Romantiske mænd og bådteater

 

I Bathos nr. 48 skriver du i TFD nr. 19, s. 26: "Mænd er mere romantiske end kvinder, hvorfor det seksuelle betyder mindre for dem". Denne udtalelse ville med sikkerhed bringe samtlige landets damemagasiner i højeste alarmberedskab, om det kom dem for øre. Kan du skære det lidt ud i pap: Er manden romantisk i sig selv eller er det den rette kvinde, der bringer det romantiske op i ham? Endvidere omtaler du i TFD nr. 20 en opførelse af FERALIAE NUPTIAE på BÅDTEATRET til efteråret, men ved søgning på deres hjemmeside findes ingen omtale herom. Er det en and?

MVH. Jette

 


 

SVAR

 

Det er vel egentlig ikke så overraskende, at kvindens forhold til kærligheden er lidt mere praktisk og hænger tæt sammen med samlivets kvalitet, hjem og børn, og så videre, og at manden er mere ”romantisk” anlagt, så at et elskovsbrev eller et duftende hårbånd kan være nok for ham i årtier. Når en sådan påstand måske ville forekomme de omtalte damer absurd, skyldes det nok, at de med mænd ikke mener riddere, men drengen hjemme i sofaen.

Men at ens hankat er kastreret, ændrer jo ikke på hankattes generelle natur. Endelig kan vel med lidt god vilje også tykke, skaldede mænds tilbøjelighed til at tage sig en elskerinde ses som en fortsat jagt på den store kærlighed, hvor konen for længst har stillet sig tilfreds med blot at have en samlever og forsørger (her er præstinden eller nonnen af indlysende årsager undtagelsen).

Jeg ved faktisk ikke så meget om omtalte forestilling, andet end at den har premiere på BÅDTEATRET den 6. oktober. Jeg har heller ikke kunnet finde den på teatrets hjemmeside – ud over en artikel om ”animationsteater”, der, som det vist fremgår, tager udgangspunkt i min religionsteori med overskrifter som GENIUS OG RUACH og EMETH OG METH (du skal klikke på ANIMATIONSTEATER to gange for at komme ind til den). Åbenbart har denne del af repertoiret sin egen side,

www.medietogmasken.dk

Så en and er det vistnok ikke, men hvilket dyr det så er, må vi nok vente til oktober med at se. Det lyder jo faktisk ganske spændende!