Menneskets opgave

 

Jeg har ofte konstateret at folks drømme ofte forhindrer dem i at få noget substantielt ud af deres liv. Det handler jo bl.a. om at finde ud af hvad man har anlæg for og kombinere dette med lyst og fantasi - ikke at efterligne. Om man bliver 'set', opdaget, eller rig er vel i grunden ligemeget - men dette plejer sjovt nok altid at være den egentlige målestok, både for nørden og popstarsaspiranterne. Hvis andre ikke synes at man er god, er man det ikke uanset kvaliteten eller glæden ved det udførte.

Men hvis 'bankeleven' har det fedt med at dyrke en hobby men kun til mg+, og har et godt liv med det er det da o.k., omend bare ikke interessant for andre ? Hvis 'skaberen' komponerer en musikcyclus efter en 13tone skala, men ikke kan finde en lytter til det, er det vel også o.k., men bare ikke interessant for særligt mange ? Hvis 'drømmeren' kan formidle sine (personligt umulige) drømme og inspirere nogen, evt. et barn, er det vel også o.k. ?

Man kan vel i samme person være bankelev, skaber, og drømmer i forskellige delmængder af sit liv.

Synes du dybest set at folks liv helst skal ende med at man producerer noget, som er interessant for en bredere kreds, for ikke at være et mislykket liv ?

Fuglens opgave er at være en god fugl, myrens opgave er at være en god myre...de er i høj grad programmeret til det... hvad er menneskets opgave ?

Eller gælder det bare om at udfylde tiden i ca. 70 år på mest underholdende vis for sig selv ?

Kan en eremit have et væsentligt liv ?

Hvis du definerer menneskets egentlige opgave som noget af åndelig karakter (f.eks kærlighed), er du så ikke i virkeligheden religiøs ?

 


 

SVAR

 

At bankelever ikke er kreative, betyder naturligvis ikke, at de er underlegne i nogen absolut forstand. Jeg giver dig ret i, at vores massemediefikserede kultur gør det illegalt, og det er jo absurd.

Som du også vil have set, hvis du har fulgt enw.dk, ligestiller jeg på en måde forfatteren og bankeleven, så længe de forfølger deres mål, hvorimod det tunge skyts som regel er rettet mod de selvglade døgenigte, som føler sig højt hævet over jagten på lædersofaen, selv om de i grunden ikke har noget at sætte i stedet, i stedet for at hjælpe folk til at få hus og bil hjælper de ikke nogen til noget som helst, de er med andre ord totalt uproduktive, hvilket er helt i orden, så har man blot ikke noget at lade almindelige hårdtarbejdende borgere at høre. Næst efter de gode digtere er de mest fortjenstfulde inden for litteraturen ganske klart de dårlige, som bliver gode blikkenslagere i stedet.

Man skal dog nok passe på ikke at blande det dårlige sammen med det sære (nye) som nok altid vil have et begrænset publikum, men også altid vil have et. Den gode bog finder altid sin forlægger (sammen med den dårlige, salgbare) selv om den nok ikke skal forvente at komme på nogen bestsellerliste.

Med hensyn til ”meningen med tilværelsen”, kan den naturligvis defineres både biologisk og kulturelt. Problemet er så, at i et samfund som vores, der ikke er en kultur, er der ikke plads til tømrere eller smede, præster eller krigere, kun fabriksarbejdere, altså glorificerede lokumsrensere (ufaglærte) eftersom kvalitet ikke kan masseproduceres.

Dermed forsvinder den faglige stolthed, og så må den eneste drøm være at komme på TV (selv om man blot afslører sig som idiot) og at vinde en million i lotto, en udvikling, der også afspejles af, at vi ”barberer hinanden”. Engang havde vi tjenere, som vi tog ansvar for, nu skiftes man til at betjene hinanden, man drømmer med andre ord om at komme til at tilhøre den ansvarsfri økonomiske overklasse.

Men ingen kan have penge til to middage uden at være forpligtet til at bespise sin nabo, det er den forpligtende adel. Det var selvfølgelig ærgerligt, at den degenererede til snyltere og derefter uddøde, men det betyder ikke, at der ikke uvægerligt vil opstå en ny, der blot er, hvad den oprindelige var, krigere.

Den vil klynge spekulanterne op i lygtepælene og tage det ansvar for de svage, som er dens eneste eksistensberettigelse. Forhåbentlig sker det ikke i min levetid.