Cat H(e)aven

 

Da vi flyttede til Vinstrup, var der to katte, der af og til meget malerisk kom forbi og fik en skål mælk. De var pæne og nydelige og sikkert huskatte en halv snes steder i nabolaget.

Det er åbenbart almindelig praksis at skelne imellem "søde" og "ulækre" eksemplarer af racen, så at aggressive hankatte og hunner, der er afrakkede og forsultne (ofte fordi de er drægtige) får en spand vand efter sig. Killinger drukner man, og syge dyr aflives - af rent humanitære årsager naturligvis.

En af vores hankatte var kommet i klammeri med en hund og havde på det nærmeste fået bidt benet af. But I'm not God.

Så vi sørgede for mad og husly til ham, og nu er han atter top cat på stedet, selv om han halter lidt. (Selvfølgelig kan jeg godt af og til føle mig fristet til at aflive diverse tøsede og præsenile hashædere, som ikke kan få piger - for deres egen skyld. Men jeg tager mig som regel i det.)

Hvorom alting er, gik rygtet åbenbart i Vinstrup og omegn (blandt kattene. People don't give a damn about us. Hvilken befrielse at flytte fra storbyen, hvor alle blander sig i alle andres sager, til et landsbysamfund, hvor man passer sig selv!) Vores restauration fik fem kokkehuer (tørfoder til morgenmad, leverpostej til frokost, og flæsk til middag, og et skur med høkasser, når det er koldt, og priserne er rimelige) så at der nu ikke længere er to katte, men tolv.

Man er også begyndt at lægge sine killinger hos os, hvad vi ser som en ikke ubetydelig tillidserklæring. Her er the newest addition to the family.

Sekmet, en stor ulden kat, har betroet os sin førstefødte, som vi har givet navnet Iftimis. Er hun ikke dejlig? Not the cat, stupid ...