UGENS NYHEDER

 

Hvem sagde agurketid? BT er i dag i stand til på forsiden at bringe en vaskeægte sensation under overskriften DANSKERE PLANLAGDE ATTENTAT MOD BUSH og forpligter dermed sine læsere til at købe bladet for at få svar på sådanne spørgsmål som: Ville snigskytten have været alene, eller ville præsidenten være kommet i krydsild?

Ville der være blevet brugt magiske kugler? Svarene får man da også i en dybdeborende artikel om den "grumme og uhyggelige attentatplan".

Man har arresteret ikke mindre end fem unge danskere efter en ransagning af deres bopæl, hvor man ganske vist, som det hedder, ikke fandt "våben i egentlig forstand", men derimod "genstande, der kunne anvendes som våben", hvilken kategori jo omfatter stort set alt andet end kogt makaroni. Disse effekter er, oplyses det, sendt til analyse på Statens Kriminaltekniske Laboratorium, muligvis for at konstatere, om en agurk eventuelt kan give åbent kraniebrud, hvis den anvendes af desperate personer som de fem, der indtil videre "ikke er videre meddelsomme".

Der foreligger således hverken bevismateriale eller en tilståelse, men politiet "kender" de anholdte, som de har "holdt øje med igennem et stykke tid", og "ser med alvor på sagen". Hvorfor ikke skyde dem med det samme?

Men hvad har det med det planlagte mord på den amerikanske præsident at gøre? Jamen er det ikke indlysende?

Politiet "mistænker, at planerne havde med EU-topmødet at gøre", og der kommer Bush! Hvilke planer?

Ja, det er jo det, de slyngler ikke vil ud med! Det kan således ikke udelukkes, at de fem tilhører en organisation.

Hvilken oplyses ikke, men man kunne jo gætte på FDM. Ret skal være ret: Igen er der en distinkt mulighed for, at de har frekventeret Ungdomshuset på Jagtvej, der er et kendt tilholdssted for antifascister.

Politiet mistænker endvidere, at der kan være antinazister imellem. Det er en etableret kendsgerning, at adskillige bekymrer sig om ozonlaget.

Og her foreligger der rent faktisk en tilståelse. En talsmand for de autonome indrømmer således, at de anholdte kan have "været inde og drikke en øl"!!!

Det svenske politi er i mellemtiden gået i højeste alarmberedskab. Så sent som i mandags "gennetrævlede" (gennemtrawlede? gennemtævede?) de en bus med finske demonstranter, dog "uden at finde noget".

Hvornår lærer politiet, at den slags skal medbringes hjemmefra? "De er totalt ligeglade med alt og prøver bare at begå kriminalitet og kan finde på at bruge bomber og lignende," udtaler kriminalkommissæren, og tilføjer: "De er rigtig dumme, ja de er."

Det er nemlig den hårde kerne, vi taler om, siger han, som trodser demonstrationsforbud og "sætter sig ned, til de bliver fjernet". Man har også eksempler på, at de har modsat sig betjente, der roligt og disciplineret brækkede deres arme.

Vi vil gå let hen over en overskrift på samme side, der fortæller, at Pia Kjærsgård er blevet brændt levende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor morsomt det ville være, hvis højrefløjen blev behandlet af pressen på det samme journalistiske niveau. Vi kunne så forvente artikler som

BT OVERTAGET AF NAZISTER

"Avisen bringer rendyrket fascistisk propaganda," udtaler en talsmand for de Autonome. Man ser med alvor på avisens kampagne mod venstrefløjen efter en ransagning af redaktionslokalerne i går.

Vi fandt ikke våben i egentlig forstand, men derimod en fortegnelse over tidligere elever på Tvind. Der er ganske klart tale om en dødsliste, hedder det. Det svenske politi, som er organiseret på samme måde som SS, menes at stå bag.

Men desværre er det nok mere sandsynligt, at vi kommer til at læse artikler som

FARLIG MORDER PÅGREBET

Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff, som er kendt for sine antifascistiske synspunkter, blev i morges pågrebet på sin bopæl i Vinstrup, hvor han leder en heksekult. Under en ransagning af lejligheden fandt man gemt i en køkkenskuffe flere knive med lange, knivskarpe blade. Politifolkene var tydeligt rystet efter det makabre fund. Under anholdelsen blev politiet gentagne gange bidt og kradset af forfatterens vilde katte ...