Transcendens set fra en mystes side

 

TRANSCENDENS & DE FØRSTE SKRIDT I ASTRALITETEN


Af Vaticina.

Jeg har skrevet dette til jer, fordi jeg ved, hvor dyb længslen kan være efter den anden side, og hvor indgående den kan præge ens liv. Det er ikke så lang tid siden, at jeg selv stod og stirrede over floden mod den anden bred uden at vide, om jeg nogensinde ville komme derover. Jeg har været så heldig, at det lykkedes – min gud kom og hentede mig Hjem. Jeg tør ikke tænke på, hvordan mit liv ville have været, hvis det slet ikke var sket – jeg tror, jeg ville være død, min sjæl ville i hvert fald. Derfor håber jeg også inderligt, at mine erfaringer og overvejelser kan blive til nytte for andre end mig selv, så også I kan føle, at I kommer videre på vejen mod den bredere virkelighed, hvor der er plads til Ånden og Livet. Hvis det er det, I vil, selvfølgelig. Tro mig, jeg kender den hjemve alt for godt!

Og det er virkelig sådan, det føles at transcendere – som at komme Hjem efter årevis i udlandet. Den dybe længsel, jeg havde, var ikke efter noget nyt, men tværtimod efter den verden, jeg jo syntes, jeg var kommet fra, men siden havde forladt. Jeg kan huske den fra barndommen, og hvad man kunne kalde "overgangsårene", hvor eventyrenes verden rykkede længere og længere væk, mens den tilladte voksen-konsensus flyttede ind i min hverdag. Det er måske også derfor, netop eventyrene tiltaler mange – de er glimt fra astraliteten (eller underverdenen/den bredere virkelighed), som vi forstår umiddelbart, fordi de engang var en integreret del af vores verden.


Forudsætninger for transcendens

Transcendens opleves forskelligt fra person til person. Selvfølgelig går fællestræk igen, men skemaet, som vi kender det fra Okkultisme & Magi, kan I godt glemme. Det, jeg vil forsøge at give jer, er en version set fra mystens side, dvs. nedefra eller måske snarere indefra. Jeres egen version vil nok se noget anderledes ud. Og dét er vigtigt at forstå. Det er vigtigt at, I lærer at stole på jer selv, for det er jeres verden, som I besøger, når I transcenderer – det er jeres virkelighed, der bliver bredere.

Derfor er det selvfølgelig en utrolig hjælp at have nogen at dele denne nye og bredere konsensus med. Der er på trods af de individuelle forskelle selvfølgelig mange fælles holdepunkter. Det er jo også derfor, jeg står her. Jo mere bevidstgjorte disse ting bliver, jo bedre sidder de fast på (den nye) rygrad, og jo mere accepteret bliver de af det præfrontale cortex (PFC). Hele omdrejningspunktet er jo netop, at PFC skal opdage, at denne bredere virkelighed ikke er til fare for jer. Se på PFC som en hønemor. Hvis I kan få hende til at forstå, at der ikke vil ske jer noget, har hun ikke flere indvendinger. Jeres sikkerhed er hendes eneste – også selv om hun måske camouflerer den bag andre argumenter.

Arbejdet med at få sig gjort fri af konsensus er lettere sagt end gjort. Det er utroligt så godt alle det kommunikative sprogs "dårlige vaner" sidder fast, også selv om man selv synes, at man er blevet bevidst om dem. Forestillingen om en ydre verden klæber alt for godt til bevidstheden, men det er jo også en meget brugbar model – nu skal den bare lære at arbejde sammen med andre modeller. Ét er at læse om tid, kausalitet og rum som kategorier hos Neutzsky-Wulff, noget helt andet er at forstå det så indgående, at de afslører sig som sådanne. Det er næsten kun oplevelse, der kan gøre det – oplevelse baseret på teoretisk og intellektuel beskæftigelse med disse ting.

