Forfatterens forhold til kritikeren

 

Kritikere tager forfatterens hjerteblod og anstrengelser, gennemtygger dem til ukendelighed og spytter dem så ud, som en advarsel til letsindige læsere. I den henseende minder de om de gamle grækere der skyllede mund i eget urin, for at gavne mundhygiejnen. Hvad jeg dog ikke forstår, er forfatterens forsvar mod kritikeren - som det for eksempel kommer til udtryk i din egen Verden. Når forfatteren anslår tonen "kritikeren hader nok mit værk, forstår det nok ikke, gider nok ikke læse det", mister han gennemslagskraft. Hans forsvar er den svages forsvar - jeg er svag, slå mig ikke. Man rusker ikke den døve dreng, for han er jo døv! Det er en politisk og pædagogisk korrekthed; en korrekthed jeg mener at vide strider mod din ethos. Hvorfor denne forhåndsundskyldning?

And on a lighter note… Jeg er imponeret over dit forfatterskab. Jeg er af den overbevisning at den største vitalitet og skaberkraft findes i det døende system, i truede organismer, at livets ypperste formåen ligger i det sidste åndedrag. Så fortæl mig - er du døende? Er du Keats, døende nær den Spanske Trappe, mens han frembringer sit sidste mesterværk. Er du Crowley, der i hans sidste feberagtige dage forsøger at oprette et eftermæle, om ikke for sin gerninger så for sin wickedness? Det ville unægteligt forklare en ting eller to.

T. Herskind

 


 

SVAR

 

Da KÆRLIGHED udkom (1972) skrev jeg - if memory serves - ganske ironisk:

Du gode, rare criticus,
gid du få skam og væggelus,
hvis grimt om mig du skriver.
Men hvis du skriver noget pænt,
såsom "poeten har talent!"
dit eftermæle bliver:
Ak, på en tid, hvor ingen så
den unge, skjønne digter stå
lig sol på himmelbue,
da bragte criticus B. Lind
en smule brød og glæde ind
i fattig digterstue.

Og deri består jo hele pointen. En så overlegen pastiche fra en toogtyveårig på et tidspunkt, hvor Dan Turell repræsenterede højdepunktet af lyrisk kunnen, burde øjeblikkelig have udløst et livsvarigt legat!

Jeg er derfor bange for, at det gamle hyggelige fjendskab mellem forfattere og kritikere ikke længere eksisterer. Det er simpelt hen strandet på det ene skær, at anmeldere ikke længere læser bøger.

De ved, kollegaen fra værtshuset er en flink fyr og bør have et skulderklap, som han sikkert nok skal forstå at gengælde (der ryger jo altid et par klassesæt - der er næppe nogen, der læser Rifbjerg frivilligt). Men det er også det hele.

Der findes heller ingen kritikerstand længere - bøger anmeldes af kontorbudet, der kommer lige fra blomsterudstillingen. Hvordan skulle han - eller nogen anden - kunne bedømme et litterært værk?

Hårdt presset læser man bagsideteksten og forordet, og lægger da heller ikke skjul på det. Ingen interesserer sig jo alligevel for bøger.

Jo, måske noget på 68 sider om og af en lesbisk håndboldspiller, der er blevet voldtaget af sin onkel som tolvårig, og hendes kamp mod sukkersygen. Send fotografen!

Eller hur? Er der nogen, der i fuldt alvor forventer, at en anmelder skal tage fri i fjorten dage og pløje sig igennem halvdelen af DET OVERNATURLIGE?

Der er kun en svag illusion tilbage, som jeg ser det som min pligt at gennemhulle. Og da er det mest effektive trods alt at forudskikke anmeldelsen ned til mindste detalje, hvad jeg har fået en vis øvelse i.

Media vita in morte sumus - so who knows. Rent fysiognomisk minder jeg dog vel mere om sofakrigeren, der udslynger senile og kraftesløse forbandelser langt over de halvfems år.