Kvalitetskriterier

 

Hej Erwin.

Jeg ved godt, at du ikke bruger denne brevkasse mere, men jeg tænkte alligevel, at jeg ville gøre et forsøg, da dit svar muligvis vil interessere andre end blot mig selv.

Jeg kan huske at have læst i et af dine svar, at du mener at ethvert værk burde bedømmes ud fra sine egne kriterier. Det er måske egentlig et ret klart postulat, men jeg ville alligevel sætte stor pris på, hvis du ville uddybe.

Venlige hilsener fra Christian.

 


 

SVAR

 

Kære Christian!

Kvalitetskriterier er ofte uhyre tunge at danse med. Som regel er de af to typer: I MAY NOT KNOW ABOUT ART, BUT I KNOW WHAT I LIKE og ARGUMENTUM AD AUCTORITATEM.

Naturligvis er der en vis fornuft i, at en god bog er en bog, man har fornøjelse af, men det, at man som almindelige selskabsspiller har fornøjelse af skak, betyder jo ikke, at der ikke findes skakmestre. Endvidere ville næppe nogen acceptere en sådan bedømmelse fra en person, der ikke selv spillede.

Når det gælder litteratur, stiller sagen sig imidlertid noget anderledes. Det er trods alt sværere at lade sig imponere af en forfatter end af en musiker eller maler, eftersom der i de to sidste tilfælde er involveret en åbenlys mekanik.

Skrive derimod synes vi alle sammen, vi kan, og der kræves derfor en fagmand til at se forskel. Dog kan det af og til være lærerigt at skrive en historie eller et digt og læse det højt for sig selv – hvis vi nemlig ikke er ganske blottet for selvkritik, kan vi godt høre, at det lyder forkert, ”amatøragtigt”.

Folk, der har fremturet, har så ofte erkendt, at det tager meget længere tid at komme til at skrive hæderligt end at lære at spille et instrument. I begge tilfælde kræves naturligvis en vis ”musikalitet”, kaldet talent, for at det virkelig skal blive til noget.

Hvorom alting er, vil selv den mest erfarne ”kritiker” aldrig komme ud over det første kvalitetskriterium, og hvis han så finder denne position som ”prøvelæser” utilfredsstillende, kan han med tiden komme til at bilde sig selv ind, at han tangerer det andet. Det er et problem, eftersom han er ganske uden indsigt i den litterære teknik og følgelig ude af stand til at skelne den gode tekniker fra den dårlige.

Hans bedømmelse går i bund og grund ud fra de samme overvejelser som fru Olsens, nemlig om det er pænt, sympatisk, og så videre. Et bedre kriterium er trods alt, om han føler sig underholdt.

Uheldigvis er der stor forskel på, hvad vi finder spændende. Eksempelvis bedømtes ALEXANDER af OLIVER STONE generelt til at være en kedelig historielektion, hvorimod jeg fandt den ligegyldig, fordi den udelukkende beskæftigede sig med uhistoriske forhold.

Det er her, min påstand om, at det er meningsløst at kritisere en damecykel for ikke at være et opretstående klaver, kommer ind. En anmelder på PROXIMA, et tidsskrift for yndere af science fiction hen efter Jens Lyn, fandt i og for sig VERDEN underholdende, men rådede mig faderligt til i fremtiden at holde litteratur og filosofi adskilt.

Hertil kan man i grunden kun svare, at han bør holde sig langt fra Dostojevskij. Dette bliver endnu tydeligere, når anmeldere tvangsindlægges til at læse bøger om emner, der ikke interesserer dem.

Spørgsmålet er så, om de to præmisser, at en bog handler om akvariefisk, og jeg personlig finder akvariefisk umådelig kedsommelige, tilsammen kan beløbe sig til den konklusion, at den pågældende bog er dårlig.

Det er måske en indstilling, der er mere forståelig, når det gælder læsere, der ENTEN ønsker en ren spændingsroman ELLER en nøgle til Himmeriges port, idet begge nok vil være tilbøjelige til at mene, at de har betalt fuld pris for en halv bog, og en konstatering af, at det er denne syntese af form og indhold, der gør en bog til litteratur, næppe vil gøre det store indtryk på dem.

Hvis man ønsker en bog, der kan udforskes som et fremmed landskab, er AGATHA CHRISTIE et dårligt valg, men fortrinligt mellem København og Ålborg. Anmelderen derimod KNOWS WHAT HE LIKES, og intet skal overbevise ham om, at bogens afvigelse fra dette ideal skyldes andet end forfatterens uformåenhed.

Den sejlsportsinteresserede anmelder kan således konstatere, at bøgerne bliver dårligere, i takt med at frekvensen af slupper og fregatter aftager, uden et øjeblik at overveje det absurde i, at årtiers øvelse skulle gøre en forfatter mere uøvet. Et noget mere fornuftigt kriterium vil trods alt være, om forfatteren har formået at gøre værket til, hvad han sigtede på.

Uheldigvis har kritikeren som regel ingen som helst anelse om eller interesse i, hvad det er, hvilket af og til kan føre ud i den rene parodi, som når en anmelder bedømte humoren i VERDEN til at være ufrivillig komik. Denne type kritik må siges at være i samme klasse som anmelderen, der skolemesteragtigt informerede mig om, at 2000 ikke var et skudår – selvkritik er ikke kritikerens mest påfaldende egenskab.

I sidste ende promoverer han ikke bogen, men sig selv, hvorfor han umager sig for at være skarp, medmindre bogen forventes at komme på bestsellerlisten – man skal jo heller ikke være snobbet. Naturligvis er det også sin sag på ti linjer at skulle ”bedømme” resultatet af flere års arbejde.

Dermed bliver det ligefrem forståeligt, når Politikens anmelder dokumenterede at have læst under ti procent af RUM. Da sidstnævnte værk ligger lige så langt fra Ib Michael, som Ib Michael fa Anders And, kan det næppe undre.

Dette udelukker dog ikke beundrende anmeldelser, hvis anmelderen tør renoncere på sit krav på at være absolut smagsdommer. Jeg har altid selv anset det for at være et udmærket kriterium, at hvis du kan male en Rembrandt eller skrive en Oehlenschläger, så ingen kan se forskel, kan du henholdsvis male og skrive – alt andet er papirklip.

Kvaliteten ufortalt (og den er af ovenstående årsager upåtalt dalende) er den meste litteratur af nødvendighed epigoneri – det er naturligvis også den eneste form, der kan leve op til formulerede krav og gøres til genstand for dansklæreres studier. Man kan så være lidt eller meget foran.

Holder du et mindre forspring, vil mange følge, er det større, vil flere anse det for håbløst. NEUTZSKY-WULFF er OUT OF SIGHT.