Og det kan næsten ikke pointeres nok, hvis man gerne vil lære at transcendere det kommunikative sprogs verden, hvor vigtig denne indgående beskæftigelse med vores erkendelsesmæssige grundlag er. Når man tror, man har forstået den ydre verden som en model og ikke en nødvendighed, må man hellere lige tjekke efter én gang til for at være sikker. Konsensus har det med at krybe ind ad selv de allermindste sprækker, hvorfor det gælder om at få tætnet sin bredere verdensforståelse grundigt. Man skal virkelig lære at gennemskue sit PFC, dvs. sig selv og sine alibier for ikke at ville transcendere (som især sætter ind, når transcendens er umiddelbart forestående). Jeg tror, jeg har spaltet mig selv ud i to separate personligheder som hhv. det af mig, der (på den ene side) ikke og (på den anden side) gerne vil transcendere (førstnævnte = PFC; sidstnævnte = det, jeg identificerer med "mig selv"). For mig har det været en nyttig skizofreni, fordi den har hjulpet mig til at udspalte den mellemplanskonsensus, der sidder så frygtelig godt fast i mit system.

Jeg har således under min indvielse ført mange og lange samtaler med mit PFC for at få det til at opgive sin stædighed. Og man kan da godt føle sig lidt fjollet, når man står der og taler med en lille grå klump i sin hjerne, men hovedsagen er, at det virker. Og alle tricks gælder! – det kan I lige så godt lære med det samme. På mange måder er det, at komme ud over denne første store blokering, det sværeste skridt af alle. Det gør det selvfølgelig ikke nemmere, at dette skridt på samme tid er det første. Men I må tro mig, når jeg siger, at tingene på den anden side heraf bliver meget nemmere. Selvfølgelig fortsætter oplæringen af PFC, efterhånden som man bevæger sig dybere ind i verden, men når først "hønemor" har givet sig én gang, bliver det lettere med de næste skridt.

Det mest overraskende for mig var, at den bredere verdensmodel syntes så naturlig, da den først var blevet forstået og accepteret af PFC. Det føles en smule som at vågne og opdage, at det var mit hidtidige liv, der var drømmen. Denne oplevelse af at folde de kognitive vinger ud til de første vingeslag var på samme tid uhyre overvældende og slående udramatisk, fordi det "blot" var et spørgsmål om at (gen)lære noget, min hjerne allerede godt kunne finde ud af – det føltes, som om vingerne altid havde været der, jeg havde bare ikke opdaget dem før.

Overgangen var ikke pludselig, men meget glidende, idet det jo tager tid for PFC at lære at acceptere, at det limbiske får mere at sige. I starten føltes transcendenserne som drøm, men gradvist har jeg (mit PFC) lært at godtage oplevelserne af den bredere virkelighed som mere end det. Jeg har efterhånden måtte indse, at dette skel mellem drøm og transcendens er flydende.

Men i starten skal man jo lige lære at navigere. Og så er det rart at have nogle sikre tegn at holde sig til, f.eks. at min situation på mellemplanet fulgte med over i min nye situation. Eller at jeg kunne se mine hænder. Der gik lang tid, før jeg kunne påstå, at min bevidsthed fulgte med over, og det var således en stor oplevelse, da jeg første gang tænkte: Hold kæft, jeg er s'gu transcenderet! og gik rundt og rørte ved alting. Der er virkelig et skel mellem, at dine handlinger er determinerede, som i de fleste drømme, og at du kan handle og overveje frit. Men det tager tid, og det sker stadig ikke hver gang for mig – men vil selvfølgelig komme med øvelsen. Tålmodighed er, som I sikkert har opdaget, en dyd for mysten – selv om det kan være frygtelig svært ind i mellem.


Transcendens af hvad?

For mig var i lang tid transcendensen et mål i sig selv. Det var den dybe længsel efter at komme over på den anden side, der fyldte det hele. Og dét er klart, når man står på den ene flodbred og gerne vil over på den anden – så ser man ikke det bagvedliggende landskab, men i første omgang kun selve bredden. Og det er også fint! Det kan være nyttigt, når man kravler op ad bjerget, at nøjes med at se et skridt frem ad gangen. Så jeg kan godt forstå jer, hvis det, I lige nu fokuserer på, er at krydse floden.

Det var først senere, at jeg begyndte at overveje nærmere, hvad denne evne skulle bruges til, og kunne se på transcendens ikke som et mål i sig selv, men bare rejsen derover, afklædningen af den begrænsede virkelighed. Ellers ville det jo være som møjsommeligt at få oprettet en telefonlinie til et fjernt land for så at være tilfreds, når bare forbindelsen var blevet oprettet. Men derfor er og føles dette første skridt alligevel som et syvmile-skridt. Og det er det virkelig også, men samtidig er det hele først lige netop begyndt.

