Læsning

 

Kære Erwin!

Jeg har lagt mærke til, at når du svarer på spørgsmål virker det som om du har læst alt hvad der nogensinde er skrevet om emnerne. Samtidig er du sikkert også en type der er forsigtig med at svare hvor du ikke har viden, en kvalitet som jeg sætter meget højt, der er intet værrere end en der hævder kundskab hvor han har uvidenhed.

Mit spørgsmål drejer sig om læsning. For tiden er der en masse snak om hurtiglæsning, studieteknikker og lignende. Hvad gør du når det drejer sig om at læse? Jeg kan huske at du har skrevet at man skal læse med begær. At læse med andet virker absurd på mig, men derfor er der jo stadigvæk a lot of books to read. Laver du planer for hvad du skal læse, for jeg går da ud fra at du stadigvæk læser som en gal?

Jeg søger ikke en opskrift, da jeg selv synes jeg har et system der fungerer, men ville bare høre hvordan du gør ...

Med venlig hilsen,

SEVERINUS

 


 

SVAR

 

Jeg har hørt noget om en midtvejskrise, jeg ved ikke, hvad det er, men jeg tror, jeg ved, hvad den må være. Det må være, når et menneske gennem manisk læsning fra treårsalderen og alverdens halsbrækkende eksperimenter er nået dertil, at han indser, at han på et tidspunkt er nødt til at give noget af alt dette fra sig – han føler med andre ord en art intellektuelt sædtryk.

Dette indtrådte for mig i tyveårsalderen – måske ville det være kommet lidt senere, hvis jeg ikke havde indset, at tyve år er en ret sen alder at starte et forfatterskab i, når der nu ikke rigtig er skrevet nogen bøger i verden. Siden da har jeg skrevet hver dag, og så kniber det med at få tid til at læse – især, hvis man hverken er eller har lyst til at være ungkarl.

Det er med andre ord mest blevet til naturvidenskabelig faglitteratur, idet en sådan har mest behov for opdatering. På den anden side, hvis man på samme måde læser en bog om ugen i sytten år (fra tre til tyve) kan man jo dårligt undgå at komme verdenslitteraturen igennem i store træk.

Det var mit held, at jeg på et tidligt tidspunkt opdagede, at der stort set ikke er skrevet noget skønlitteratur af værdi efter 1900 – der er masser af tid til Aischylos og Sofokles, Vergil og Ovid, Dante og Cervantes, Shakespeare og Milton, Racine og Moliere, Goethe og Schiller, Ewald og Kierkegaard, Dostojevskij og Tolstoj, Poe og Bierce, hvis man ikke skal læse Rifbjerg og Dan Turell. Endvidere har jeg udviklet en særlig teknik, jeg kalder for langsomlæsning.

Den går ud på at læse i det tempo, forfatteren ville have anvendt, hvis han læste bogen højt for en, for at man skulle forstå den, mens man lyttede til ordsymfonien. Dette gør det muligt for mig at komme igennem Upanishaderne i løbet af et par måneder og en moderne dansk roman på ti minutter.

Desuden sparer jeg tid ved aldrig at læse kommentarer, noter eller ordlister, idet jeg dog bruger en ordbog til de sprog, som jeg er mindre velbevandret i. Jeg har således læst Freuds samlede værker, men aldrig et ord om ham – det ville jo være som at spørge nogen om hans nabos mening, totalt tidsspilde.

Ovid forekommer mig klar og letlæst på latin, men jeg har aldrig forstået et ord af nogen oversættelse af ham. Her er altså endnu en praktisk genvej: Lær originalsproget, det kan du gøre forholdsvis hurtigt, og så behøver du aldrig mere at spilde din tid på idioter.

Studium betyder lyst, så hvis du ikke studerer af lyst, men af hensyn til et fremtidigt udkomme, studerer du slet ikke, så lærer du udenad, hvilket er noget ganske andet – det første giver viden, det andet eksamen, and never the twain shall meet. Du må huske på, at forfatteren er et menneske, han elsker dig og skriver, for at du skal elske ham igen.

Hvis du ikke kan se ham gennem bogen tale til dig, ivrigt gestikulerende, læser du ikke. Der findes ingen viden, kun mennesker, og det er i øvrigt kun de døde, der er værd at kende.