At få den man elsker

 

Kære Erwin,

Jeg ved ikke om dette er for personligt, men jeg skriver til dig, fordi det er mit indtryk, at du får de kvinder, du gerne vil have. Mit spørgsmål er, om de alle har ”været på” med det samme, når du har erklæret dem din kærlighed, eller om der har skullet ”overtalelse” til, og hvor lang tid, det i så fald har taget?

Venlig hilsen en forelsket læser

 


 

SVAR

 

Personligt – jo, men den over- og underskrift kan man jo dårligt sidde overhørig. Det er rigtigt, at jeg aldrig har fået nej, men jeg har også været tålmodig og ikke ladet mig afskrække af, at hun var gift og havde tre børn.

Dermed mener jeg ikke belejring – det kan kun have den modsatte effekt – men at vise hende, hvad slags mand du er. Nu om stunder er det som regel tilstrækkeligt at demonstrere, at du overhovedet er en mand.

Som det vist vil fremgå af mit portræt, har det ikke noget med udseendet at gøre eller at være svigermors drøm. På trods af, hvad de måske selv påstår, forelsker kvinder sig ikke i en ”sød fyr” med pigefjæs, der er sjov og uforpligtende.

Mænd er kantede, og det ved de godt. Hvordan er en mand så?

Først og sidst er han totalt ligeglad med sig selv, sit udseende, og hvordan han virker på andre. Hvad der interesserer ham, er, hvad han kan udrette i verden.

Så ved hun også, at han i givet fald vil elske hende og ikke sig selv. Man finder ham altid på en eller anden barrikade, han går altid mod strømmen, beundret og hadet, men aldrig populær.

Han lader sig ikke kujonere af en sur chef, og det gør også hende lidt forsigtig – hvis en mand ikke er en lille smule farlig, er han en klovn. Først og sidst er han stærk, hvilket ikke har noget at gøre med at skabe sig, tværtimod.

En mand har ingen dårlige dage, så når hun har det, kan hun støtte sig til ham. Han og hans kærlighed er altid den samme, det eneste støttepunkt i en kaotisk verden, hvor hun kan finde trøst og hente styrke, og dermed det naturlige centrum for hendes liv.

Han er tro, hvilket vil sige, at han aldrig er sårende, aldrig udleverer hende over for andre, men altid tager hendes parti. Alt, hvad han er og gør, er og gør han for hende – også når han opdrager på hende og siger nej.

I den mand genkender hun den gamle jæger, og så kan drengerøvene godt skrubbe hjem til deres mor. Faktisk har mine bedste allierede nok altid været mine rivaler, dem, der falder på knæ og citerer NEUTZSKY-WULFF, mens de ser sig i spejlet – en del af pigerne er endt med forfatteren selv.

Først og sidst: Vær NOGET, vær det ærligt, selvforglemmende og uforfærdet, lænk dig til Dragespringvandet for de forældreløse! Jobbet i supermarkedet for at tjene til en ny video vil næppe gøre det store indtryk på den udkårne.

Desværre vil en svada som den ovenstående nok sjældnere tjene til opbyggelse end som en forklaring på, hvorfor drenge ikke kan få piger. Men i det mindste kan ingen da sige, at jeg ikke prøver at hjælpe!