Dannelse

 

Jeg og noen venner har lekt oss med tanken på å starte en egen dannelsesinstitusjon. Vi har særlig tenkt på folkehøyskolemodellen, altså en ettårig eksamensfri internatskole for studenter i 19-20-årsalderen. Dagens folkehøyskoler er imidlertid alt for preget av Grundtvigs ånd og av uforpliktende sosialt fjas. Det ville vært uhyre interessant hvis du kunne skrevet noen ord om hvordan en Neutzsky-Wulff-skole ville sett ut. Hvordan kan vi skape et best mulig dannelsesgrunnlag?

Vennlig hilsen

Jo

 


 

SVAR

 

Endnu i min barndom var dannelse noget, der blev værdsat i alle sociale lag, men ikke overraskende var den første offer på antiintellektualismens alter. Hvad magthaverne meget godt ved, er, at dannelse er en forudsætning for menneskelighed – et folk uden kultur er en let manipulerbar pøbel.

Eftersom det ikke længere er muligt at give den almindelige borger et sådant grundlag, må en ”moderne højskole” nødvendigvis have et andet sigte, nemlig at skabe en elite, der kan virke som modstandsgruppe på et intellektuelt plan og inden for lovens rammer. En sådan vil måske have større chancer i Norge, hvor man har tradition for en sådan modstand.

Problemet i Danmark er således ikke så meget, at der ikke findes kræfter, der reagerer imod dehumanisering, proletarisering, racisme og krigsvanvid, men at de er utrænede og udisciplinerede. De magter med andre ord ikke en civiliseret reaktion på statsmagtens bøllementalitet, de er blot andre bøller i håbløs opposition, råbende børn.

Den første forudsætning er en beherskelse af modersmålet, hvilket kræver et solidt kendskab til den nationale samt broderfolkenes klassiske litteratur på originalsprogene. Hovedsprogene bør tilsvarende beherskes, så at det stadig kan fornys fra disse kilder.

Hertil kommer et rudimentært kendskab til det oprindelige europæiske fællessprog latin samt hebraisk som indgang til den semitiske sprogstamme og kultur. Kulturhistorie er som sagt vigtig, men ikke den merkantile versions fokusering på et uhyre hypotetisk ”folk” modsat ”konger og krige”.

Historie er først og fremmest religions- og idehistorie, men i videste forstand som ”virkelighedshistorie” modsat den moderne tilbøjelighed til at fortolke fortiden ud fra en moderne virkelighedsopfattelse. Da der ikke findes moderne filosoffer, bør idehistorien her erstattes af et grundigt kendskab til det moderne videnskabelige verdensbillede med vægt på fysik, genetik og neurologi frem for pseudovidenskaber som psykologi og sociologi.

Der bør sigtes på den bredest mulige dannelse, så at der principielt ikke er noget, eleven ikke ved noget om. Det sidste århundredes kulturelle frembringelser er dog af en så ringe kvalitet, at de med god samvittighed kan ignoreres fuldstændig.

Han bør endvidere gøres opmærksom på den etik, der kendetegnede feudaltidens adel, idet en tilbagevenden til et samfund af dette tilsnit vil være den umiddelbart mest sandsynlige fremtidige udvikling, det vil sige et organisk klassesamfund, hvor frihed er omvendt proportional med autoritet – jo mere magt, jo færre privilegier – og hvor intet flertal legitimerer tvungen suverænitetsafgivelse for individet. Endelig bør han forsynes med et grundlag for at forholde sig kritisk til religioner, der bygger på et helligskrift, og det moderne filosofiske Gudsbegreb, idet han i det mindste på et teoretisk plan stifter bekendtskab med religionen som personlig erfaring.

Kundskabstilegnelsen skal i alle tilfælde være reel (”paratviden”) idet diskussioner hovedsagelig vil have til formål at træne logik og retorik. Vægten vil ligge på evnen til at tilegne sig et stof snarere end dette stof.

Der benyttes ikke gloselister eller kommentarhæfter, og kun originale fortolkninger af de læste tekster accepteres, idet endemålet for undervisningen altid vil være en fuldstændig nedbrydning af det teoretiske grundlag, denne undervisning bygger på. Elever på almindeligt universitetsniveau accepteres ikke.

Man kan naturligvis stille sig skeptisk over for en sådan elites virkning, men sandheden er, at viden og intelligens er langt mere intimiderende end våbenmagt, eftersom den ikke så let kan kriminaliseres – ingen autoritet kan i længden tåle at se dum ud. Et sådant menneske er en blot og bar kuriositet, men hundrede vil kunne anrette et ganske uoverskueligt intellektuelt hærværk.

Tænk bare på Faklen, som blot var et dyr med en snes ben og min hjerne. Held og lykke med det, og lad mig vide, hvis jeg kan hjælpe!