Det ligger allerede i selve ordet "transcendens". Verbet "at transcendere" kræver et objekt – man spørger uvægerligt: at transcendere hvad? Et oplagt svar er selvfølgelig: forestillingen om den ydre verden og den medfølgende snævre virkelighed. Et andet svar, som hænger tæt sammen med det foregående, er: selvet. Jeg har transcenderet alt det, jeg troede var mig, men som så at sige kun var en mellemplanskonsensuel udgave af det dybereliggende jeg. Jeg er under min indvielse blevet til intet, og dermed en beholder, et kar, der kan rumme alt. Og det er beredvilligheden til at slippe alt "det gamle", der muliggør transcendensen. Hvis man ser på mig som et hus (et tempel for min gud), kan man sige, at jeg er blevet ryddet og renset, så jeg kan modtage det guddommelige. For at kunne møde den anden verdens beboere, må man være ren – renhed er et af mystens vigtigste nøgleord. Renhed, villighed, lydighed og kærlighed.


Hvordan føles transcendens?

Hvis jeg først skal beskrive, hvad man kunne definere som selve transcendensen, altså forstået som oplevelsen af at blive transporteret fra et sted til et andet, er det mest iøjnefaldende efter min mening nok, hvor anderledes det var, end jeg havde forventet. Når man har gået i årevis og forsøgt at arbejde på at facilitere transcendens, får man jo selvsagt opbygget en del forestillinger. De skematiske fremstillinger i Okkultisme & Magi gør det heller ikke bedre – jeg var meget fokuseret på de enkelte faser osv.

Hvis jeg kan genkende noget af alt dette i mine oplevelser, er det nok mest tunnellen – ikke så meget det rumlige ved en sådan tunnel, men mere følelsen af at fare af sted med høj hastighed, ofte ledsaget af en afgrundsdyb svimmelhed og fornemmelsen af et dybt fald. Men måske I vil kunne genkende noget helt andet.

Hjernen har forståeligt nok (i hvert fald i begyndelsen) brug for at skelne mellem den snævre og bredere virkelighed som mellem to verdener, og for at komme fra den ene verden til den anden har den brug for en rejse, en afstand, som skal tilbagelægges. Vi taler jo også om "astraliteten" og "den anden verden", dvs. beskriver den bredere virkelighed som et andet sted. Det er simpelt hen den bedste måde at konceptualisere det på – vi er ganske enkelt nødt til at befinde os et sted. Jeg har således oplevet sted som en meget nødvendig og basal kategori.

Ofte har denne "overgangsfase" i mine transcendenser været ledsaget af en høj hvinende lyd eller ligefrem øredøvende susen/larm, og jeg får kramper i maven og begynder at spjætte, hvorpå jeg suges ind i en kraftig strøm, som fører mig hurtigt af sted. Denne larm kender jeg desuden fra situationer, hvor jeg har haft besøg af entiteter. Når de lander (eller descenderer), har det mange gange tordnet og larmet. Det er de mange limbiske impulser, der pludselig oversvømmer storhjernen og PFC, og som disse centre ikke kan overskue på én gang. Derfor lyder det som larm.

Og sådan er det på en måde med alting. Indtil man forstår det, er alt larm – eller i hvert fald meningsløst. Under mine første møder med entiteter, kunne jeg ikke forstå, hvad de sagde – det var enten sort snak eller decideret støj, der kom ud af deres mund. Men i takt med, at PFC lærer at godtage den bredere virkelighed, forstår man mere og mere. Først kan man måske kun skelne enkelte ord i støjen, men efterhånden giver også helheden mening. Den uforståelige larm er blevet til ord.

Det er karakteristisk for selve overgangsfasen mellem de to verdener, at der bliver mindre og mindre brug for den, ligesom jeg også måtte øve mig i at blive mere og mere sikker på, at mine oplevelser var transcendenser og ikke bare drømme. Det kommer med øvelsen.


Hvorfor transcendere?

En af de mest fremherskende ting ved at have erhvervet mig evnen til at transcendere er, at det virkelig er gået op for mig, hvor stor en forpligtelse, der følger med denne evne. Men det er en af de ting, jeg måske ikke overvejede så meget, da det var den første transcendens, jeg stod over for. I og med, at man formår at rejse mellem de to verdener (min transcendens muliggør jo på samme tid entiteters descendens), er man også forpligtet til at gøre sit til at holde kontakten ved lige. Man har givet sig selv i en større sags tjeneste. Og det, at man jo transcenderer sit jeg, sin personlighed, får lige pludselig en større mening.

