Popularitet

 

Du skrev i brevkassen, d. 16/5 følgende:

"Jeg er dog trods alt, som en bibliotekar vil fortælle dig, en af Danmarks mest efterspurgte forfattere..."

Hvis det virkeligt er rigtigt, betyder det så at danskerne som sådan er blevet mere intelligente (alternativt: at der er blevet flere intelligente danskere) eller at du har sænket lix-tallet i dine bøger?

Jeg husker du tidligere nærmest har udtrykt frygt for at ende som folkekær forfatter a la Møllehave. Ikke desto mindre er det ham du nu sammenligner dig med ang. popularitet! Hvad er der gået galt?

mvh

Theodor Fælgen

 


 

SVAR

 

Jeg kan trøste dig med, at det ikke er så galt. Ja, jeg var på bestsellerlisterne i en måned med ABATTOIR, men det er stadig bibliotekspengene, jeg lever af.

En sådan placering må nemlig altid ses relativt til det generelle bogsalg, og danskerne læser ikke bøger. At jeg så er mere efterspurgt på bibliotekerne end nogen videre salgsvare hos boghandlerne (fordi mine læsere ofte er fattige studerende) er en anden ting.

Der findes naturligvis stadig forfattere, der udgiver ugebladslitteratur og smigrer dens ugebladslæsere med at kalde den litteratur, og sådanne sælger klart bedre, end jeg gør. Men jeg HAR været på disken i snart 35 år, og så HAR man et navn, som de opreklamerede debutanter naturligvis ikke kan hamle op med.

Når man lægger alle disse faktorer sammen, når man til en placering i dansk litteratur, der er temmelig meget i midten. Du hører ikke til ti forfattere, der - i det mindste i et par år - giver deres forlag et imponerende overskud, men snarere til de hundrede, der har deres publikum og derfor udkommer regelmæssigt, og altså ikke til de TI TUSIND, der herhjemme kalder sig forfattere, fordi de for ti år siden fik udgivet en digtsamling på Sommersko eller en kronik i Politiken.

Og SÅ "populær" er man nødt til at være, for ellers udkommer ens værker simpelt hen ikke (kig på DET OVERNATURLIGE og gæt, hvad den har kostet at lave). Hvad derudover kommer - jeg giver dig ganske ret - er af det onde.

Min bemærkning i et tidligere svar var da også hovedsagelig en reaktion på det sædvanlige "jeg er et af de to mennesker i Danmark, der læser dig". Det er sikkert velment, men demonstrerer trods alt et noget naivt forhold til show business.

Tankegangen er utvivlsomt noget hen efter: Hvis en forfatter ikke figurerer i Se & Hør, så er han ganske ukendt og læses af 100 mennesker, men der er altså en temmelig blød og bred mellemvare. Imellem at udsende sine produkter på et betalings- og/eller kælderforlag og at udkomme fast på et Danmarks absolut største er der en afgrund, som er ganske svimlende.