Chano

 

Jeg er netop blevet ringet op af Chano Jørgen Kristensen, redaktøren på Fakkelbæreren, som spurgte mig, om jeg dog ikke kunne holde op med at stikke til Faklen. Rune Engelbreth Larsen havde jo kun løjet om mig til pressen af »taktiske årsager« og for Faklens skyld. Desuden mente han, at alle vidste, at jeg var Faklen, og at jeg udelukkende var blevet gået, fordi jeg nægtede at være guru.

Jeg svarede, at jeg jævnligt fik tilsvarende henstillinger om at fare med lempe fra auralæsere og socialdemokrater, men at min humoristiske sans som regel løb af med mig. Det forstod han godt, sagde han.

I øvrigt fandt han selv Runes udfald latterlige, så længe han havde Neutzsky-Wulff ud af ørerne. Han var heller ikke i tvivl om, at redaktørens kones vrangforestillinger reelt styrer Faklen.

Selvfølgelig er dette hvide flag ganske rørende fra denne fløj, men jeg var nødt til at fortælle manden, at jeg næppe vil tage det store hensyn til Runes forfængelighed, indtil jeg ser ham i bodsskjorte på forsiden af Information. Han kan jo ikke – stadig af hensyn til Faklen – sige sandheden og dermed dementere sin egen historie, mente Chano, hvortil jeg svarede, at den jo var dementeret i forvejen.

Endelig lykønskede jeg ham med at være den første fra »den ny Fakkel«, der havde turdet ringe til mig. Er der ikke et ordsprog om en synkende skude?