Menneskefjendsk

 

Hej Erwin,

På mig virker du altså lidt menneskefjendsk. Det ser ud til, at du forstår mennesker godt, samspillet imellem dem, men det virker som om, du ikke vil have så meget med dem at gøre. Er det så, fordi du vil noget fuldstændig andet end alle disse mennesker, eller er det, fordi du egentlig er lidt menneskefjendsk?

Man kan stille nogle undskyldninger op for, hvorfor man ikke vil have noget med dem at gøre, når man er menneskefjendsk. Og undskyldningerne går tit på, at de er nogle tåber, som de sikkert også er, men det gør ikke en selv mindre menneskefjendsk.

Jeg er selv menneskefjendsk, så jeg ved godt, hvad det drejer sig om. Og jeg tror, det er sværere at komme forbi menneskefjendskheden, jo mere intelligent man er, for så har man så meget større grund til ikke at have noget med alle de andre at gøre.

Det her indlæg skal ikke forstås på nogen negativ måde. Jeg skriver bare, hvad jeg ser. Måske ser jeg noget forkert...

 


 

SVAR

 

En af de bemærkninger fra min side, som altid falder for brystet, er, når jeg kalder mennesker for døde. Men for mig er det at leve noget andet end det at ”mark time”.

Måske er det værste, at jeg tager alibierne (livsløgnen, som Ibsen kalder det) fra menneskene. Ser du, når de lever i kærlighedsløse ægteskaber og aldrig tager chancen med noget, de gerne vil, så er det, fordi de er så ekstremt ædle, hverdagens ubesungne helte og martyrer.

Det tror jeg bare slet ikke, er tilfældet. Jeg tror bare, de er ligeglade og magelige på den besynderlige måde, at man ikke gider fjerne stenen i skoen.

Hvilket naturligvis bringer os tilbage til ”hashhovederne”, som jeg har det helt fint med at antagonisere. Alle de intellektuelle, talentfulde, med et ord lovende unge mennesker, som bliver ved med at være lovende, fordi de ikke orker at gennemføre noget substantielt.

For de fleste er evnerne meget naturligt så små, at de kræver uforholdsmæssigt meget arbejde at udvikle. Andre af os blev, hvad dette angår, født med en sølvske i munden (som femårig morede jeg min familie med at skrive små vers på opgivne ord – således blev TID og FLODHEST til: TIDen er jo for en FLODHEST/intet - den har intet ur/Hvad en FLODHEST er for TIDen/kan du se i Zoos bur) men det er en tom sølvske, en tilfældig færdighed, der i grunden er lige så ligegyldig som at kunne vrikke med ørerne, hvis den ikke optrænes dagligt i en menneskealder.

Jeg kunne også i samme alder have haft evnen til at komponere menuetter eller male realistiske kryb, men det ville ikke i sig selv have gjort mig til en MOZART eller DA VINCI. We all have to work with what we’ve got.

Vi har alle sammen to arme og to ben og en stemme. Om ikke andet kan vi blokere en færdselsåre eller plage livet af en brevkasseredaktør.

Hvis du lægger en sten hver dag (du ved, en S-T-E-N) får du et tårn. Hvorfor er der ikke et tårn for hvert menneske?

Hvorfor er der ikke et tårn for dig (og jeg mener ikke et bjerg af ekskrementer)? Kunne du forestille dig den virkning, jeg ville have haft på det andet køn, hvis jeg kun havde haft mit udseende?

Quasimodo ville have haft bedre chancer, eftersom hans grimhed dog i det mindste har noget melodramatisk over sig. Hvis jeg nogen sinde var kommet ud i erhvervslivet, ville jeg være blev rubriceret som åndssvag.

Det er ligesom med mennesket generelt, som både kan anskues som ”the paragon of animals” eller en udviklingstruet freak of nature fuld af desperate tricks. Det, jeg ikke kan FATTE, er, at folk smider håndklædet ind i ringen og bruger al deres tid og alle deres kræfter på at bortforklare, hvorfor de er handlingslammede og ulykkelige.

And this is exactly the point: Det er ALT, hvad samværet med disse mennesker er. Det er et narrespil, hvor man får afbigt for at være en taber imod at hjælpe modparten med at camouflere sit eget nederlag.

Det er endvidere, hvad hele den samtidige værdiløse lortelitteratur er, en skriftlig udgave af denne selvmorderiske ”menneskekundskab”. Mine personer er ikke ”rigtige mennesker”, siger man, for rigtige mennesker begærer, handler og elsker ikke, de undskylder sig.

Jeg gider bare ikke høre de undskyldninger mere, al denne uendelig selvtilfredse indolens giver mig brækfornemmelser. Disse menneskers liv ER for mig at se det værste, de har.

Måske synes de så, at jeg er psykopat - og det er helt fint. Ja, jeg er en helvedesprædikant, men jeg er også en helvedes prædikant – det hedder som bekendt kunstner, som i sidste ende ligger mindre i gudgivne gaver end i insistensen på at skærpe sit barberblad og bruge det flittigt.

Men jeg er aldrig personlig – hovedsagelig fordi disse personer ikke interesserer mig – medmindre andre er det. Og da er det nok, at insistere på, at disse uvedkommende skal komme mig ved.

Hvem er menneskefjendsk – Han, som utrætteligt prædiker Mennesket uden at lade sig desillusionere unødigt af faktiske eksemplarer af arten, eller dem, der begraver alt det ædle, storslåede og lidenskabelige ved Det under stabler af resignerede nedgøringer? I mig – eller rettere: mine værker - lever det håb om menneskets genfødsel videre, som er kvintessensen af al virkelig kunst.

Mere end det: Det er en eliksir, som muliggør, at den, som virkelig ønsker at løfte sig selv ved hårrødderne, kan nå et menneskeligt stade (I’m sorry, men hvis jeg skal lære dig noget, må jeg af nødvendighed stå over dig, og hvad skulle jeg ellers skrive for?) Frygter du din egen svaghed så meget, at du sætter dine alibier over din lykke, er jeg ikke for dig.

Hvis du ser op, møder du mit venlige blik, selv om jeg ikke skænker dig et nik. Genier er ikke gode bonkammerater.

We’re not nice people. Men vi er mægtige, og vi deler gerne vores magt gennem det flyvende ord.

Derfor må jeg også sige til dig, som jeg plejer at sige til folk: Du lyder som en hyler og et flæb, en af de små moralister, som helst ikke vil vide, at menneskekærlighed er en fortærende lidenskab, der går over deres potens. Hvis ikke, ved jeg, hvor jeg vil finde dig, nemlig i den skole, mine og mine sande kollegers bøger er, og som ”livet” aldrig kan være – ikke i dumme brevkassespørgsmål, som kun har til formål at bryde stigen itu.

Her er jeg – midt i livets krone, og alle råber til mig: Hvad bilder du dig ind! Kom dog ned, før du gør en ulykke på dig selv.

Selv råber jeg ufortrødent tilbage: Nej, kom I op til mig, hver ad sin gren! Så rystede de på hovedet og gik hjem.

Lige nu ryster træet sine grene, og de rådne frugter falder som hagl. Mine læsere er ikke født endnu.