Børn og opdragelse

 

Hej Erwin
Du har voksne børn, er pæren faldet tæt ved hesten, eller er børnene løbet så langt væk de kunne fra dit syn på verden ? Hvad ville være mest sundt - et ægte opgør, eller at de tager 'din' tråd op ? Eller er det en falsk modsætning ?

en forælder

 


 

SVAR

 

Bevidsthed er en funktion af modstand, hvorfor hjernen under udvikling (i barneårene) søger at skabe konflikter. Det er så forældrenes opgave at levere denne modstand, som opstår naturligt ved, at man ignorerer børnenes ønsker.

Nu om stunder spørger forældre naturligvis deres fireårige børn, ”hvad de vil”, hvilket gør dem forståeligt desorienterede. Så – hvis du ønsker det bedste for dine børn, så gå så tilpas hurtigt, at de er nødt til at lære at løbe for at følge med.

Hjernen holder tidlige lukketider – for eksempel er det ikke muligt at lære at læse efter femårsalderen (bortset fra som akademikere og bavianer). Afskær så vidt muligt barnet fra alle tomme intellektuelle kalorier og underholdning.

Hvis det ikke har gameboy, vil det se TV, hvis det ikke har TV, vil det læse tegneserier, og hvis du tager tegneserierne fra det, vil det læse bøger. Det moderne u-dannelsessystem, hvis formål er at opdrætte slagtesvin, gør børn bibliofobe ved at gøre læsning til en pligt.

Det er, ligesom når børn skal spise op for at få slik (lektie: grøntsager smager dårligt, sukker smager godt). Ønsker man børn, der ikke er savlende idioter, må det altså hedde: Når du har vasket gulv, må du læse Shakespeare!

Drilleri er ligeledes virksomt, eftersom børn ikke har lyst til at være idioter i deres forældres øjne. Undgå ethvert socialt samvær med andre børn, de er alle sammen nazister.

At være barn er at blive voksen, barndommen er en sygdom, der skal overstås så hurtigt som muligt. Man skal altså ikke give sine børn lov til at VÆRE børn.

Et velopdragent barn kræver naturligvis først og fremmest en velopdragen mor. Hvis hun er et flæb, forget it!

Har du nogen sinde set et barn, der for dig at se opfører sig eksemplarisk, blive skældt ud af sine forældre, og tænkt, hvor uretfærdigt det var? Ja, hvorfor fanden tror du, det var eksemplarisk?

Jo mere man forlanger af et barn, jo mere tilfreds bliver det med sig selv, og jo mere man lader det synke hen i MTVitis og åndssvaghed, jo mere utilfreds og ulykkeligt vil det blive. Man kan selvfølgelig også forlange for meget, but not on this planet!

De reelle konflikter mellem forældre og børn skyldes dog som regel genetiske klasseforskelle. Folk tror, genetik er noget med, at vi ligner vore forældre.

Det gør vi ALDRIG – du trækker heller ikke klør es hver gang – vi ligner en forfader eller formoder, der levede for hundrede eller tusind år siden. Hvis du således tilhører lavadelen, og dit barn bondestanden, eller omvendt, kan du godt glemme alt om ovenstående.

Adopt! It’s a tough world out there, hvor ingen elsker os for vores blå øjnes skyld, men for, hvad vi ER.

Mor lever ikke evigt, og i øvrigt er hun en elendig elskerinde. So give your child a break!

Hvis du roser hver eneste streg, det slår på et stykke papir, fra det er ble år, hvad skulle det så nogen sinde lære noget for? Men hvis du tilbageholder din ros, til det rent faktisk producerer noget af værdi, vil du gøre det meget stolt og lykkeligt, og det vil ved samme lejlighed gøre den livsvigtige erfaring, at dets jævnaldrende er idioter.

Hvorfor tror du, folk generelt hader deres børn så meget, at de ikke engang kan skjule det i stormagasinet? Fordi de aldrig har gjort noget for at gøre deres børn til elskværdige personer.

Disse misfostre vil vokse op med en ”ret” til at blive elsket og beundret og blive bitre og fortvivlede – der er en hel generation af dem for øjeblikket. I sin jagt på den for dets udvikling så essentielle modstand vil et barn om nødvendigt kvæle sin lillesøster og stikke ild på huset.

Dette er ganske normal adfærd, men da man ikke kan acceptere, at det er forældrene og samfundet, der er sindssyge (ved ikke at sige nej og slå igen) patologiserer man i stedet barnet, og når først behandlerne har fået øje på det kortblinde, autistiske, hyperaktive røg-og-damp-barn, kan man lige så godt aflive det med det samme. Det eneste af mine børn, som kan siges at være voksent (et år ældre end min hustru) producerer reklamefilm for amatørmusikere, og det gør han efter sigende godt, med stor fornøjelse og professionel stolthed, og mere kan man vel ikke ønske – jeg fralægger mig dog ethvert ansvar!