Videnskaben eller den ydre verden

 

Det nedenstående var fra spørgeren beregnet for BATHOS. Til dette brug er det imidlertid for elementært.

Jeg har derfor valgt at svare her på siden, hvor spaltepladsen ikke er så dyr. Måske et par ubefæstede sjæle kan have glæde af det.

SPØRGSMÅL

Hej Erwin

I et kapitel i DR’s udgivelse ’Videnskaben eller Gud’ skriver Doktor Rasmus Fogh, overlæge ved Sct. Hans Hospital blandt andet om Psykotiske tilstande og sammenligner dem med religiøse oplevelser. Herunder beskriver han toksiske psykoser fremkommet ved indtagelse af LSD, ganske som du gjorde det i ’Magi’.

I fastslår begge at kemisk påvirkning af hjernen kan medføre oplevelser som de religiøse, men så hører lighederne også op. Hans konklusion er modsat din, at de religiøse oplevelser er indbildning og forvrængning på samme måde som toksiner forvrænger verdensopfattelsen. Et argument han bruger er at LSD-oplevelserne kan neutraliseres med antipsykotisk medicin.

Vi har altså nogle iagttagelser, der kan føres til to vidt forskellige konklusioner af personer med forskellig baggrund. I er begge ufatteligt belæste og ingen af jer er kommet sovende til jeres verdensopfattelser. Hvordan afgør man så hvem, der har ret?

Du vil muligvis indvende at man kan anskue verden gennem forskellige modeller, og at den ene ikke fungerer dårligere end den anden. Lægen opfatter de religiøse oplevelser som forvrængninger og den religiøse opfatter LSD-rusen som transcendens. Problemet er blot at lægens synspunkt ikke levner plads til andre opfattelser. For ham er den religiøse galt på den. Det vil sige at vi har to forskellige overlappende verdener hvor den ene ikke levner plads til den anden, og det er da et paradoks. Hvis den ene er rigtig må den anden altså være forkert. Alternativt er de begge forkerte.

Denne form for paradoks er jeg stødt på adskillige gange, når jeg har beskæftiget mig med filosofi og verdensanskuelse. På samme måde står dualisme i kontrast til monisme, determinismen til indeterminisme, teisme til ateisme og så fremdeles. Der er argumenteret heftigt for hver af disse anskuelser og berømte og ikke mindst belæste filosoffer har igennem tiderne været urokkelige og stensikre i deres sag. Men de kan jo ikke alle sammen have ret, når der i deres modeller ligger at det modsatte er forkert. Et menneske kan, som eksempel, ikke på én gang dels være opdelt i bevidsthed og krop og dels ikke være det.

Erwin, har du et sværdslag, der kan løse denne gordiske knude, eller skal jeg fortsat leve mit liv som erklæret skepticist?

Med venlig hilsen
Jens R. B. Hansen

 


 

SVAR

 

Kære Jens!

For omkring et århundrede siden, da videnskaben endnu stod på et relativt primitivt stade, plejede man at afklare det religiøse spørgsmål ved at henvise til begrebet tro som noget principielt inkommensurabelt med viden. Tanken var, at det dermed var umuligt at kritisere det ene med det andet, hvilket skulle danne grundlag for en fredelig sameksistens.

Om man nu lader sig overbevise af dette ræsonnement eller ej, er det i det mindste en kendsgerning, at viden ikke synes at gøre nogen væsentlig forskel for den troende. Det vil således ikke nytte meget at bestorme en fundamentalist med geologiske vidnesbyrd, og på ganske samme måde vil det naturligvis være temmelig formålsløst at imødegå tilhængere af den omtalte naivrealisme med resultater af kvantefysikken, som de hverken kan eller vil kende noget til.

Din Rasmus er jo nemlig en TROENDE. Om han er religiøs eller ej, afhænger naturligvis af din definition på religion, men han er i det mindste metafysiker, det vil sige, han tror på eksistensen af fænomener, som hverken kan bekræftes eller afkræftes, og som derfor UD FRA ET VIDENSKABELIGT SYNSPUNKT – hvilken PSYKOLOGISK gevinst han så end kan have af sin tro – er meningsløse.

Det er – som altid – gamle travere, i dette tilfælde Platons transcendente virkelighed, som videnskaben indtil for et århundrede siden stadig søgte at opdage, under den mærkat, den fik under oplysningstiden: Den (af den menneskelige bevidsthed uafhængigt eksisterende) ydre verden. Der er altså en RIGTIG måde at opfatte verden på, forstået som den, der KORRESPONDERER med den føromtalte absolutte virkelighed (hvordan den fysiske verden, vi lever i, kan KORRESPONDERE med et matematisk udtryk for sandsynligheden af en måling, er ikke så ligetil at sige, men det er vel så der, troen kommer ind: CREDO QUIA ABSURDUM EST) og en FORKERT måde, det vil sige, når den menneskelige hjerne KONCEPTUALISERER noget, der ikke er blevet godkendt på et koncil.

Det er naturligvis også derfor, det ikke er LSD, der neutraliserer virkningen af KONSENSUS. Men hvis det, du vil sige, er, at jeg i kraft af at være den første, der har opløst alle filosofiens paradokser, er den største filosof, der nogen sinde har levet, vil jeg da sige pænt tak for komplimenten.

På den anden side er en sådan verdensopfattelse i kraft af at være dogmatisk og spekulativ naturligvis ikke GENDRIVELIG ud fra eksperimentelle resultater. Hvis Rasmus konstaterer, at der ikke er en engel på en bestemt sky – eller hvad det nu er, han TROR – må der være tale om et synsbedrag, eftersom enhver anden konklusion ville være en ufromhed.

Eksistensen af en ydre verden, Gud, enhjørninger, og så videre, har altså intet bevis behov, da de er indlysende, det vil sige teologiske dogmer. Om du fortsat vil abonnere på den absolutte skepticisme, jeg står for, en vantro, der aldrig søger ud over erfaringen, eller vil melde dig ind i det samme trossamfund som Rasmus, eller eventuelt et helt andet, er naturligvis op til dig, men jeg er nødt til at gøre dig opmærksom på, at før du har læst DET OVERNATURLIGE meget grundigere, vil alle denne type spekulationer være rent tidsspilde for dig.

Mange Hilsener

ERWIN NEUTZSKY-WULFF