Gennem transcendensen er jeg blevet, hvad man kunne kalde Verdens tjenerinde. Jeg er blevet antaget i Verdens tjeneste som genopretter af kontakten mellem verden og dens bagvedliggende ånd. Jeg tjener, med et jødisk begreb, som kvindelig caddiq. Jeg er med til at passe verdensmaskineriet og gør mit til at holde vejene mellem verdenerne rene (tiqqun). Og derfor handler det ikke længere om mig selv, men om, hvad jeg kan gøre for Verden og min gud. Hans og min kærlighed skaber verden og får solen til at stå op. Det lyder megalomant, men det er det paradoksale ved selvforglemmelse, at man på samme tid er intet og alt. En stor forudsætning for transcendens er derfor efter min erfaring et brændende ønske om at tjene, at blive til intet i en større sags tjeneste. Man skal kunne glemme sig selv fuldstændigt. Men det har I sikkert også opdaget – at tingene sker i situationer, hvor man har tilsidesat sig selv fuldstændig.


De første møder med astraliteten

Den første, spontane transcendens ender i Malkuth. Og derfor har jeg også valgt i denne omgang at koncentrere mig netop om denne lokalitet. Neurologisk set er der tale om, at storhjernen nu uden PFC's undertrykkelse får lov at producere virkelighed på egen hånd. Den er dog kun det første stop, idet Malkuths eller storhjernens dynamik jo kommer længere nedefra, nemlig fra det limbiske system, som i qabbala-modellen ligger på den anden side af Yesodh. Det er først i forbindelse med opstigningen til Yesodh, at den egentlige tempeltjeneste begynder. Derfor er Malkuth også, som I har fået det beskrevet, en slags astralt sommerland med rutschebaneture, nissebal og fest & glade dage. Men ikke desto mindre er det her, man første gang møder beboerne på den anden side – og det er en oplevelse, som er så stor, at det næsten ikke kan beskrives, andet end som endelig at komme Hjem. Det er det mest rammende udtryk, jeg kan komme på.

Jeg vil gerne lige, indledningsvist, sige et par ord om sephiroth-modellen. Vi bruger den som transcendens- og verdensmodel, fordi den er det bedste eksisterende kort over, hvad vi kan kalde astraliteten. Jeg har prøvet at færdes i dette system på to måder: Enten har jeg besøgt en sephira i form af en befæstet by eller en storby (hekaloth-traditionen med fokus på sephiroth som faste steder, man bevæger sig rundt imellem), eller jeg er blevet transporteret fra sephira til sephira (merkabha-traditionen med sephiroth som et mere dynamisk system, der så at sige selv kommer til én).

F.eks. har jeg oplevet Rachamim som en befæstet by oppe på et utroligt højt, utilgængeligt bjerg. Merkabha, stridsvognen, har jeg både set som en kæmpestor klassisk vogn trukket af to enorme heste, en hvid og en sort, og oplevet som moderne køretøjer – bil, cykel, tipvogn, elevator. Ofte er det en blanding af de to traditioner. Og det er noget, man hurtigt lærer: Hjernen er ikke så nøjeregnende, den tager de modeller, den kan bruge, og de konceptualisationer, der skal til for, at man føler sig tryg. For på den måde når man længst. Det er virkelig uhyre praktisk!

Jeg oplevede engang merkabha på en særlig smuk måde: Jeg fik at vide, at jeg skulle ud at rejse sammen med min gud i den femte dimension (tobh-wa-rah-aksen, som løber mellem Malkuth og Kether). Under denne rejse var det min opgave at sørge for, at de rejsende kom godt tilbage. Når rejsen var ovre, skulle jeg blæse i et horn. Til selve rejsen materialiseredes et skib ud af havet, som omgav stedet, hvor vi befandt os (merkabha materialiseres jo netop ud af eller baseres på Malkuth – vandet). Det var et tågeskib lavet af havets bølger, og når rejsen var ovre, ville det blive til vand igen. Det var et utroligt smukt syn, idet månen strålede ned på det natsorte hav og skibet.

