Hjernen!

 

Hej Erwin!

Handler din kommende publicering Hjernen om neurologi? (Jeg krydser fingrer).

Findes der en indføring til RUM?

Ellers tak! Om nogen forstår du, at få mig til at tænke.

PS. Hvis man ikke benytter sig af sin egen konto, men deriomod den som findes på din hjemmeside, så siger min erfaring mig, at man ikke for sit spørgsmål besvaret. Er dette tilfælde eller en fejl eller frasortere du bare uinteressante spørgsmål efter godtbefindende?

Hvis denne mail ikke når offentligheden, er det vel et svar i sig selv!

Venlig hilsen en person der ufortjent læses af flere du gør!

 


 

SVAR

 

Tak for dit venlige brev! HJERNEN kan vel kaldes en neurologisk gyser.

Det er altså i modsætning til DET OVERNATURLIGE faglitteratur. Vi har stadig et par eksemplarer af INDFØRING I RUM, som du kan bestille på samme måde som BATHOS (den koster dog 100,-).

Enw.dk blev som tidligere nævnt oprindelig oprettet (for nu over fem år siden) for at annoncere mine kurser i Vinstrup. En overgang var der lidt skæg og ballade i ny og næ, men efter at jeg nu udsender et decideret og let sælgeligt (om end MEGET underground) tidsskrift, er det bal forbi.

BREVKASSEN er derfor nedlagt, idet spørgsmål til BATHOS kan sendes til enw@enw.dk (jeg besvarede dog for nylig et enkelt specielt imbecilt spørgsmål om graffiti). På samme måde KAN det af og til, når min hjerne går i TOTAL tomgang, ske, at jeg producerer noget så tåbeligt, at det ville være uanstændigt at forlange penge for det.

Dette gjaldt blandt andet min bryllups-special, som derfor kom på nettet – aye, there’s the rub! Nettet er dødt, en affaldsplads for folk, der ikke kan få nogen til at betale for deres udgydelser, men derfor naturligvis også en affaldskværn.

Det fortjener hverken jeg eller mine læsere, synes jeg. Hvis det er umagen værd at bruge tid på, fortjener det også tryksværte og de trykte mediers potentielle udødelighed.

Jeg er dog trods alt, som en bibliotekar vil fortælle dig, en af Danmarks mest efterspurgte forfattere, så hvis du med den lidt kryptiske sidste sætning mener, at du læses af flere, END jeg gør, er jeg godt nok spændt på at høre, om det pseudonym, der forekommer i din e-mail-adresse (og som selv på nettet er ganske ukendt) dækker over Rifbjerg eller Møllehave! For resten ses vi i BATHOS!