Til flere

 

Jeg modtager som altid en del post fra folk, der stiller spørgsmål og dit og dat, der forekommer dem at falde ind under min ekspertise. Det er forståeligt nok og for så vidt smigrende, men det er ikke uden problemer.

Et væsentligt er naturligvis, at jeg med en roman i produktion, en anden under forberedelse samt et månedsblad, simpelt hen ikke har tid til lige at levere det forløsende foredrag til enkeltpersoner, medmindre spørgsmålet er meget specifikt – og det er det sjældent, så meget desto mere, som det ikke altid virker, som om man er helt klar over, hvad man spørger om. Det skal så gerne kunne blive til en artikel til BATHOS, hvor pladsen atter er begrænset af de efterhånden talrige læseres vidt forskellige præferencer (for eksempel er der mange, der stadig køber det som filmblad, og for hvem resten er ”fyld”).

Det skal altså have interesse for mere end en enkelt studerende, der har brug for noget ammunition til diskussionerne med professorerne – et eksempel er GHANAS DÆMONER, som vil blive anmeldt i nummer 42. THE GOOD NEWS er naturligvis, at denne type brede spørgsmål som regel vil kunne besvares gennem et fornyet bekendtskab med DO.

Til andre tider kan man næsten føle sig misbrugt, som når et filmselskab vil vide, hvordan en dæmon ser ud, men aldrig kunne komme på den tanke at lade mig skrive manuskriptet. Jeg er sjældent bleg for et samarbejde, men jeg er lidt træt af at være den grå eminence, der støber sølvkugler til pusterør.

Det er helt okay, at man ikke vil underkaste sig min autoritet, men så må man også undvære den, og hvis jeg ikke er SALONFÄHIG nok til at stå på plakaten, så er jeg det altså heller ikke til at stå i kulissen. Så er det sgu mere STRAIGHT med den dyslektiske unge pige, der gerne vil være min slave – selv om hun nok også kommer til at vente længe på svar.

Igen – til flere: Læs mine bøger, abonner på BATHOS, og ønsker man et krediteret samarbejde, kan vi sikkert også finde ud af det. Men jeg har ikke tænkt mig at være ham, man ringer til, når man mangler en kvik bemærkning til det næste party.