Skal Sevængran tabe?

 

Hej Erwin. Beklager at måtte sabotere dit spørgsmål-fra-dannede-koncept. Jeg har lige læst 33. marts (altså nøjagtig een bog og er derfor følgelig over spærregrænsen), og der er et par spørgsmål:

Er det forkert at formode, at romanen udpensler den tilstand, hvor mennesket er genfødt af kød fremfor ånd? Og skal bogen i så fald læses på den måde, at man kun kan blive menneske af en sådan genfødsel, eller er det en ren beskrivelse af en urkonflikt i vores væren?

Jeg er ikke helt sikker på, hvor mine sympatier ligger. Hvad brug har en Monssunu og hans krigere for Mozart? Hvordan skulle verdenslitteraturen kunne frigøre dem yderligere?

Det falder mig svært at undgå at føle en vis gru for en verden hvor den søgen, som Axia Dufa repræsenterer, er blevet forkætret, eller være endnu: Overflødig. Jeg forstår, at Benedictus Monssunu er en opdagelsesrejsende så stor som Axia Dufa – den jord han betræder er så uopdaget som Amerika, fordi han genskaber den efter sit begær – men det ville nu være trist at vide, at ingen søgende sjæl vil lægge sit legeme til hvile i ensomhed i støvet på et fremmed kontinent født af ægteskabet mellem den opdagelsesrejsendes blinde stjerneøjne og en uendelig verden. Er horisonten specielt mindre en kvinde for Axia, end mordet er for Monsunu og hans krigere?

P.S. At styre direkte ud over verdens kant.. Now there's a way to go you can really sink your teeth into. Or else I'm not nuts!

NN

 


 

SVAR

 

Det glæder mig, at du har valgt vores intellektualiseringskursus – allerede efter en uge mærker man en forskel, ikke sandt? Nu skal du nok ikke forvente, at jeg dekoder 33. MARTS (eller noget andet værk) for dig – det gør jeg af princip aldrig.

For det første ville klarteksten fylde mindst ti gange så meget som bogen – men jeg kan da give dig et hint. Hvis man ikke (som mine kolleger) skal blive ved med at skrive den samme bog, er man nødt til at forny sig – helst diametralt.

Heldigvis er mit budskab (univers er måske en bedre betegnelse) så bredt, at kun folk, der ikke begriber et kuk af mine bøger, kan se nogen som helst lighed imellem dem. I 33. MARTS er de (allermest) fundamentale modsætninger, idealisme og materialisme, byttet om, uden at det på nogen måde går ud over det, bogen vil sige.

Her er det altså idealismen, der er den begrænsende, fordi den er uden rod i nogen fysisk virkelighed. Hvis du er lidt snedig (ellers tag tre uger til) kan du nok regne ud, at årsagen er, at verdens ideale natur skyldes dens forankring i en biologisk realitet.

Hvad Bohr sagde om kvanteteorien, kan man nok i virkeligheden sige om alt, som repræsenterer en ny synsvinkel og ikke blot er litterær muzak: Den, der ikke chokeres af forfatterskabet, har ikke forstået det. Rasende læsere sendte DØDEN retur, fordi den havde en politisk dimension og således ikke konformerede til deres billede af forfatteren som apolitisk (højreorienteret inaktiv).

Ganske tilsvarende er jeg blevet anbragt i bogstaveligste forstand overalt i det politiske spektrum. Som regel bryder man sammen omtrent midtvejs, når bogen bliver noget mere end en bog – hvem gider betale for en brødrister, der på vejen hjem forvandler sig til en blondine?

Do I contradict myself?
Very well then I contradict myself,
(I am large, I contain multitudes.)

WALT WHITMAN: SONG OF MYSELF

PS: Er du sikker på, at du ikke er en MÅNED inde i kurset? En intelligent besøgende på enw.dk – fascinerende!