Cuisses de grenouilles

 

Kære Chresteria

Det er altid vitaliserende at blive hudflettet, og jeg vil derfor tage æselørerne på, og bidrage til ruptationen.

Det har aldrig været min mening at sammenligne mig med hverken Beethoven, et geni eller en kunstner. Disse størrelser bliver udelukkende brugt som modargument til hvad jeg opfattede som din pointe; enten ENW eller fornægtelsen af ham. Og når jeg skriver ”beslægtede ånder” hentyder jeg kun til interessesfæren, ikke format, evner eller andet.

At være inspireret og herfra forsøge sine egne veje er idealet, om det opnås er en helt anden historie.

At jeg smykker mig er din indlæsning, men i fald det er påfaldende, vil jeg hermed straks renoncerer mine formuleringer. Du går dog skridtet videre og skriver, at ”Nu vil du sikkert hævde, at hvad Erwin kan, det kan du også”. Nej, det har jeg ikke hævdet og det vil jeg heller ikke.

Når jeg bruger plads på en kort gennemgang af mit forfatterskab, er det for at forklare hvorfor jeg mener, at jeg er berettiget til at skrive bøger om emnet. Du efterlader et indtryk af, at det er jeg ikke, og jeg mener at det retfærdiggører modargumentation.

For hermed at stoppe den påståede mudderkastning (en disciplin du nu ikke er helt uden evner i) og for at følge din opfordring, hvori du har ganske ret, vil jeg derfor forsøge at gendrive de punkter du fremhæver som problematiske.

Bogen er fyldt til bristepunktet med informationer, og til tider nærmer det sig opremsning. Men tro det eller ej, det er faktisk min intension. Idealet har været at samle de relevante informationer (ikke alle), og så bygge en teori og en tilstræbt forståelse herigennem. Forståelsen har været der for mig selv, hvilket jeg mener er ret vigtigt, i hvert fald som udgangspunkt, men fanger andre ikke denne er det naturligvis et problem. Jeg er selvfølgelig ked af, at du intet har fået ud af at læse den, men der er faktisk en del læsere der vender tilbage og fortæller, at de har haft udbytte af den, og det må jeg så glæde mig over.

Jeg er naturligvis enig i, at ikke alt går, men det skrev jeg også til dig i vores korrespondance, så måske det ikke er for Prins Knud, at du tager den en gang til, men for galleriet.

Dit første kritikpunkt er taget fra kapitlet om dagene omkring og under de eleusinske mysterier. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke har deltaget i denne procession. Dette siger jeg ikke for at virke nedladende, men for at understrege hvad der burde være selvfølgeligt. Jeg har derfor ganske rigtigt majoriteten af de hårde fakta fra de kilder der nu er. Herudfra har jeg så trukket (min vurdering af) den rituelle substans hvori de epistemologiske knudepunkter lå, og draget mine erfaringer.

Man finder hurtigt at hiera er ritualernes centrum. Jeg har ikke set at andre sammenligner dem med idéerne (men det er der da sikkert), men selvom det er indlysende for nogle, syntes jeg det er vigtigt at nævne.

De hører som bekendt til underverdenen, og jeg forsøger i dette afsnit at lægge op til en bredere forståelse af dem ved at nævne Uranus og Gaia.

Skabelsen af verden kan vel ses som kaskader, forstået på den måde at det ene deler sig i to, der igen deler sig ud og så fremdeles – men hele tiden inde i helheden. Ifølge Hesiod var Gaia den første der trådte ud af kaos, et fundament hvorpå alting står og derfor ifølge Hesiod er opstået af. Men hvor Gud tager kvinden af manden, tager Gaia sin befrugter af sig selv, hvilket nok siger en del om forskellen på de to kulturer.

Uranos udfører sin opgave, titanerne fødes og senere i historien overtager Zeus og Hiera. Her genkender man selvfølgelig Hesiods aldre, men pointen er at selvom den første generation overvindes og trækker sig tilbage, forbliver den stadig som en kerne inde i næste generation, fordi disse forskydninger foregår inde i helheden.

Jeg bruger udtrykket at tage brodden af i den forstand, at skarpheden eller her forbindelsen forsvinder. At tage de hellige ting ud af helligdommen er jo et fænomen kendt fra stort set alle religioner, og ritualet viser det led i cirkulationen, hvor efterårets dødelige udgang skal afføde en befrugtende indgang. Det er dom og vejning, og de to veje, som jeg gennemgår omhyggeligt i kapitlerne om Osiris, er åndens reinkarnation og evigheden. Hos egypterne repræsenteres den ene vej af Horus og den anden af Osiris, mens vi hos grækerne finder Zeus og Kronos og her bagved Uranos i Gaia.

