Indvielse og transcendens

 

Referat af Helenas foredrag, kursus i DET OVERNATURLIGE, 6. seminar, Vinstrup, 01.03.03

Ens transcendens er nok noget af det mest private, og det er underligt for mig at skulle tale om det.
På den anden side ved jeg, at da jeg var i jeres situation for ca. 5 år siden, var det præcis, hvad jeg havde brug for – en person, der stillede sig op og talte åbent og ærligt om det at blive indviet og lære at besøge andre verdener, og som jeg kunne stille dumme spørgsmål.

Selvfølgelig opleves transcendensen og astraliteten forskelligt fra person til person, men på den anden side taler vi jo om et helt reelt sted – selvom det er Ingensteder – med lokaliteter, seværdigheder og lokalbefolkning med skikke og karakteristika. Vi ville jo også alle opleve Calcutta forskelligt, nogen vil synes, at der er for varmt, at maden er for krydret osv. Ikke desto mindre ville der være flest ting, vi kunne blive enige om og få konsensus på, og det samme gælder for rejsen til vores eget indre, fordi vores indre i princippet ser ens ud.

Vores neurologiske lag er opbygget på samme måde, måske ligger vore hæmninger forskellige steder og har forskellige udformninger, vi har forskellige fobier, anankasmer osv. Men grundlæggende er vi Mennesker – modsat Erwin, som indtil videre har været vores eneste troværdige og nulevende øjenvidne, og som jo ikke er ganske menneskelig, men en ish elohim. Væsnerne, som prøver at komme igennem er de samme, ærkeenglen Mikael i Rachamin er den samme, hvem det så end er af os, der aflægger ham en visit.

I vil nok lægge mærke til, at min indstilling til transcendens er optimistisk – det-skal-nok-gå-agtigt – og det er der jo ingen garantier for, at det nok skal. Men I har fået tudet ørene fulde af advarsler om, hvor fuldstændig umuligt det er, og jeg tror, I trænger mere til opmuntring. Jeg har fundet ud af, at der er døre overalt, og at man bare skal turde åbne dem op og træde ind.

Jeg ved ikke, om jeg har været en typisk myste. Alle myster er jo forskellige, men jeg vil gerne indrømme, at jeg nok har været noget mere besværlig og stædig. Jo mere integreret en personlighed, man er, jo sværere er det at give slip på den og sin vilje. Når man har gået og drømt om noget hele sit liv, og det så pludselig falder ned i skødet på én, så regner man med, at det vil være fuldkomment problemløst, og det har det bestemt ikke været.

Man har måske siden man var teenager fantaseret om at få pisk og ligge i bur og blive voldtaget af et uhyre, som man kun er et stykke kød for, og så viser det sig at gøre skide ondt at få pisk, at det kan være røvkedeligt at ligge i bur, og at ydmygelse ikke nødvendigvis er ekstatisk vidunderligt, men noget smertefuldt og frygteligt.

Det gør ondt at dø, vildt ondt! Alt i én kæmper imod det uundgåelige og i perioder kan man blive decideret depressiv. Det er som at bære rundt på en stor tung sorg, som når nogen dør fra én, og der ikke er noget, man kan stille op. Man er magtesløs, som om man falder. Men det er jo en selv der dør og ikke har spor lyst til at dø. Selvfølgelig ved man godt – rent intellektuelt – at det er det, man skal, og at det er for ens eget bedste, men man skal altså have en enorm selvdisciplin, hvis man skal styre sit eget præfrontale cortex på den måde. Det går ikke, at man er typen, der ikke kan tage sig sammen til dit eller dat. Transcendens opnås ikke uden hårdt arbejde, hård disciplin og blod, sved og tårer.

Det er jo delvist det, man har mystagogen til. Han (eller hun) skal ikke bare forsyne én med den fornødne viden, men være den urokkelige klippe, som mysten kan klynge sig til. Og da må det være svært at være mystagog; se ens elskede have vildt ondt og vide, at det er ens egen fortjeneste; som en stor splint, der skal hives ud, hvis der ikke skal gå betændelse i, mens barnet skriger og skaber sig.