Man lærer efterhånden de særlige kendetegn for de enkelte sephiroth. Det kan godt være, at de præsenteres på en ny måde hver gang, men der vil altid være ting, der går igen. F.eks. er Malkuth forbundet med vand; travle steder, som mange folk passerer igennem, f.eks. banegårde og stationer, er en konceptualisation af Yesodh som "sjælenes skatkammer" (herigennem må ånden bag alle ting passere, idet Yesod er en slags flaskehals i sephiroth-systemet); rengøring og renselse hører til tempeltjenesten i Yesodh – eller bare generelt også til ydmygelsen af mysten, for at han/hun kan blive til intet; Yesodh er en grundsten, en klippe; og når man klatrer og kravler i bygninger og landskaber, er det opstigningen i sephiroth; Rachamim anskues ofte som landskabets højeste punkt, dets hjerte, eller denne sephira opleves direkte som Brudekammeret (hvor hierogamiet finder sted).

Jeg forestiller mig ofte sephiroth-modellen "lagt ned", således at de enkelte sephiroth danner bjergtoppe i et landskab, jeg kravler/bevæger mig rundt i. Rachamim udgør da landskabets højeste punkt, det højeste bjergplateau, fordi denne sephira er systemets hjerte, dets centrale punkt. Herfra kan man se over til de andre – de øverste tre sephiroth kan måske kun lige akkurat skimtes langt ude i disen – og det er ud fra Rachamim, man foretager sine rejser til resten af systemet (jf. den mithraistiske indvielsesgrad heliodromos, "solløberen").

Jeg kan give følgende eksempel på nogle af disse genkommende træk: Jeg gik rundt i en by, hvis gader var automatiske, som rullende fortove, der kunne køre forskellige veje, alt afhængig af, hvilke knapper der blev trykket på. Jeg havde været rundt med en guide for at se forskellige steder, bl.a. et alderdomshjem (Yesodhs "sjæle-banegård"), men nu var jeg træt og ville gerne væk. Jeg kendte et dejligt sted ude ved havet (Malkuth), som jeg ville begive mig til, men jeg opdagede, at jeg havde glemt min pung et sted på sightseeingsturen, hvorfor jeg måtte tilbage. Jeg endte i en helt ny situation, hvor jeg skulle kravle op og ned ad bjerge med store furer ned ad siderne. Jeg oplevede, at jeg selv kunne forme landskabet og f.eks. tænke trappetrin ind i klippeskråningen, som jeg så kunne bruge til at stige op via. Jeg kom så langt op, at jeg tænkte, jeg måtte være i Himalaya (kaldes jo også verdens tag). Bjerget var dækket at et tykt lag sne, og jeg vidste, at jeg skulle op til en by allerøverst oppe, omgivet af en bymur (Rachamim oplevet som en hekhal). Jeg kravlede opad, men var hele tiden ved at glide tilbage. Endelig nåede jeg næsten toppen, men havde ikke flere kræfter. Oppe på plateauet fik jeg øje på min gud, som jeg bad hjælpe mig op. Han bøjede sig ned og hev mig det sidste stykke op. I det øjeblik fik jeg følelsen af stor sejr og lettelse. Tilbage var nu at komme ind i byen (Rachamim).

På denne måde kan man efterhånden skabe sig en helt liste med korrespondenser. Nogle træk vil være helt individuelle, mens andre går igen fra myste til myste. Der er ikke andet at gøre end at tale om det og prøve sig frem. En konsensus med ligesindede bevirker selvfølgelig, at nogle ting vil gå nemmere, og at man sammen med de andre måske har nemmere ved at finde ud af, hvad det overhovedet er, man har oplevet. Det at dele konsensus med nogen giver én en meget større sikkerhed i argumentationen over for PFC, og man kan holde hinanden fast på oplevelserne.

Der er meget forskel på mine oplevelser. Nogle iklædes meget moderne træk, mens andre er gennemført klassiske (antikke). Jeg har gjort den erfaring, at jeg, når jeg kender den bagvedliggende mytologi til bunds, har større mulighed for at kunne blive i de klassiske billeder. Så transporteres jeg tilbage til de klassiske antikke mysterier, får f.eks. forevist en slange, som samtidig er en stav, i en kappe og oplever tingene på den måde. Men derfor kan jeg selvfølgelig godt komme til et sådant klassisk sted f.eks. i bil. Man lærer hurtigt, at det er den forhåndenværende model, hjernen tager i brug. Så det er altså muligt at møde klassiske guder i peplos med armbåndsur derovre. Og den moderne model er lige så god som den klassiske – det vigtigste er, at de virker. I kan lige så godt vænne jer til tanken om, at det er én stor blanding.

