Videnskab

 

Kære Erwin

Hvordan har du det med C.S. Peirces kategorier? Han må vel om nogen kunne siges at repræsentere et klassisk syn på videnskab, eller hvad? Jeg tænker på dine egne referencer til hvad videnskab er, dels i Rum, hvor helten efter en god sjus bevæger sig ud i sneen og møder frøen, og også den indledningsvise definition fra Menneskets afvikling.

Jeg forsøger måske at finde frem til om der kunne være nogensomhelst "overlap" eller "agreements" mellem Peirce temmelig konsekvente forholden sig, og så den videnskabsteori du skitserer.

Et lille eksempel kunne være denne passage, som jeg faldt over under læsning omkring begreberne førstehed, andethed og tredjehed:

”Barnet, med dets vidunderlige talent for sprog, betragter naturligt verden som hovedsageligt styret af tanken; for tanken og dens udtryk er i virkeligheden et og det samme. (…) Men efterhånden som barnet vokser op, mister det denne evne; og gennem hele sin barndom er det blevet stopfodret med sådan en bunke løgne, som forældre er vant til at betragte som den sundeste mad for barnet – fordi de ikke tænker på dets fremtid – at det begynder sit virkelige liv med den største foragt for alle sin barndoms ideer; og den store sandhed om tankens immanente magt i universet bliver kastet bort sammen med løgnene.” (p. 73-74)

Dinesen, A.M. & Stjernjelt, F. (eds) 1994, Charles Sanders Peirce - Semiotik og pragmatisme, 1st edn, Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Denmark.

Venlig hilsen

Anders Pharnen Hermund

 


 

SVAR

 

Jeg har aldrig hørt om manden, men et hurtigt leksikonopslag har ikke ændret ved mit klare indtryk af, at der i grunden ikke er sket noget inden for filosofihistorien mellem Platon og Neutzsky-Wulff. Det er med andre ord det samme gamle vrøvl om en meningsfuld distinktion mellem noget ”fysisk” og ”psykologisk”, hvad enten man kalder det idealisme, materialisme eller videnskab.

Erwin Neutzsky-Wulff: Menneskets afvikling, Borgens Forlag 2009 (se bl.a. s. 436-45 og s. 556-62).