Børne-grimoire

 

Børne-grimoire

Jeg er aspirerende børnebogsforfatter på 24 år, og er i gang med at skrive en bog, der gerne skulle "plante frø" i børnenes underbevidsthed. Men heri ligger min bekymring. Er det moralsk forsvarligt at arbejde mod et sådant mål? Jeg arbejder kun med moraler jeg kan stå inde for, som f.eks. "se under overfladen, gå ikke den samme sti om og om igen, vid at du kan ændre på ting" osv. på et for børnene uigennemskueligt niveau, altså med historier og illustrationer der leverer moralen i overført betydning. Om jeg så er dygtig nok til plante disse frø er naturligvis en anden sag. Jeg er ved at læse Skrækkens ABC, og kan se at du tilsyneladende ikke har de store skrupler ved det (I øvrigt interessant læsning, da det giver en større forståelse af hvordan din voksen-litteratur "fungerer"). Men mit spørgsmål er vel egentlig meget enkelt: Hvor går grænsen til hvad man kan tillade sig?

Med venlig hilsen, og håb om svar

Christian.

 


 

SVAR

 

Kære CHRISTIAN”!

“BØRNE-GRIMOIRE” er vel strengt taget CONTRADICTIO IN ADJECTO, eftersom børn ikke transcenderer, men DESCENDERER. Ved fødslen indtræder de gennem YESODH i MALKUTH, et Eden, de forvises fra, når de spiser af UDSAGNSLOGIKKENS KUNDSKABSTRÆ.

Dette er naturligvis en nødvendighed, for at de kan indtage deres plads i menneskenes verden, derimod var man tidligere mere opmærksomme på nødvendigheden af, at denne overgang skete glidende, idet man lod eventyr udgøre det første møde med det kommunikative sprog. I den første fase af denne overgang vil omgangen med entiteter (”fantasilegekammerater”) endnu være naturlig.

I den næste kan de imidlertid ikke længere KONCEPTUALISERES, hvorfor de bliver ”usynlige”. Barnet forstår imidlertid kun begrebet ”gemt” (under noget andet) hvorfor de typisk flytter ind under sengen og i klædeskabet, hvor de udgør en stigende trussel for det nye verdensbillede, det er ved at tilegne sig, med en skrækreaktion til følge (mørkerædhed, ”NIGHT TERRORS”).

En ”GRIMOIRE” måtte vel sigte på at mildne dette traume (som volder børnepsykiatrien store problemer). Den måtte vel så skæres over for de voksne som ”hjælp til behandling af PRÆKOMMUNIKATIVE DYNAMIKKER”, men for barnet kunne det være en værdifuld hjælp til at få en aftale med uhyrerne (”du kan selv se, der er ikke noget” virker nemlig IKKE – det kan barnet nemlig ”selv se”, at der er).

Det er godt nok noget af en mundfuld for en ”aspirerende børnebogsforfatter”. Men find et forlag (eller blot en etableret illustrator, der er villig til at arbejde på efterbevilling) så skriver vi den sammen!

Mange Hilsener

ERWIN NEUTZSKY-WULF