Ordbøger

 

Da det følgende svar eventuelt kan være af interesse for flere end spørgeren, der ikke er plads i BATHOS, og ingen længere læser BREVKASSEN, bringes det under NYHEDER:

Hr. Neutzsky-Wulff

Jeg har læst at din holdning er, at fremmedord er noget man bare kan slå op.

Jeg vil høre, hvilke ordbøger jeg skal købe, for at få mest muligt ud af dit forfatterskab.

På forhånd tak!

Allan

 


 

SVAR FRA ERWIN

 

Kære Allan!

Sporer jeg en vis ironi? In any case: Your point is of course well taken.

Hvor en længere apologi sikkert var på sin plads, vil jeg dog begrænse mig til en kort bemærkning. Jeg blev for nylig af en danskstuderende, der skriver speciale om min FAUST, spurgt, om mit skønlitterære forfatterskab skulle ses som en oplysning af mit faglitterære.

Jeg svarede, at det modsatte nok snarere var tilfældet, idet den informationsmængde, det er muligt at formidle gennem skønlitteraturen, er så meget større. Dette skyldes i høj grad, at den gør det muligt at lade læseren erfare, hvad der i faglitteraturen kun kan postuleres.

Det er naturligvis en noget speciel form for skønlitteratur (den eneste, ville forfatteren sige, eftersom den såkaldte realisme kun er et plagiat af de forfattere, der skabte den aktuelle virkelighed) og derfor falder mine læsere da også hovedsagelig i to kategorier. For det første er der dem, der læser mig for de gode historiers skyld og synes, det bliver kedeligt, når det bliver for filosofisk, for det andet dem, der læser romanerne som ovenfor antydet, altså anskueliggørelser af faglitterære pointer.

De er imidlertid mere end det, i kraft af at være KONCEPTUALISATIONER – med andre ord: de er det, de synes at omhandle. Denne grundlæggende ophævelse af sondringen mellem billed- og realplan (som også ligger i påstanden om kunstens ophav som FIAT – et fremmedord, du dog i det mindste kan finde i Gyldendals røde – kognitiv handling) sætter meget naturligt forfatterskabet uden for litteraturen i traditionel forstand, hvilket også forklarer, hvorfor kritikken tilsvarende falder i to grøfter: undrende begejstring og undrende afvisning – nogen hylde er der ikke til det.

Denne målsætning må i det mindste give forfatteren en særlig licens – indlysende strækker Ib Michaels 2.000 gloser ikke til her. Det er der, du skal have fremmedordbogen frem og ikke være alt for intolerant over for verbale indvandrere – dette i skarp modsætning til de modeord, de akademiske idioter benytter uden nogen anelse om deres betydning, endsige etymologi.

Det første krav til alle ord er, at de anvendes SPROGRET. Kun forfattere (i en forstand, vi næppe kender herhjemme) har naturligvis i egentlig forstand ret til at tale og skrive, men denne kan uddelegeres til folk, der lover at behandle sproget ordentligt.

(Det kunne naturligvis være morsomt, hvis det, som nogle politikere har foreslået, var en forudsætning for opholdstilladelse, at man taler dansk – det kunne da være sjovt at have hele Jylland for sig selv!) Fremmedord er imidlertid indlysende ikke nok, sproget må på NEOLOGISK vis genskabes.

Så ja, der er ord i forfatterskabet, som du ikke vil kunne finde i nogen ordbog – at forlange noget andet ville jo være som et forbud mod nyfødte børn. Men for det første er de altid SPROGRET dannet, for det andet kan man som regel genkende sprogstammen og ved altså, hvor man skal søge (gæt, hvor du skal finde ENTOURAGE!)

For det tredje er de aldrig overflødige, det vil sige, de anvendes kun, hvor alternativet er en halv sides forklaringer, som ikke engang ville være fyldestgørende, og desuden mord på det danske sprog, hvis lov som alt andet er udvikling eller død (vækst – ikke kræft). Endelig kan det skønlitterære forfatterskabs ambition ikke overvurderes, som i korthed er at få samme betydning for udviklingen af det danske sprog som koranen for det arabiske.

Også her gælder, at bjerget kommer til Mohammed – NEUTZSKY-WULFF bliver ikke oversat til et verdenssprog, men dansk BLIVER et verdenssprog, takket være en ny renæssance med forfatterskabet som startpunkt. Lad mig give et eksempel: I HJERNEN foregår en del af handlingen i Ludvig den Fjortendes Frankrig (se teksteksempel i BATHOS 26 – altid et godt sted at hente hjælp).

Dette præsenterer forfatteren for den historiske romans centrale problem: En bog, hvor franskmænd taler dansk, er ikke troværdig – taler de derimod fransk, er den ulæselig – et lejlighedsvist indskudt MON DIEU gør det ikke. Min løsning er at skabe et helt nyt sprog, som er en organisk forbindelse imellem de to sprog, der inkorporerer begges syntaks, idiom og – først og sidst – sprogrytme.

Et sådant sprog vil for en læser med et minimum af dannelse læses som dansk, men opfattes som fransk. Dette PLACERER læseren i romanen med de forudsætninger, han nu måtte have (og ville have i den pågældende situation).

Er de mangelfulde, kan han vælge at dele de ikke-franske hovedpersoners desorientering eller at gøre sig klogere end disse (dramatisk ironi) ved at søge assistance i en ordbog (hvad de ikke kan). Eller han kan gøre begge dele i to af de mange gennemlæsninger, en bog af undertegnede indbyder til.

Besværligt? Nuvel.

Men bruger vi ikke masser af tid på andre typer opgaver (krydsord, ADVENTURE-SPIL) med langt ringere udbytte? Hvorfor må en bog ikke være en gåde?

En NEUTZSKY-WULFF-BOG ER – en gåde og et vidunder. Hvad anden samtidig litteratur er værd at bruge tid på?

Hvad angår de regulære fremmedord (som jeg gerne modtager de fleste reklamationer på) vil jeg foreslå WEBSTER’S NEW INTERNATIONAL DICTIONARY. Den uforkortede er, skønt trykt med lille skrift, på 3.212 sider og vejer 7,4 kilo (men det er stadig kun ét bind) så du skal have din cykel med – antikvarisk ligger den på et par hundrede kroner.

Den indeholder et par hundrede tusind ord, og du vil derfor med den ved hånden kunne læse langt det meste af forfatterskabet (ENTOURAGE står på side 854). Værre var det såmænd ikke!