Og jeg har skreget og skabt mig. Det er ikke noget, jeg er specielt stolt af, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Jeg trøster mig med, at jo mere vild man er, des mere tam bliver man bagefter. Den styrke, som før var en del af ens vildskab, og som man trak vildt i sine bånd med, bliver nu en kraft, man kan trække sin Herres vogn med. Desuden er jeg vist efterhånden blevet så tam som en ulvinde nu kan blive.

Vi bilder os jo ind, at når transcendens er noget, der skal læres, så er det måske også noget i grunden unaturligt, der skal forceres – og så kan vi bilde os ind, at det er umuligt for os. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg grådkvalt har fortalt Erwin, at det her, det kunne jeg altså bare slet ikke finde ud af, og det var slet ikke mig, og kunne vi ikke bare leve et helt almindeligt liv med børn og vækkeure, når det nu var det, jeg var bedst til? Jeg bombarderede mig selv med 1000 alibier, det ene mere vanvittigt end det andet.

Men transcendens er det mest naturlige i hele verden, som et træ, der bliver sået og slår rødder og sætter frugt – det kan slet ikke undgås, hvis det får sol og vand. Det er, som at blive voksen. Da kan jeg tit tænke, at mennesket er blevet et beskåret træ, en væksthæmmet bonsai, en vanskabning, som aldrig lærer at se på sig selv eller bag sig, se sin skæbne og blive verden værdig, og voksen. Men det er en anden snak.

Når man først virkelig forstår, at ens mystagog ikke har tænkt sig at lade én slippe – og det har han ikke, for så er han ikke længere mystagog – at lænkerne i hjertet ikke vil brydes, at man ville løbe sin vej med indvoldene hængene ud bag sig, hvis man prøvede, så giver man simpelthen op. Det er en slags resignation, en ligegyldighed, der afløser smerten og sorgen over ikke længere at være sin egen herre, som senere bliver til en slags stille accept. Det præfrontale har erkendt, at det ikke nytter at kæmpe imod og lægger bogstaveligt talt hovedet på blokken.

Og så kan man pludselig indgå som samarbejdspartner i stedet for en konstant klods om benet på sin lærer. Man begynder selv at komme med forslag, der kunne være transcendensfasciliterende. Ens drømme bliver vejskilte og hede kærlighedsaffærer frem for mareridt, hvor man flygter fra frådende uhyrer.

Og så sker det pludselig! Jeg forestiller mig, at hvis man scannede en persons hjerne i det øjeblik, han eller hun transcenderer første gang, ville det lyse op som et juletræ. Man undrer sig over, hvorfor det mon nogen sinde har været svært for én. Nu kommer glæden og lykken! Man er pavestolt, som havde man besteget Mount Everest, og alting giver pludselig mening for én.

Mine beskedne oplevelser førhen har været forvirrede og svære at tolke. De har været klardrømme, og egentlig mere accidentielle end frugten af et reelt stykke arbejde. De var vage følelser og fornemmelser, som jeg kun kunne sætte ord på, fordi jeg havde læst Okkultisme og magi – ikke brugbare værktøjer som nu, hvor meningen er mere eller mere klar, som eksplicit post fra en anden verden.

I starten drømte jeg meget om at være et dyr, løbe på alle fire, jage eller flygte og sove i skovbunden. Jeg var en kanin, en vildhest, en gazelle, en ulv (jf. ”en mystes bekendelser” i INDFØRING I RUM). Dyr og entiteter besøgte mig i buret, sad udenfor og talte med mig, de tog skikkelser, der gjorde mig tryg, min gamle farmor, min lillebror, min søn.

Derefter fulgte mange voldsomme materialiserende drømme fulde af blod, indvolde, slim og død. Jeg fødte blodige alienagtige fostre, insekter og slanger og kryb. Uhyggelige væsner listede rundt uden for buret og lo og hviskede.

