Intelligens?

 

Hvornår vil du mene, at menneskeheden toppede intelligensmæssigt?

 


 

SVAR

 

Intelligens

For omkring 100.000 år siden. Det er det moderne menneske til venstre.

Når andre primater tager sekundære genstande til hjælp, for eksempel et strå i en myretue, som de lækre insekter siden kan slikkes af, kasseres de umiddelbart efter brugen af den simple årsag, at de ikke er genstande, men led i en procedure. For et menneske er et sådant hjælpemiddel imidlertid et redskab i egentlig forstand, fordi det kan gemmes til en anden gang.

Identitet hænger sammen med tid. At en genstand er en genstand, betyder nemlig, at den er den samme i går, i dag – og især i morgen.

Det betyder også, at det kan forfines – vi kan gemme det i vores rede og file videre på det i morgen. Overgangen fra en verden af fænomener til en verden af genstande er den mest dramatiske og problematiske i menneskets historie.

Den var næppe lykkedes uden en anden færdighed, evnen til at udstøde forskellige lyde. Idet en bestemt lyd bliver knyttet til en bestemt genstand, træder denne ud af det fænomenale ocean.

Sproget er således ikke primært beregnet til kommunikation mellem mennesker, men mellem mennesket og verden. At de identificerende lyde bliver overhørt af artsfæller, er tilsvarende den mest uheldige indiskretion i menneskets historie.

I sidste ende fører den til illusionen om, at verden er fælles, ja ligefrem uafhængig af menneskets oplevelse af den. Heraf kommer den primitive virkelighedsopfattelse, vi har i dag, som udelukkende grunder sig på consensus, idet erfaring gradvis erstattedes af den overleverede fordom.

Dette afspejles i afviklingen fra neandertaleren til Cro-Magnon-mennesket. Hos det første er baghovedet, hvor synscentrene findes, større end hos os, mens pandepartiet er mindre, sædet for den hæmning af medfødte adfærdsmønstre – ikke mindst kognitive – der muliggør sameksistens.

Som visse andre moderne primater var det delvist kødædende og jagede i flok, i modsætning til disse kendte det dog til ilden. Det er imidlertid først med det sidste, at menneskets afvikling for alvor tager fart.

Dette fremgår blandt andet af, at det havde en religion. Når vi betragter menneskets historie i store træk, ser vi en gradvis afvikling fra et udviklet til et primitivt stade.

Det forhistoriske menneske var måske ikke længere en del af naturen, men det beherskede den til fuldkommenhed. Det moderne primitive menneske derimod er ude af stand til at opretholde tilværelsen, hvorfor dets teknik er degenereret til et rent life support system.

MENNESKETS AFVIKLING 1

Se også BATHOS #87 s. 12-31 …