Hvad ville ulven have ment?

 

Hej Erwin.

Det føles lidt fjollet at stille dig dette spørgsmål, men here goes:

Jeg kan ikke rumme dig, men heller ikke slippe dig. Dine tanker og ideer har ramt mig så dybt, at det uden tvivl har ændret mit livssyn. Problemet er bare, at jeg i stedet for at integrere ideerne i mit eget syn på verden, konstant går rundt med denne her: "Hvad ville ulven have ment om dit, og hvad ville ulven have ment om dat". Og det er meget forstyrrende!! Det forvirrer mig - jeg kan ikke hitte rede i hvornår mine tanker starter og dine hører op, og omvendt. Og ha, se så bare hvem jeg ender med at spørge til råds om min situation. The irony …

Problemet er, som du nok kan forestille dig, at dine tankers indhold mildest talt ikke går i spænd med den måde jeg hidtil har opfattet verden på. Men jeg kan hverken give slip på det ene eller det andet, og synes efterhånden jeg er ved at miste mig selv. Jeg har tit overvejet at lægge dig helt på hylden, men det har kun holdt i få måneder …

Jeg ved godt, at du ikke er en brevkasse for personlige problemer, og hvis det her er for meget, kan jeg udmærket godt forstå det.

Men håber at høre fra dig.

Venlig hilsen Christian.

 


 

SVAR

 

Kære Christian!

Jeg finder ikke dit spørgsmål den mindste smule fjollet. Det vedrører et problem, åbenbart mange har, og det er da heller ikke så ligetil at besvare.

For det første er der problemet om ophavsret. Dette er måske specielt problematisk, når der ikke er tale om en dogmatik så meget som en metode eller synsvinkel.

Når en sådan bliver ens egen, vil man uvægerligt opdage ting på egen hånd, og glemmer da ofte, at man ikke ville være blevet opmærksom på dem uden de specielle briller. Eksempelvis vil du høre folk, der aldrig har læst en linje af Freud, tale om det ubevidste og personlig udvikling, kalde andre folk anale, og så videre.

Lidt anderledes forholder det sig naturligvis med en nulevende filosof, som ikke på samme måde er kanoniseret. Her kan man ligefrem finde det pinligt at gøre opmærksom på, hvorfra man har sine ideer, og der er min holdning nok, at god skik kræver, at man i det mindste i en bisætning gør opmærksom på, hvorfra den anvendte model stammer.

Dette specielle problem er naturligvis ikke dit, og jeg nævner det kun for fuldstændighedens skyld. Et mere nærliggende er det, at man i sin tankegang bliver i overdreven grad afhængig af et forfatterskab, der netop prædiker selvstændighed, selv om det ikke egentlig kan kaldes antiautoritært, eftersom det kun opponerer imod den påtvungne, ikke den selvvalgte autoritet.

Dette kender jeg en del til, da jeg i længere eller kortere perioder har arbejdet sammen med mennesker, der blev så afhængige af min autoritet, at tabet af den, når jeg syntes, det blev for meget, opfattedes som katastrofalt, så at jeg ved at tilbageholde den pludselig blev deres dødsfjende. Jeg tror, du måske rammer hovedet på sømmet, når du taler om at rumme mig.

De store filosoffer, store i den betydning, at de syntes at have en mening om alting, fra erkendelsesteori til etik, er blevet erstattet af videnskabsmænd, der lægger en enkelt, urokkelig sten til den menneskelige viden. Når det gælder filosofferne, er der imidlertid som ovenfor nævnt ofte tale om synsvinkler, i lyset af hvilke alt synes at forandres.

Jeg skal ikke her forsøge mig med en banalisering, som jeg har brugt en snes tusind sider på at undgå, men kan dog sige så meget, at jeg kom til en virkelighed, som var lige så syntetisk, som den var uomgængelig. Takket være massemedierne er der ikke længere nogen privatsfære.

Folk får ikke blot deres verdensopfattelse, men også deres reaktionsmønstre fra disse, som på grund af den universelle konsensus, de skaber, forekommer langt mere solide end kød og blod. Imod denne økumeniske trosbekendelse postulerer jeg, at virkelighed er en handling, og at den i kraft af at være et neurologisk produkt af nødvendighed må være mindre virkelig, jo flere deler den.

