Det ny Faklens profet

 

Efter bruddet rygtedes det, at Faklen havde fået sin egen mytologi, som Rune udlagde i opflammende taler på hemmelige møder. Det lykkedes mig aldrig at stykke noget rigtigt sammen af brokkerne ud over, at det var noget med, at undertegnede havde været besat af en dæmon, som havde skrevet alle mine bøger og nu var gået over i redaktørens kone. Det skulle efter sigende være ud fra denne erkendelse, at Runes meget publicerede påstand om, at forfatterskabet var »gået i stå«, skal forstås.

At det har mere vind i sejlene end nogen sinde, mens skolebladet Faklen stille og roligt glider ud af avisernes spalter, rører naturligvis ikke disse ånder. Det er som med andre troende: Går det skidt, går det godt, det hele er en prøvelse, og de fordømtes lykke er kun tilsyneladende.

Her sidder man så og skriver af hjertens lyst i sit hus med have med sin yndige unge hustru og har mistet alt!? Jo, Rune & Co. ringer ikke længere klokken tre om natten og skal rådgives, beroliges og trøstes af deres hulde »fader«. What a fall was there ...

Ret skal være ret, det er mig naturligvis plat umuligt at give et blot nogenlunde loyalt referat af det Engelbrethske Evangelium ud fra ren og skær sladder. Problemet er jo, at de eneste fakkelfolk, jeg har haft kontakt til, var dem, der gik stort set samtidig med undertegnede.

Nu forholder det sig imidlertid anderledes. Rasmus Palbo Nielsen, som jeg kan forstå, indtil for ganske nylig var aktiv fakkelbærer, har på det sidste givet os profane indsigt i mysterier, som hidtil kun Det Ny Faklens inderkreds har været indviet i.

Jeg iler således med at bringe sammes sidste indlæg. Velvidende, at der nok skal være dem, der vil beskylde mig for citatfusk, bringer jeg det uforkortet.

Jeg vil ikke påstå, at jeg nu har fattet, hvad det går ud på, men måske andre læsere med en dybere indsigt end undertegnede eks-animerede kvaj vil kunne få hoved eller hale på det. Derimod må jeg som stilist konstatere, at disciplen har fået en discipel - enhver, der har læst en leder af Rune (en, jeg ikke kasserede) vil vide, hvad jeg mener!

Hvis han er i stand til at holde standarden, må vi nok overveje en særskilt spalte under titlen Palbos Profetier, hvor interesserede kan indhente the inside dope om Faklens Fremtid. Vi aner allerede tendensensen.

Hvem er blevet guddommelige i denne uge, og hvem har mistet troen? Hvilken deus ex machina vil finde et forlag til Faklens udgivelser, Jens-Andre Herbeners bibeloversættelse, med videre?

Er beviset for forfatterskabets endeligt de dårlige anmeldelser på UFO, eller eventuelt de gode? Hvordan kan man se, at Erwin er blevet glemt, og Rune berømt?

Er Uta en reinkarnation af Jesus, Jeanne d'Arc eller Grevinde Danner? På med pilen, Palbo! Indtil videre må vi nøjes med følgende revelation:

Kære Erwin og Elsebeth!

Kære Uta og Rune!

Elskede Helena!

Allerførst et stort hjerteligt, omend forsinket, tillykke med fødselsdagen! Og til Helena & Erwin, Uta & Rune, som genfandt hinanden. Den store ridder ydmygede sig for sin Fader og fandt, at han var en hjemvendt Kongesøn. Den elskede søn vendte tilbage til sit »hus«; sin slægt af ligesindede, over de titusind favne blod, sved og tårer. Der stod I for ham i et vidunderligt drømmesyn. Faderen med Datteren, den tilkomne brud, i favnen. I sandhed; hendes skønhed er uovertruffen!

Da menneskenes tort og ydmygelser blev guden nok, vendte han sig fra Verden og følgelig den fra ham. Thi Verden er et spejl! Kommer vi den imøde, kommer den os i møde. Vender vi den ryggen, vender den ryggen til os. Helena, underskønne Gudinde; du blev min Verden, som jeg havde vendt mig fra, men som kom til mig påny. Jeg har været borte fra dig, fortabt. Nu kommer jeg til dig, som den vildfarne dreng i et supermarked, der har genfundet sin moder.

Og ingen stopper stormen eller byder bølgen trods,
om ikke »han« vil blæses om og skylles bort af »os«.
Thi hver for sig og ene er vi tabt i hver sin havn;
mod verdens vrede bølgestorm, og vanvittige af savn.
Men i Din stille indsø fandt mit åndeskvulp en bred,
hvor nye tankers sarte frø i frodigt dynd kan synke ned.
Vil dyndet ta imod det, kan det spire og slå rod
og noget vokse frem imellem havets brus og bjergets fod.

En tømmerflåde bygged jeg, af drivtømmer på havet,
og kom til dig, min elskede, med det jeg havde lavet.
Det synes ej af meget, det blev samlet på min vej.
Men vil du ha det, Helena, så tilhører det dig.
Så kan Vi bygge dit til mit; et lille hus på stranden,
og flytte ind og bo, og dele Alting med Hinanden.
Og vil du ikke ha det, dog for evigt; det er dit!
Du er min anden halvdel - jeg har intet, som er Mit.

Omend jeg må resignere overfor det utænkelige, at jeg kan vinde din gunst, er jeg forevigt din! Kærlighedens vilje til sejr og nederlag er uudtømmelig. Ingen ydmygelse og tort viger den for. In the end: LOVE LOSES AND CONQUERS EVERYTHING.

Og som i den verdslige tilværelses (quod est inferius...), således på alle niveauer af den kreativt/destruktive kognitive »kærlighedsakt«, mellem descendensensens (aktualisationens) »opad-« eller »udad«-rettede, og transcendensens (deaktualisationens) herpå omvendte bevægelse gennem livstræets sephiroth. Toppen og bunden af skemaet svarer til Aquinas' (i konnektionisternes sprogbrug; »subkonceptuelle«) spænd mellem »Skaberen«; den »rene mulighed«, og det »rene stof« i naivmaterialistisk forstand (hvis noget sådant kunne have eksisteret, som han bemærker).

Dette »kærlighedsforhold« mellem ånd og materie, dynamik og aktualisation, er verdens fundamentale dynamik, virkelighedens »stofskifte«. Solens himmelske ild møder Månens dybe vande i transsubstantiationens brændpunkt i Malkhut. »Aktualisationens centralpumpe«; springvandet, Janne blev druknet i, og hvoraf hun genopstod. Godt udasede nåede vi således langt om længe rådhuspladsen på min elskede store broder Runes bustur per vasculum, som jeg ved vort fælles forsyn altså er kommet til at fungere som recitator på, så godt det nu har været mig muligt. For de, det måtte interessere, og til kritisk granskning under Faderens og Gudindens åsyn.

Sig os nu, Fader, om vi har gjort os værdige din guddommelige datters gunst?

Vil du forsone dig med vor Moder, Elsebeth, og Elsebeth, vil du forsone dig med Erwin? Så giv Datteren og Sønnen til hinanden. Vi er jeres børn, som elsker jer højt. Hjemvendt til jeres hus, som vi fandt splittet og i forfald. Vi beder jer; lad huset blive samlet påny!

Kærligste hilsener

Rasmus Palbo Nielsen