Provokation?

 

Hej Erwin.

Var det en Neutzky-wulff´sk provokation at du til foredraget hårdnakket insisterede på, at de indianere (eller hvad det nu var) simpelthen ikke kunne SE skibet fordi begrebet "skib" eksisterede i deres erkendelsesapparat? Jeg mener...det virker bare så fjollet. Hvad så anden gang de ser et skib? Eller tredje? Eller hvis det var malet som en kokosnød? De må da i det mindste have et forhold til farven "grå", hvis det f.eks. var skibets farve. Og hvad så hvis de af een eller anden grund pludselig erkendte dets eksistens? Ville det så bare være "BOOM" - og så dukker der et skib op ud af den blå luft? Men ja, ja...jeg må vel vente med at finde ud af det til foråret, hvis jeg ellers har råd til at erhverve mig Deres bog.

Christian.

 


 

SVAR

 

At kaptajn Cook’s skib var usynligt for indbyggerne på Tahiti, er et af epistemologiens klassiske eksempler, som vel de fleste kender. Dit problem er, at du opfatter skibet som en genstand, men dette er kun muligt for dig, fordi du i forvejen besidder begrebet.

Det er altså meningsløst at tale om at opfatte et skib, hvis man ikke ved, hvad et skib er – du ser heller ikke stjernebilleder, du ikke kender, kun stjernerne (fordi du ved, hvad en stjerne er). Du vil sikkert protestere, at tahitianerne må have set ”noget”, men et ubestemt noget opfatter hjernen som ingenting.

Hvis du ikke tror mig, så prøv at se den blinde plet. Der er et stort område i synsfeltet, hvor du ingenting ser, men prøv engang at få øje på det!

Ligesom kaptajn Cooks skib blokerer det synsfeltet – alligevel ser vi tilsyneladende tværs igennem det! Hjernen er nemlig ikke et kamera, men en historiefortæller.

Den opfatter ikke billederne, den skaber dem. Det nytter ikke noget at indvende, at øjet da fungerer som et kamera, for sådan opfatter vi det kun, fordi hjernen opfatter det sådan – ligesom hjernen er fysisk, fordi hjernen opfatter den som fysisk.

Når vi lever i en forståelig verden (alle idioters yndlingsargument imod det overnaturlige) skyldes det simpelt hen, at det, vi ikke forstår, ikke eksisterer for os. Når vi første gang bliver konfronteret med det (f. eks. ved at læse fysik eller neurologi) bliver vi som regel temmelig chokerede, og det rareste er naturligvis at gå hovedrystende bort.

Vi vil da konstatere, at vores verdensopfattelse holder og bekræftes af vores (fordomsfulde) erfaring. Det invaliderer bare ikke erfaringer hos personer uden disse begrænsninger.

Man kan ikke argumentere imod en bredere verdensopfattelse ud fra en smallere. Den ”sunde fornuft” duer altså ikke i denne forbindelse.

Et parallelt argument imod kvadratrødder ud fra de naturlige tal ville (fornuftigvis) hævde, at kvadratrod to ikke eksisterede, eftersom der ikke er noget tal mellem et og to. Det ”gælder” bare ikke.

Når vores opfattelse af verden er indlysende sand, skyldes det netop, at den er a priori. Skal noget andet blive indlysende, kræver det, at vi går løs på vores begrebsapparat med en forhammer.

Det kaldes indvielse. Hvis du tror, det er noget, der kan foregå i en diskussionsklub - hvor alle i bund og grund giver hinanden ret rent epistemologisk i og med, at de taler det samme sprog, hvilket er en forudsætning for at kunne diskutere - bliver du skuffet.

Der er andre (fysiske) verdener, men de er ikke for the faint of heart. Men DET OVERNATURLIGE er da en god start.

Don’t feel bad! Vi er alle tahitianere.