En fra denne virkelighed abstraheret virkelighed er et metafysisk postulat og al videnskabs fjende. I endnu mere nedforkortet form finder man denne centrale tanke i HJERNEN, hvor det hedder, at hans er riget, magten, æren, som ser i skyggen af sin hånd, at alt er handlen, intet væren!

Dette er en absolut frihed, men det, der sættes fri, er de overnaturlige biologiske kræfter, der transcenderer selvet og udgør den skæbne, der giver mening. Forfatteren er dog udmærket klar over, at et sådan idealt krav vil være temmelig ubrugeligt for mennesker fanget af den aktuelle konsensus, og han anviser derfor en række veje til at gøre sig bekendt med en sådan ny verdens fænomener.

Dels er der den TEACH YOURSELF, DET OVERNATURLIGE repræsenterer, dels den langt mere sofistikerede indvielse, oplevelsen af det skønlitterære forfatterskab leverer. Her læser man sig møjsommeligt, men fornøjeligt ud af verden, som man graver sig fri af en gletscher, men naturligvis kun, hvis man glemmer at korse sig på vejen.

Mens nogle med en vis undren konstaterer, at jeg er en af Danmarks kendteste og mest læste forfattere, og altså ikke blot den ”uden sammenligning største kultfigur i moderne dansk litteratur” – jeg modtog så sent som i forgårs halvtreds tusind fra Statens Kunstfond som en hvilken som helst anden pæn etableret forfatter – holder mange af mine læsere fast ved den noget mere smigrende overbevisning, at jeg er uhyre eksklusiv. Begge parter har for så vidt ret, eftersom mine romaner for den dedikerede læser åbenbarer sig som GRIMOIRER som dem, man kendte i renæssancen, men som kun de få og udvalgte var i stand til at gennemtrænge.

Om HJERNEN er en spændende roman om et neurologisk eksperiment eller THE SECRET OF IMMORTALITY, afhænger således ganske af læseren. I det moderne samfund er vi blevet sat grundigt på plads, men i modsætning til i feudalsamfundet er vi hverken adelsmænd, bønder eller håndværkere, men ingenting, evneløse og meningsløse.

Mine bøger løfter deres læser ud af dette eksistentielle stavnsbånd og sætter ham i forbindelse med den neurologi, der, på en gang personlig og universel, står bag verden, ikke som eskapisme eller opskrift på succes på samfundets betingelser, men som forjættelsen af en vældig kreativ og destruktiv kraft, der som fysisk antitese af nødvendighed vil følge på vor øjeblikkelige uvirkelighed. Den er ikke afhængig af, om en ide vinder gehør, eftersom denne ide blot er et redningsbælte imod åndens flodbølge.

Allerede ser vi de fjerneste skumtoppe bryde tvillingetårne som tandstikkere, og menneskene flygte rædselsslagne ind i statsmagtens stråhytte. Tilbage på den øde strandbred står en underlig skægget mand med et skilt.

THE SURF IS UP.

GET YOUR BOARD HERE!

Som du forstår, kan det være sjovt at se de samme film som han. Og takket være BATHOS behøver man ikke længere ringe ham op, inden man skal i videoudlejningen, som folk tidligere havde for vane.

Men til syvende og sidst drejer det sig om noget andet, en erkendelse af din egen frihed og magt til bogstaveligt at skabe virkelighed for dig selv og andre og den gavmildhed, der følger med en sådan ufortjent rigdom, den hengivelse, der er den eneste frihed, og den venlighed, der er den højeste visdom og magtudfoldelse. Porten er som altid tung og giver forrevne knoer.

Lærer du blot forfatterskabet udenad, vil det blive endnu et goldt diskussionsemne.

Lægger du mig på hylden, vil sikkert den bredere accepterede dogmatik vende tilbage.

Jeg kan derfor kun anbefale dig, ikke blot som så mange at læse bøgerne igennem, men at læse igennem bøgerne.

De er som ovenstående skrevet fra mig til dig.