Følgende oplevelse er et eksempel på, hvor dynamiske tingene er omkring én, og i hvor høj grad konceptualisationen kan tilpasses situationen. Tilgangen til verden er associativ, hvilket vi slet ikke er vant til: Jeg befandt mig på en mole, som jeg løb hen ad. Jeg løb hurtigere og hurtigere og nød at bevæge mig med så høj en fart. Ude for enden af molen endte vejen i en klippeskrænt med forrevne klipper, som lå i et kæmpestort og dybt hav. Jeg kastede mig uden tøven ud over klipperne, idet jeg tænkte, at jeg måske kunne flyve. Oplevelsen havde karakter af at forme sig omkring og ud fra mine følelser, tanker og handlinger, og jeg følte mig friere stillet, end jeg nogen sinde før har gjort. Til min ganske nøgterne konstatering kunne jeg ikke flyve, men faldt i stedet ned i havet, hvorefter jeg bevægede mig med høj hastighed gennem vandet. Jeg vendte på alle mulige måder, og turen stod på i ganske lang tid. Jeg var lidt utryg, når jeg tænkte på, hvor stort og dybt havet var, men det var ikke noget, der påvirkede oplevelsen ved at gøre mig bange. I stedet var fornemmelsen af det store univers spændende – jeg følte mig hjemme. På et tidspunkt tonede omridset af en kæmpestor edderkoppeagtig tærskelvogter-krabbe frem, hvilket gjorde mig utryg. Jeg tænkte, at dét var vist mere, end jeg umiddelbart kunne håndtere, hvorefter synet tjenstvilligt tonede væk igen. I stedet så jeg under mig svagt et Atlantis-agtigt slot, hvilket gjorde mig glad igen. Og straks jeg havde 'godtaget' dette billede og var tryg ved det, stod jeg inde i selve slottet. Jeg gik forsigtigt for ikke at falde igennem det skrøbelige materiale (slottet var bygget af legoklodser) og ledte efter slottets beboere. Jeg fik øje på en stol, hvorpå der lå noget svøbt ind i et tæppe. Jeg stillede mig foran og undskyldte, hvis jeg forstyrrede. Et hoved kiggede frem af tæppet, hvorefter et lille væsen kom til syne. Det lignede en lille gris med pels eller en lille kanin, med ører, der lå hen langs med hovedet. Det mest fremtrædende træk var øjnene – der var fem, eller syv: to forneden og fem eller tre foroven (lidt ligesom billedet af geden i Altered States). De var brune, og når jeg så ind i dem, var det som at se ind i al verdens visdom, og de var uhyre tillidsvækkende (jeg kan stadig føle synet af dem – det har brændt sig ind i min hukommelse).

Efterhånden som jeg er blevet mere og mere tryg ved mine transcendenser, oplever jeg en større grad af ubekymrethed og mod, f.eks. til bare at kaste mig ud fra klipper for at prøve at flyve. Jeg har fundet ud af, at der ikke kan ske mig noget ondt. Hvis jeg skal dø, er det, fordi det er meningen! Og så er det jo en god ting! Det er nødvendigt med en lydighed over for og accept af det, der sker. Ellers kommer man måske i et modsætningsforhold til det, og så bliver man bange og når ikke længere. Det er en enorm tryghed for mig at vide, at det hele på en måde kommer fra mig selv og mine egne "limbiske dybder". Der kan simpelt hen ikke ske noget, der ikke skal ske – når bare transcendensen er opnået på et forsvarligt grundlag, selvfølgelig.

Det følgende er et eksempel på en meget klassisk præget oplevelse: Jeg blev forfulgt, og både min mand og mit barn blev taget fra mig. Jeg selv blev flyttet til et sted, som husede en Diana-kult. Jeg lå på gulvet foran en gammel præstinde i et stort, dunkelt rum fuld af mennesker iført dyremasker. Mit underansigt var dækket af noget, jeg fejlagtigt tolkede som en sut (der er tale om det bidsel, som blev båret af Dianas præstinder, der blev tæmmet som hopper), og kroppen var svøbt i klude som et spædbarn. Jeg tænkte, jeg måtte være en initiand. Og da jeg blev spurgt, om jeg ville optages i kulten, svarede jeg: "Volo! – Ja, tak!"

