Hackerkulturen

 

På flg. websted beskrives hackerkulturen:

http://www.catb.org/~esr/faqs/hacker-howto.html )

citat:
"Contrary to popular myth, you don't have to be a nerd to be a hacker. It does help, however, and many hackers are in fact nerds. Being a social outcast helps you stay concentrated on the really important things, like thinking and hacking.

For this reason, many hackers have adopted the label `nerd' and even use the harsher term `geek' as a badge of pride — it's a way of declaring their independence from normal social expectations.

...

If you can manage to concentrate enough on hacking to be good at it and still have a life, that's fine.

...

There are even growing numbers of people who realize that hackers are often high-quality lover and spouse material.

If you're attracted to hacking because you don't have a life, that's OK too — at least you won't have trouble concentrating. Maybe you'll get a life later on."

Kan du se nogle paralleller mellem denne hacker kultur og den mere eller mindre veldefinerede kultur der bl.a. læser dine bøger, tager på Vinstrupkursus, læser klassisk filologi, udgiver erkendelsesterroristiske blade og hvad de ellers gør?

 


 

SVAR

 

”Hack” eller ”hacker” svarer vel cirka til vores ”amatør”, altså en person, der ikke arbejder for penge, men (udelukkende) af kærlighed til faget. Da jeg i sin tid skrev mine datalærebøger, opdagede jeg, hvor tiltrækkende de små maskiner virker på intelligente, men generelt udannede mennesker.

Konsekvensen af denne interesse var et par meget unge millionærer, men dog først og fremmest et proletariat af små drenge, der anser sig selv for computer-genier, men i realiteten ikke ville kunne få job i Fona. Det er som med litteraturen, everybody wants to be a writer, men for hver tusind håbefulde forfattere er der en, der ser tryksværte, bortset fra på betalingsforlag, som boghandlerne i reglen kender godt nok til at gå uden om.

Af dem, som rent faktisk kan programmere, blev en del herostratisk berømte ved at bryde ind i offentlige databaser, hvilket gjorde det nødvendigt for de lidt mere kreative nørder at tage afstand fra dem som ”crackers”. De fleste af dem laver virus og snydekoder og kopierer børnespil.

Til dit spørgsmål må jeg altså svare, at der generelt er tre slags mennesker, bankelever, skabere og drømmere. Drømmere er bankelever, der ikke kan komme op om morgenen.

Det er ”forfattere”, der tredive år gamle ikke har fået udgivet en bog, ”musikere”, der tredive år gamle ikke har fundet et pladeselskab – you get the picture. De er imidlertid alle sammen lige ved at blive berømte og millionærer.

Vi, som i al kedsommelighed skriver og bliver udgivet, må hårdt presset indrømme, at vi har en læserkreds på nogle tusind, og derfor rent økonomisk slæber os igennem. Sådanne begrænsninger har fremtidige succeser naturligvis ikke, så de er allerede på vej til Microsoft og Hollywood.

Om de ville kunne lære at skrive, tegne eller programmere, vil for evigt stå åbent, eftersom deres otte timers arbejdsdag går med at se video. Og så er der altså dem, der skaber noget andet end sig.

Sådanne mennesker indgyder hinanden en vis respekt, uanset om de frembringer bøger, programmer eller fuglehuse. Den kategori, du rubricerer hackere under, forekommer mig dog noget bred.

Mange klassiske filologer er formodentlig ikke meget mere intelligente eller kreative end teologer – eller bankelever. Men naturligvis har du da ret, kreativitet, filosofi og politisk aktivisme har Bevidsthed tilfælles. De har også det tilfælles, at for hver en, der rent faktisk kommer nogen vegne, er der hundrede, der låner deres navn, men som jeg også synes, det fremgår af den side, du henviser til, har de vanskeligt ved at imponere: at skrive en roman eller et operativsystem er noget andet end at vrøvle på enw.dk …