Kvanteteorien og den ydre verden

 

Kære Erwin,
Jeg følger et kursus i teoretisk filosofi hos Jan Faye, og han mener, det, kvanteteorien siger, er, at verden opfører sig forskelligt på det mikroskopiske og det makroskopiske plan - og dermed er den ydre verden bevaret (troen på den ydre verden tog han det i øvrigt også for givet, at jeg delte) men jeg forstår ikke, hvordan mennesker, der har beskæftiget sig professionelt med disse forhold, stadig kan abonnere på denne "flat earth-tilgang" til tingene... Så mit spørgsmål må blive: Hvorfor er forkastelsen af den ydre verden ikke alment accepteret indenfor fagfilosofien?
Venlig hilsen
En Studerende

 


 

SVAR

 

Filosofi og teologi er trossystemer og således ikke forpligtet af den videnskabelige metode, der afskærer forskeren fra at tillægge rent metafysiske, ikke falsificerbare forestillinger som Gud, julemanden og den ydre verden mening.
Vi har tidligere set, hvordan de moderne naturfilosoffer som et alternativ til den spekulative skolastik baserede deres påstande på eksperimentet. Sandhedskriteriet ophørte dermed med at være overensstemmelse med Bibelen eller Aristoteles og blev i stedet reproducerbarhed, og forudsætningen for, at en påstand kunne kaldes videnskabelig, prøvbarhed.
Dette opgør med metafysikken er imidlertid, som vi har set, langt mere radikalt, end vi i vores daglige vanetænkning er bevidste om. Hvis vi ikke skal kunne påstå hvad som helst, kan vi kun meningsfuldt hævde, hvad vi kan efterprøve, nemlig at bestemte måleresultater vil optræde, hvor visse (målte) betingelser er til stede - enhver forestilling om en skabergud, en ydre verden eller ekstern iagttager må følgelig på det bestemteste afvises som uvidenskabelig.
For filosoffer som Newton, der havde fået en god anglikansk opdragelse, var noget sådant naturligvis uacceptabelt, hvorfor man i reglen foretrak den kartesiske model som et kompromis imellem religion og videnskab (selv om den ret beset hverken er fugl eller fisk). Da den endnu er udbredt i almuen, kræver den næppe den store introduktion.
I korthed går den - i den udstrækning den kan tillægges nogen mening - ud på, at Gud har skabt verden og anbragt en kopi af sig selv i en del af den, et såkaldt legeme, hvor den så sidder og kigger ud gennem tremmerne og betjener musklernes hejseværk (don’t laugh). Man kan naturligvis indvende, at denne tro ingen skade gør, når blot videnskabsmanden følger den videnskabelige procedure.
Der synes ikke umiddelbart at være nogen modstrid imellem konstateringen af, at det omtalte legeme er en maskine, og at det er fremstillet af en genial opfinder som en midlertidig beholder for sjælen. Det er først med kortlægningen af den biologiske evolution, at forestillingen om en skabergud kommer i direkte modstrid med forskningen, eftersom den fratager mennesket dets enestående plads i skaberværket.
Således er det også først med kvanteteorien (hvorpå det meste af vores teknik hviler, dens uvanthed til trods) at konflikten med ideen om en iagttager og en omverden opstår.
Mach er ikke blot den første, der insisterer på en videnskabelig tankegang, en sådan antimetafysik har ikke tidligere været nødvendig.
Han skriver herom i sine ”Antimetaphysische Vorbemerkungen”:
Die Natur setzt sich aus den durch die Sinne gegebenen Elementen zusammen. Der Naturmensch fasst aber zunächst gewisse Komplexe dieser Elemente heraus, die mit einer relativen Stabilität auftreten und die für ihn wichtiger sind. Die ersten und ältesten Worte sind Namen für ”Dinge”. Hierin liegt schon ein Absehen von der Umgebung der Dinge, von den fortwährenden kleinen Veränderungen, welche diese Komplexe erfahren und welche als weniger wichtig nicht beachtet werden. Es gibt in der Natur kein unveränderliches Ding. Das Ding ist eine Abstraktion, der Name ein Symbol für einen Komplex von Elementen, von deren Veränderung wir absehen. Dass wir den ganzen Komplex durch ein Wort, durch ein Symbol bezeichnen, geschieht, weil wir ein Bedürfnis haben, alle zusammengehörigen Eindrücke auf einmal wachzurufen. Sobald wir auf einer höheren Stufe auf diese Veränderungen achten, können wir natürlich nicht zugleich die Unveränderlichkeit festhalten, wenn wir nicht zum ”Ding an sich” und ähnlichen widerspruchsvollen Vorstellungen gelangen wollen. Die Empfindungen sind auch keine ”Symbole der Dinge”. Vielmehr ist das ”Ding” ein Gedankensymbol für einen Empfindungskomplex von relativer Stabilität. Nicht die Dinge (Körper), sondern Farben, Töne, Drücke, Räume, Zeiten (was wir gewöhnlich Empfindungen nennen) sind eigentliche Elemente der Welt.
”Menneskets afvikling”, s. 556