Et par spørgsmål til MA

 

Kære Erwin

Tak for din nye bog, som jeg hengiver mig til hvert ledigt øjeblik.

Bortset fra de skæmmende og af og til direkte forvirrende trykfejl – f.eks. bytter Platon og Nietzsche pludselig rolle midt i et kapitel (eller også har begge udtalt sig identisk om Guds død) – er jeg meget begejstret for læsningen, men enkelte steder er jeg kommet i tvivl om, hvad der menes.

Jeg er kun godt i gang med ALLE VEJE FØRER FRA ROM, så der vil sikkert blive ved med at dukke nye spørgsmål op. Alligevel kunne jeg godt ønske mig svar på de spørgsmål, der foreløbig forstyrrer min forståelse:

På side 214 citeres Mommsen for følgende: ”Gajus Marius ward (…) geboren im Jahre 599 …” På næste side er Marius konsul og imperator i 107. Det forekommer mig at være et endog meget langt livsforløb. Er der en forklaring?

På side 217 står der ”Saturnius var om muligt en endnu større kæltring end Marius”, hvilket jeg tolker som at Marius var en ganske stor kæltring. Dog omtales han allerede på næste side som ”den retskafne mand”. Har vi at gøre med ironi eller sammensathed eller hvordan skal jeg forstå det?

Jeg er på det rene med, at hvis den slags spørgsmål bliver ved med at hobe sig op og forstyrre min læsning, vil jeg sandsynligvis blive afskrevet som kværulantforrykt, såfremt jeg belemrer dig med dem, men jeg er altså oprigtigt interesseret i forstå.

Venlig hilsen
Danny

 


 

SVAR

 

Det er godt, du er glad for bogen – på trods af dine skæmmende og af og til direkte forvirrende fejllæsninger. Jeg ved ikke af, at Platon er citeret for, at Gud er død.

De 599 er naturligvis AB URBE CONDITA. Ironien er vist til at gå med vandstøvler på.

Du er naturligvis velkommen til at skrive igen, hvis du får yderligere problemer. Dine spørgsmål skal nok blive besvaret.

Hilsen Forfatteren