"Kend dig selv" (ang. sprogkundskaber)

 

"Hvad jeg bekæmper og vil bekæmpe med mit sidste åndedrag, er folk, der tror, de kan læse og skrive."

Hvordan kan man vide om man er i den ene eller den anden gruppe? Hvordan ved du f.eks. at du er i den gruppe som ved at de kan læse og skrive?

Og hvad skal man gøre for at overbevise en "politiker" om at vedkommende ikke kan læse og skrive?

Faktisk spurgte jeg engang en avis om jeg ikke kunne blive korrekturlæser (for sådan én kunne den godt trænge til) hvortil jeg fik svaret: "Sådan noget bruger vi ikke her. Nu om dage har computeren indbygget stavekontrol..."

Så tror da fa'en at aviserne er fyldt med stavefejl! Og måske har vi også noget af grunden til at folk stolte og uvidende tænker "perfekt!" når computerskærmen ikke viser flere røde streger.

 


 

SVAR

 

Nej, du har ret: Det kan man ikke vide! Vi ved, at en hund er en hund.

Selv ved den det ikke. Det eneste, der i sidste ende adskiller menneskelige væsner fra de andre, er deres storslåede realiserede projekter, og det gør det desværre kun muligt for os at eliminere de filosofiske bistandsmodtagere.

Men gør det i grunden så meget? Kapitalisten og politikeren står trods alt menneskelige væsner nærmere i kraft af deres grådighed og hensynsløshed.

Hvad angår at placere sig selv på diverse skalaer, skal vi naturligvis ikke skabe os. Hvis du har et større ordforråd end din nabo, har du det.

Ingen anmelder har nogen sinde betvivlet, at jeg er Danmarks mest intelligente og dannede forfatter, men der er på den anden side heller ikke nogen, der har fundet det særlig interessant. Min større baggrund bidrager jo ikke til at sandsynliggøre mine påstande, det kan kun konsensus, sund fornuft og ”hvad vi ved, er det rigtige”.

I reglen hører vi kun efter, når legale interesser forsvares, og ingen sygeplejerske kommer nogen sinde til at give udtryk for, at sygeplejersker får for meget i løn. Det er jo det beroligende ved debatter, vi ved altid to ting, når folk siger noget: For det første hvorfor de siger det, og at de kun repræsenterer en gruppe, der siger sådan.

Akademisk status betyder kun noget som en garanti for, at ingen selvstændig tænkning er involveret. Ganske tilsvarende virker mit større ordforråd som en mur mellem mig og læseren, idet min intellektuelle ballast (jeg har jo åbenbart ikke rigtige følelser, kun perverse behov, som mine bøger er udtryk for) åbenbart gør det umuligt for mig at gennemskue det, enhver debutant er i stand til at udtrykke meget enklere og klarere.

Så hvad kan man gøre, når jeg i en anmeldelse af en universitetsprofessors værk gør opmærksom på, at hans kendskab til det danske sprog end ikke svarer til pensum i gymnasiet? Ingenting.