Senere lærte jeg meget specielle dansetrin og sange i mine drømme; jeg indtog gerne hovedrollen i en slags mysteriespil, øvede mine roller og mine trin, som når man hinker Paradis. Jeg har lært, at bevægelserne er transcendensfasciliterende, som tranedans (jf. RUM). Jeg sad på skolebænken og lærte matematik og geometri, astronomi, sprog og mystik.

Så begyndte beskeder og hints at komme i form af tal (hvor det er smart at kunne sin qabbala og gematri), egennavne, underlige dyr eller genstande, som man ikke umiddelbart kan få mening i. Dagene går med opslagsværker, det er som at være detektiv på jagt efter sin egen indre hemmelighed.

De første spæde transcendenser viser sig i form af landskaber, have eller skove uden for buret, nogen bærer rundt med det, vugger det, sænker det ned i vand til en haj eller kaster det på et bål. Nogle af disse ting opleves/huskes stadig som drømme, men buret er med – dette er en vigtig pointe, da det pointerer, at transcendensen er nær.

Jeg har haft én styrttranscendens, som jeg oplevede som en besvimelse og ikke husker noget som helst af, men efter det var der ligesom hul igennem. De første transcendenser herefter var lidt som drømme, som man pludselig vågner op af, selvom man stadig er i drømmens underlige associative omgivelser. Bevidstheden vågner, og man kan selv styre, hvad der skal ske: "Den her drøm er kedelig! Jeg tror, jeg vil flyve lidt omkring og se om jeg kan finde Erwin eller Yesodh." På et tidspunkt ser du ned ad dig selv og tænker: Jeg er her! Jeg er vågen! Jeg er sgu transcenderet!

Senere bliver oplevelserne endnu mere klokkeklare. Al forvirring og skepticisme er forsvundet, man taler og handler med væsner, som man ikke har set før, men som på grund af deres størrelse, udseende eller opførsel afslører, om de er beboere af Malkuth, Yesodh eller eventuelt Rachamim.

I Malkuth er de tit børn, dværge eller måske nisser. De er meget gæstfri og behandler gerne én som var man dronning af Saba (hvilket man jo også er for dem) varter én op og fortæller opbyggelige historier omkring bordet, hvor man får ærespladsen. Det er som at besøge en bondefamilie for 100 år siden. Deres navne siger, hvem de er, Livia eller Ulla eller Niels. De byder én på både mad (jord, grød, græs) og drikke, som fastholder én i astraliteten, fordi de gerne vil have, at man skal blive så længe som muligt (jeg har altid bare spist løs, men er altid kommet tilbage igen). De gamle mænd er venlige og alvorlige, kvinderne er ydmyge og generte, børnene, som af en eller anden grund altid er drenge, er drillesyge og irriterende.

En god regel er at vise respekt og være imødekommende i Malkuth, med mindre man direkte forulempes, men også drillepindene skal jages med et smil om læben. Den, der tager del i vreden tager ikke del i verden (man kan ikke tillade sig at være sur eller fornærmet i astraliteten). Selv om man jo i princippet er et større bæst end de er, ligger de inde med nøgler, som er vigtige for at kunne komme videre, og hvorfor skulle man ikke vise dem venlighed, som man jo plejer at gøre, når man er gæst hos fremmede?

De er gerne ret bange for beboerne af Yesodh, som er meget større og vildere. De ligner måske vikinger med langt hår og vinger på hjelmen eller sørøvere med knive mellem tænderne. De er seksuelle væsner eller materiepetaler, hvor elementalerne (små materiepetaler) eller Ophanim i Malkuth er masturberende drenge med små erot-tissemænd, der kaster deres sæd i hovedet på én og griner flabet, når man prøver at fange dem for at give dem en godmodig røvfuld.

