Mere musik

 

Noget slog mig da jeg læste dit svar til indlægget "Musik" - at du som kultforfatter (og det er vel en fed ting at være?) tilsyneladende kun foretrækker musik af de allermest berømte klassiske komponister! Ikke at de er dårlige...

Men jeg har i tidens løb fundet temmelig mange ligheder mellem dig og en bestemt kultmusiker, den tyske herr Klaus Schulze. I er ca. lige gamle, er hyperproduktive, går jeres HELT egne (ofte surrealistiske) veje, og I giver begge udtryk for at I er mere eller mindre ligeglade med hvad jeres kolleger (forfattere/musikere) foretager sig og udgiver (KS beundrer dog Wagner) -- og så har I begge mig som fan. Når jeg hører albummet "Timewind" fra 1975, kommer jeg ofte til at tænke på "Havet", og albummets cover er et herligt mærkværdigt sci-fi-maleri af Urs Amann som jeg aldrig bliver træt af at glo på selv om det egentlig er temmelig simpelt.

Jeg glæder mig altid over at finde en kunstner som på en eller anden måde kreerer en hel evolutionerende verden som man kan udforske uden at man kan se frem til nogensinde at blive helt "færdig", det være sig inden for litteratur, musik, film eller billedkunst, i modsætning til de mange kunstnere hvis værker stort set siger det samme om og om igen.

Nuvel, jeg kan forestille mig at du måske ikke bryder dig om min sammenligning, men jeg vil da alligevel henvise til Schulzes hjemmeside på www.klaus-schulze.com

Om ikke andet, så appellerer KS sikkert til mange af dine læsere, og så kan man jo betragte mit indlæg som en fan-til-fan-opfordring.

 


 

SVAR

 

Bach og Mozart var skam i allerhøjeste grad ”kultkomponister”, imens de levede, i den forstand, at de havde et temmelig begrænset publikum og var stort set uden interesse for den samtidige musik-kritik på grund af deres uigennemtrængelighed – ikke at nogen anmelder naturligvis nogen sinde har indrømmet at være for INDSKRÆNKET til at sætte pris på et værk. Bach var således ”gammeldags” (underligt nok er der ingen, der længer husker de komponister, der var moderne på hans tid). Mozart var simpelt hen uformående, han kunne ganske enkelt ikke skrive.

Der er, forstår du, kultforfattere og kultforfattere. For det første er der dem, der går med make-up og appellerer til gymnasieelever.

Disse litteraturens svar på Marilyn Manson gør et så stort nummer ud af at skjule, hvor håbløst ordinære de er, at de som regel kun får udsendt en digtsamling hvert andet år. Og så er der ”de allermest berømte klassiske”, der producerer et helt kulturgrundlag.

Sådannes skæbne er udmærket beskrevet af Richard Aldington, der i 1919 blev bedt om at lave en liste over tidens betydeligste forfattere. Han foreslog James Joyce, T. S. Eliot, D. H. Lawrence, Aldous Huxley og Marcel Proust.

Redaktøren svarede: ”For God’s sake, Richard, can’t you think of somebody who has been heard of or is ever likely to be heard of?” Artiklen blev da også kasseret, og en kritiker med lidt mere kunstforstand opstillede i stedet en liste med udødelige navne som Jack Squire og Frank Swinnerton.

Dermed ikke være sagt, at jeg er nogen James Joyce (så lidt som James Joyce er en Erwin Neutzsky-Wulff). Jeg er blot - i al beskedenhed – den eneste nulevende danske forfatter, der kan skrive. Jeg bidrog for nylig til et lignende tidsskrift og fik således lejlighed til at sammenligne min stil med de store navne, der leverede inspirerede passager som


Johan vendte sig i sengen, trak dynen over hovedet, men kunne alligevel ikke sove. Blæren trykkede, og ude i køkkenet begyndte Gerda at skramle demonstrativt med opvasken. Til sidst kapitulerede han og traskede ud på badeværelset, hvor lyden fra bruseren hurtigt overdøvede hans søvndrukne mumlen. Det var først, da han kom ud i køkkenet, at han bemærkede solen, der var ved at stå op over nabogården. Et blik på mikroovnens ur fortalte ham, at klokken kun var halv seks.


Er der – hånden på hjertet – nogen, der kender en gymnasieelev, der ikke skriver sådan? Jeg har aldrig hørt om Klaus Schulze, men ud fra beskrivelsen på hans hjemmeside lyder han som en tysk Jean Michel Jarre.

PS: Da spørgsmålene i brevkassen sjældent er underskrevet, er jeg naturligvis heller ikke i stand til at identificere tidligere brevskrivere. Der har været noget tågesnak om at sende mig CD’er, og folk, der har fået indspillet en sådan, er naturligvis velkommen til at sende mig den og høre min mening. Indspilninger, som de blot har købt i den lokale pladeforretning, bør de dog nok begrænse sig til at bytte med andre tolvårige …