Det første møde med den anden verdens beboere foregår som sagt i Malkuth. Jeg selv er helt vild med Malkuth! Jeg tror ikke, man kan blive træt af det. Malkuth føles som at være i vand. Man er vægtløs og utrolig veltilpas. Ofte oplever jeg også stedet decideret som vandbassiner, en sø eller et hav, hvor jeg dykker og leger, enten som havfrue eller bare i en adræt og meget fri udgave af "mig selv".

Det mest overvældende er beboernes imødekommenhed og venlighed. Der er selvfølgelig forskellige entitetstyper, som alle har deres særlige karaktertræk, og som skal behandles forskelligt af mysten, men fælles for dem alle er den fantastiske modtagelse, man får. Det er som at være hovedpersonen, der er længe ventet og nu endelig er trådt ind på scenen. Malkuths beboere er de mindre entiteter (ophanim – i Neutzsky-Wulffs gamle termer elementaler, og også mindre materipetaler). Ophanim udtrykker tilstedeværelsen af ånd bag tingene, men kun lige denne tilstedeværelse, som kan siges at være krusningen på toppen af det dybere limbiske.

Jeg var f.eks. i en transcendens kærester med en lille, temperamentsfuld dreng (en nisse, som hører til gruppen af ophanim). På et tidspunkt fik jeg dårlig samvittighed over for min gud og ville forklare drengen, at jeg altså var gift med en gud. Jeg var ude at gå med ham og ville vise ham min vielsesring. Jeg fortalte ham, at jeg var meget ældre end han, og begyndte at vokse mentalt i forhold til ham. Han blev til gengæld mindre – først forvandlede han sig til en kat og dernæst til en lille mus, som jeg havde i min hånd, og jeg var nødt til at trøste ham, så han ikke var så bange.

Ofte oplever jeg at være til fest, når jeg besøger Malkuth. Således var jeg f.eks. engang til solhvervsfest i en stor bygning, hvor de nye sole blev dyrket som frugter på store planter, der fyldte hele bygningen. Og stedet var fuld af glade folk.

Andre gange (hvilket er ofte) er man ligefrem hovedperson. F.eks. skulle jeg på et tidspunkt deltage i en fest, hvor det var min opgave at agere som folkenes gudinde. Jeg fløj rundt i luften med en dyremaske på. Folkene skulle så dræbe mig i kultdramaet, og jeg lod mig falde til jorden og spillede død. Andre gange skal man optræde ved at danse eller synge (forestillingen som frembringelsen af verden og faciliterende transcendensen).

En beroligende ting ved transcendens er, at du når så langt, som du har forudsætninger til – og ikke længere. Når man når sin grænse, ryger man bare tilbage igen. Og begår man en fejl, så handlingen, man deltager i, slutter, får man chancen igen næste gang. Det er alt sammen meget venligt og tålmodigt. Og så er der ikke andet at gøre end at gå tilbage til læsningen og forsøge at forstå noget mere, så man næste gang kan komme længere. Vekselvirkningen mellem teori og oplevelse er nødvendig. Og hvis man blot er renhjertet (hvilket som sagt er en af forudsætningerne for overhovedet at transcendere), kan man ikke gøre noget helt forkert.

De følgende to eksempler illustrerer måske dette: Jeg blev forfulgt i en kælder af et stort katteagtigt dyr. Det spandt og var derfor ikke uvenligt indstillet, men jeg var bange og prøvede at gå langsomt væk fra det. Det fulgte efter. Da jeg blev så bange, at jeg begyndte at løbe, blev det til en gepard, der forfulgte mig for at fortære mig. Forfra kom, hvad jeg tolkede som dens mage, og jeg vidste, at spillet var ude, og at jeg ville blive flået i stykker. Så vågnede jeg. Oplevelsen var en test, hvilket jeg ikke forstod: For at komme fra Yesodh til Rachamim skal man gå lige opad mellem de yderpunkter Hodh og Necach, her repræsenteret af de to kattedyr. Jeg skulle været gået imellem de to for at have bestået prøven. Så må man bare tænke: Bedre held næste gang! Og der skal nok komme en næste gang, for det hele er meget pædagogisk og tålmodigt. Bare hav tillid!

