Det 20. århundredes litteratur

 

Jeg har læst, at du ikke har, og ikke agter, at læse litteratur fra det 20. århundrede. Hvorfor ikke? Der er da skrevet meget godt - og hvis du ikke mener dét, hvordan vil du så underbygge den påstand?

 


 

SVAR

 

Det er nu ikke helt rigtigt. Jeg har med stor fornøjelse læst FINNEGAN’S WAKE, THE DOUBLE HELIX og ULYSSES, den sidste har jeg endda læst op i radioen.

Men det er da rigtigt, at jeg ikke generelt sætter pris på det tyvende århundredes litteratur. Den væsentlige årsag er nok, at den for en stor del er såkaldt ”realistisk”.

Og eftersom alle realiteter er sproglige eller litterære konstruktioner, må en sådan af nødvendighed være plagiat. Genier skaber virkeligheden, talenter beskriver den, og hvorfor skulle man befatte sig med talenter, når der stadig er genier, man ikke har læst?

Nu kan man jo som regel nøjes med at træde i en lort for at identificere den, men naturligvis kan jeg ikke påstå at kunne overskue verdenslitteraturen, heller ikke det tyvende århundredes. Derimod anser jeg mig for berettiget til at hævde, at der ikke er skrevet noget af værdi på dansk siden 1950 (present company excepted, of course).

Ikke fordi det er realistisk, realismen er stendød i Danmark. I dag er den dominerende litterære skole amatørismen.