserie (Bushman banker fejlfarver)? Eller er journalistikkens sande mission at dække Robinson-ekspeditionen?


Tror du, jeg bliver hyret?