9999

 

Kære Erwin,

Jeg venter i spænding! Kan du måske sige lidt om, hvad nyt 9999 kommer til at bibringe forfatterskabet?

Med Venlig Hilsen

Carl

 


 

SVAR

 

I dag var jeg atter tilbage i haven, hvor professoren forelæste om ånder, og jeg ikke specielt overbevisende præsenterede Kathie som min forlovede. Jeg var nået dertil, hvor Alan vandrer hvileløst rundt på sit studerekammer, da en irriterende skygge dukkede op i højre side af billedet.

Jeg burde selvfølgelig have sagt mig selv, at det var en urenhed i aperturet, men i stedet rejste jeg mig fra min stol og rakte ud efter det på lærredet, hvilket naturligvis blot resulterede i en ny, mere distinkt skygge. Et øjeblik efter havde strimlen ført det skyldige støvfnug med sig, og det var kun det uklare omrids af min arm, der kortvarigt blokerede lysstrålen fra projektoren.

Denne gav imidlertid en pudsig virkning, eftersom Alan netop i dette øjeblik studsede og kastede et blik tilbage over skulderen. Det så grangivelig ud, som om han var blevet min skygge var, som når vi uvilkårligt ser op, i det øjeblik en skygge går for solen.

Så slående var denne illusion, at jeg derefter havde vanskeligt ved at koncentrere mig om filmen, samtidig med at jeg blev mere og mere irriteret på mig selv. Det var lidt hen efter fornemmelsen af, at man har glemt at låse efter sig, selv om man udmærket ved, at det ikke er tilfældet.

Samtidig bliver impulsen til at gå tilbage og checke mere og mere påtrængende, indtil man er ude af stand til at tænke på noget andet. I dette tilfælde var den naturligvis rent absurd: jeg ville se, om Alan stadig vendte hovedet uden min mellemkomst.

Jeg endte da også med at spole filmen tilbage til det kriminelle sted. Ikke overraskende udførte personen i filmen præcis den samme bevægelse som før, hvilket nok havde været enden på sagen, hvis det ikke havde været for en lille detalje: Skyggen af min arm var stadig synlig på lærredet, selv om jeg på dette tidspunkt havde indtaget min vante plads.

9999, s. 148