Uddannelse 3

 

Hej Erwin

Jeg har læst dine meninger om gymnasier og universiteter, og jeg har lidt på fornemmelsen at du mest hentyder til de humanistiske og evt. de samfundsvidenskabelige fag. Man kunne jo i princippet godt blive forfatter, boganmelder, tolk, politiker eller museumsinspektør uden en uddannelse inden for disse områder. Hvad med natur- og ingeniørvidenskaberne?

Hvis man nu interesserer sig for f.eks. bioteknologi, ville det mon så ikke være svært at få indflydelse i branchen uden en eller anden form for formel universitetsuddannelse? Og hvordan skulle man ellers få adgang til diverse laboratorier osv.

Jeg er selv midt i en naturvidenskabelig uddannelse, men jeg har længe overvejet at hoppe en tur over på humaniora (som bifag), dels for at se om det nu også er så galt som folk siger, dels fordi jeg interesserer mig for sprog og litteratur.

Nå, men tak for en særdeles interessant og underholdende brevkasse.

 


 

SVAR

 

Du har naturligvis ganske ret. Jeg har besvaret så mange spørgsmål fra ”humanister”, at jeg har glemt, at nogle måske ikke forstår, at jeg ikke i universitetets begrædelige situation indbefatter de naturvidenskabelige studier.

Her uddanner man jo nemlig ikke blot gymnasielærere og andre universitetslærere, men teknikere (i. e. håndværkere) og selv om autoritetstro utvivlsomt også spiller en rolle her, og mange naturvidenskabsmænd er ganske politisk og filosofisk naive, så ender man dog i en vis forstand med at ”spørge naturen” i stedet for et eller andet koryfæ (med tryk på fæ) med freudianske eller marxistiske tilbøjeligheder. Dermed ikke være sagt, at jeg fraråder folk humanistiske studier, de skal blot være indstillet på at tage slagsmålet med et nyt akademisk proletariat.