Sætningen skal altså forstås hen ad, at fjernelsen var som ånden der drog ud af verden, og derfor forbindelsen der blev afskåret mellem verden og hiera (hvis kerne er Uranos og Gaia). Jeg ser, at det kan misforstås, men meningsløst er det ikke. Hvis vi vender tilbage til din oprindelige anmeldelse nævner du så en undertitel, der ikke er en undertitel, men et credo og en dedikation, der faktisk netop omhandler at blind tiltro og hengivelse åbner en passage, der transformerer materialisationen.

Næste punkt er fra side 24 ”Har man tabt sin idé ned i åndens flod, er det svært at trække mønstret op igen.”

Den idé der refereres til er stammens, kulturens. Sagt med andre ord; der ligger en idé, en ånd bag et menneske, og der ligger en idé bag en stamme. Det er som regel et totem, og når stammen har mistet denne, som regel ved en degradation, og den har trukket sig tilbage til astraliteten (åndens flod), er det ikke lige sådan at finde den igen.

Næste punkt er side 288 hvor Demeter beskrives som kultivator. Hun er en af de guder, der steg ned og belærte menneskene. Kultiver mig og modtag til gengæld mine gaver. Ja, det er aktualisationsgrader der henvises til, som du hypotetiserer. Det er måske ikke den klareste formulering, men indholdet burde ikke være til at tage fejl af. Hun er jorden, der tilbyder en pagt, og samtidig er hun overgangen fra ”vildskaben” (ikke ment nedsættende), den gyldne alder, hvor naturen giver af sine gaver, og til den religiøse, hvor en forbindelse skal kultiverer gaverne (bearbejde jorden for afgrøden eller træet til redskaber). Iasons grad af tilstedeværelse i Demeter er som åndens tilstedeværelse i materien og heraf årstiderne.

Så står mit forhold til dualismen for skud. Citatet stammer fra side 8-9 i bogen og essensen er igen graden af tilstedeværelse af ånd i materien. Det ville gøre det nemmere, hvis Chresteria forklarede præcist hvad hun så som vrøvl i dette, da der er mange elementer at forklare, hvis hun hentyder til det hele.

At læsere (hvor Chresteria til dato er den eneste, der har ytret sin negative kritik) ikke forstår bogen, må jeg naturligvis respektere. Jeg prøver til stadighed at forklare hvad jeg erfarer, men der er ingen garantier for at det lykkes. Jeg kan til gengæld garantere for, at der er en mening at finde i det, hvis man altså lægger sine forudindtagede briller på hylden.

Man kan dog i Chresterias returnering af mudder stadig fornemme en vilje til diskussion, mens Erwin bare kaster op. Det må være selvindlysende for selv den mest ihærdige ENW-fan, at der er gået kortslutning i et par ledninger her, og faktisk har jeg fået en del uopfordret mail fra Erwins faste læserskare, der tager afstand fra hans malediktion (sic!). Med mudderkastningen er Erwin tydeligvis på hjemmebane, og hvad er mudderkastning andet end forhånelser uden seriøs kritik.

Det bedste eksempel på kortslutningen er måske Erwins ”informationer”! Der er ingen anmeldelser af min bog. Jo, det er der. Den er anmeldt på bongorama.dk/boger/ og på boganmeldelse.com/8791933137.

Så har jeg pludselig ansøgt om at blive medredaktør på Bathos! Det er horribelt! Jeg spurgte om man kunne indsende nogle filmanmeldelser, og Erwin svarede, at det var jeg velkommen til på lige fod med andre læsere.

”Kulter og mysterieindvielse” er ifølge ENW min ”Det overnaturlige”, som han dog udmærket godt ved blev skrevet samtidig. Jeg havde ingen anelse om, at han var i gang med en sådan bog. Som jeg skrev henvendte jeg mig til ENW da min bog var færdig og præsenterede ham for kapitlet om ham, hvortil han for første gang fortalte mig, at han var ved at færdiggøre sin bog. Det fører så Erwin til den besynderlige konklusion, at jeg vil være ENW! Se, der kan man tale om storhedsvanvid.

Hermed et endt (og velment) forsøg på at hente noget af mudderet tilbage i min egen pøl. Jeg burde naturligvis have gjort plads til et svar på Chresterias reelle kritik (som jeg faktisk tager til mig) i mit første genmæle, men jeg håber det er bedre sent end aldrig. Hvis Chresteria stadig syntes at mine udredninger er noget vrøvl, så fred være med det, nu har jeg i hvert fald gjort et forsøg.

Venlig hilsen
Mikkel Starup

 


 

SVAR

 

Jeg tror ikke, læsere af BATHOS ville tage mig det specielt nådigt op, hvis jeg brugte flere sider på det, du åbenbart opfatter som en diskussion, men som fra Chresteria vist blot var tænkt som forbrugeroplysning og en advarsel mod at spilde tid på noget, der i kraft af dit citatfusk kunne opfattes som sponsoreret af undertegnede. Det gav dig så seks sider til at reklamere for dig selv i bladet samt en helsidesgengivelse af forsiden på din bog, hvilket vist må kaldes mere end loyalt – men til lykke da med din anmeldelse på BONGORAMA!