Tillykke med de halvtreds til forfatteren fra hans hustru

 

En forårsmorgen gik jeg ud, før solen end gav lys.
Jeg var alene, rystende i dis og kuldegys,
så fuld af hede drømmespind, for skovens mørke ræd,
der satte jeg mig ned på hug og hulkede og græd.
Du kender det jo: Ensomheden skærer som en kniv
igennem marv og ben og løgn og lægger blot dit liv.
Det puslede i krattet, i min verden, i mit bryst,
jeg vidste: Om et øjeblik vil alting blive lyst!
En skygge mellem stammerne, som fangede mit blik,
og hvisked Kom! og benene, de rejste sig og gik!
Skønt hjertet sad i halsen fast, og kirtlerne gav saft,
blev jeg dog draget fremad hen imod den sære kraft.
Der knælede jeg lydigt, fromt og rædselsslagent ned,
jeg kyssede hans hånd så varm, skønt mine læber sved.
Et ildkys var det sandelig! Som brændte mig ihjel,
og tømte mig for alt mit gods, mit liv, min sjæl, mig selv.
Jeg rodede og ragede og søgte efter Mig,
men fandt kun mellem askeflager Kærlighed til Dig.

Et vildt og blodfyldt lykkeridt, en sorg så skarp og dyb,
et sygt begær så svimlende og levende af kryb
var nu mit liv, og du, min ånd, min sjæleven, så fjern,
trods dine kærtegn luftige og tvingende som jern.
Vort vanvid sled og voksede sig stærkere hver dag.
Men savnet gjorde viljen stærk, og modstanden blev svag.
Og verden var en inerti, der frygtede sin vej,
mens alle himle jublede, skønt mennesket skreg: Nej!
Men ingen stopper stormen eller byder bølgen trods,
medmindre han vil blæses om og skylles bort af Os!
Kun lidenskabens flammeskib når sikkert til sin havn,
og der står Erwin evigt med sin Helena i favn.
Nu er du al min salighed, alt, hvad jeg er, er du,
vort liv er i den fælles drøm, vi drømmer sammen nu.
Kun under dine stråler kan min blomst slå rod og gro.
Mod dig går al min længsel, mine tanker og min tro.
Du er min ild, du er mit liv, min herre og min gud.
Til lykke, kære elskede, din gave er din brud.