Under en anden transcendens befandt jeg mig på en grusvej og tænkte, at jeg hellere måtte komme ud at lede efter Rachamim. Jeg gik ud ad vejen og spurgte dem, jeg mødte, om de kendte vejen dertil. Først mødte jeg en pige, der sad og tegnede i sandet, men hun kunne ikke hjælpe mig. Dernæst kom jeg til et hul i vejen fyldt med små æsker. Da jeg skulle til at se nærmere på æskerne, kom en dame ind ude fra siden af vejen. Hun var selvfølgelig æskernes ejer – og en tærskelvogter, men det tænkte jeg ikke på, hvorfor jeg, uhøflig som jeg var, bare selv gav mig til at undersøge æskerne. I samme øjeblik blev jeg klar over min brøler, fordi en hvirvelvind kom og blæste mig væk fra vejen. Jeg blev simpelt hen fjernet. I stedet landede jeg – hvilket må være en af de værste straffe! – på teologisk fakultet, hvor ingen nogen sinde havde hørt om Rachamim. Heldigvis gik det bedre næste gang.

Noget af det første, der slog mig, da jeg havde lært at transcendere, er bredden af det mytologiske sprog. Jeg forestillede mig måske i starten, at jeg skulle over og konversere entiteter, men har lært, at man snarere indgår i en handling derovre. Det er således ikke så meget, hvad man siger, men hvad man gør (verden er handling). Selvfølgelig kan de sige ting til én – ofte får man et måske ukendt nøgleord, f.eks. et navn, stukket ud, som man tager med tilbage til mellemplanet og slår op. Eller et tal går igen, som man så må tilbage og analysere gematrisk. Informationer ligger på denne måde snarere gemt i sådanne enkelte nøgleord (som en slags zip-filer) end i lange samtaler.

Jeg oplevede f.eks. at være i et rum på et hospital. Inde ved siden af var et lig ved at blive parteret – det skulle spises. Jeg selv hostede en masse blod op. På et tidspunkt kom en stor klump ud af min hals. Den sad fast, og jeg turde ikke hive i den af frygt for, hvad der ville komme med ud. Det var, som om den sad fast nede i maven på mig. Det, jeg hostede op, var mine indvolde – Rachamim betyder jo netop "indvolde". På denne måde kan man altså også få et begreb/ord præsenteret, ikke som ord, men gennem en handling.

Men handlingen er altoverskyggende – du forstår først en myte (eller det stykke verdensmaskineri, som myten beskriver), når du deltager i den som aktør. I kultdramaet tales (eller snarere handles) det mytologiske sprog. Men det er hjemme bag skrivebordet, dette studium starter for langt de fleste – ikke i astraliteten. Det kommer først senere. På et tidspunkt vil man ad teoretisk vej have forstået nok, til at den bredere virkelighed tillades af PFC, og verden begynder at afsløre sig for én. Så er tiden inde til den vekselvirkning mellem teori og praksis, som den videre forståelse må baseres på. Transcendens og det at rejse i astraliteten er på mange måder som igen at blive et lille barn, der skal lære alt forfra. Det kræver tid og tålmodighed – og frem for alt – hårdt arbejde! Men belønningen er også, at man, som det er formuleret i Upanishaderne, lærer at færdes frit i alle verdener.


Et par forslag til selvhjælp

Hvis jeg skal give et par gode råd til jer, der gerne vil øve jer på at transcendere, må det blive dels at opøve bevidstheden om den ydre verden som en model, der kan tilsidesættes, og på samme tid øve jer i at blive fri af den gængse konsensus, dels at studere DET MYTOLOGISKE SPROG, som er nøglen til den anden verden. Det er godt at øve sig i en associativ tilgang til verden. Et eksempel på en sådan måde at tænke på er Ovids Metamorphoses, i form af den måde, hvorpå myterne er kædet sammen. Det er associationsrækkerne mellem de forskellige myter og mytologier (og efterhånden også egne oplevelser), der er frugtbare og bringer forståelse. Men frem for alt: læs en masse mytologi (forstået bredt, dvs. også folkesagn og eventyr mv.).

Hvad angår læsning, findes der desuden en liste over anbefalede værker på enw.dk. Når Det Overnaturlige udkommer, tror jeg, det vil have en god virkning, hvis man læser den i forbindelse med RUM. Det Overnaturlige er jo en teoretisk nøgle, mens RUM så at sige kan stå for oplevelsessiden – i hvert fald hvis man kan identificere sig med en af dens personer (Adele er jo oplagt). På den måde kan RUM måske supplere med oplevelser, som gennem læsningen kan siges at blive ens egne, og med den teoretiske baggrund fra Det Overnaturlige kan man komme til en dybere forståelse. Jeg kunne forestille mig, at det bliver en virksom blanding.