Materiepetalerne eller Irim kommer måske sejlende fra Yesodhs fjerne bugter i deres store vikingesørøverskib for at hente nye forsyninger af kvinder og mad i Malkuth – når de ser én går de selvfølgelig fuldstændig amok af vildt begær, EN MENNESKEPIGE! Og nisserne prøver forgæves at redde én fra den grusomme skæbne i deres kløer. Her er det klogt at skifte hest, sige tak for venligheden og lade sig voldføre.

I Yesodh er omstændighederne knapt så hyggelige. Man hænges måske op på et kors eller et træ, puttes i bur, voldtages af ti brovtende bæster eller koges, skæres i småstykker og vakuumpakkes. Her er tricket, ikke at være bange eller gå i panik. Det er lettere, end det lyder, da det præfrontale (hvor frygten for den slags fuldstændig ufarlige ting jo har hjemme) så at sige står på stand-by, eller arbejder på din/transcendensens side. Lad dig piske og slå ihjel, voldtage og ydmyge, helst uden at kny alt for meget (så bliver de så urolige og kede af det). Prøv at være en genstand eller et dyr, så består du med tiden prøven og kan gå videre til Rachamim.

Vi kan opleve dette kvantespring som et stillads eller et bjerg, der skal forceres, vi bliver måske nødt til at flyve eller springe midt ud i ingenting. Flyvningens svære kunst skal læres. De første gange kan man godt føle sig noget tung i røven, man kan ikke rigtig lette, man tager tilløb, men man kommer ikke mere end et par meter i luften. Et trick er at stige lige til vejrs (ja, ligesom Superman) og flyve på ryggen, så man ikke kan se, hvor tæt man er på at falde ned, men bare flyde af sted på vinden.

Rachamim er den tredje himmel, som Paulus praler med at have besøgt, så vi er altså ved at være rimeligt højt oppe i skylagene! Vi kan opleve Rachamim som toppen af bjerget, som midten af solen eller en hule, hvor der bor en løve (det er ærkeenglen Mikaels ansigt mod Yesodh – men det kommer vi tilbage til om nogle måneder!). Her er det ikke tilstrækkeligt hverken at være elskværdig eller lade sig kaste rundt med som en død genstand, her skal du bevidst søge ofringen, gå løven i møde med åbne arme og blotte struben for dens tænder, selvom du har allermest lyst til løbe skrigende bort. Det ender som regel i brudekammeret eller Salomons seng og er meget romantisk.

Det er vigtigt at forstå, at genstandene og væsnerne i astraliteten så at sige repræsenterer sig selv. En stige er ikke to brædder med nogle mindre brædder på tværs, og den symboliserer ikke noget, den er opstigningen til næste niveau, som du må benytte, hvis du vil højere op. En bog er Bogen, som du har brug for at læse, en frugt er Frugten, som du har godt af at spise. Det er svært at forklare. Du møder tingene, som du får brug for dem, de lektioner, du får, er præcis de lektioner, du har brug for.

Alting er meningsfyldt – ikke som hernede, hvor tilfældighederne råder i større grad. Intet er omsonst, intet er forkert, intet er farligt, alt er Rent og Godt. Væsnerne handler ud fra deres overbevisninger, som veksler fra trin til trin. Måske er de lidt bange for hinanden, men de forstår hinanden, som haren forstår ulven eller ulven forstår haren.

Alt er bare. Og da du er der, er du også. Og det er den mest fantastiske fornemmelse af alle. Når du er der, har du ikke lyst til nogen sinde at forlade stedet igen. Du græder af lykke og taknemmelighed mod dette folk og disse væsner, der ikke er i stand til at tænke på sig selv, være egoistiske eller smålige. De bringer det bedste frem i dig. Alle de ting, som du var bange for, at du ikke ville være i stand til, udfører du pludselig, som var det det mest naturlige af alt, danser, synger, flyver, kaster din krop i grams, lader dig partere og æde op. Og den person, som du giver dig selv lov til at blive, tager du et lille stykke af med tilbage, hver gang du descenderer. Til sidst bliver i ét.