Skatteøen og lille Ole

 

Når man læser sine anmeldelser - både de begejstrede, de lunkne og de negative - kan man ikke undgå at få en vis fornemmelse af deja vu, og jeg tænker ikke her på reaktionen på den forrige bog. Nej, jeg mindes min skoletid, og hvor fuldstændig uoverkommeligt det kunne synes at komme igennem ti sider i en historiebog.

Så slår det mig, at det naturligvis er det, disse anmeldelser er, et essay på mindst hundrede ord om »Skatteøen« eller »Hakon Jarl«. Jeg kan ligefrem se anmelderen for mig gemme den tykke bog nederst i bunken, og endelig, uundgåeligt nå frem til den søndag aften.

Jeg kan se ham tage den op, hæve øjenbrynene, sukke dybt og falde i sin lænestol med en lydelig stønnen. Han slår op på første side og begynder at læse, men bogstaverne vil ikke rigtig, som han vil.

Han lukker bogen om fingeren og studerer forsiden, som om det kunne hjælpe ham til at identificere dyret. Bagsiden og flapteksterne lokker til afskrift, men det vil hans klasselærer sikkert opdage, især fordi der er en del ord, som ikke indgår i lille Oles normale vokabularium.

Så han sukker igen og genoptager læsningen - eller hvad det nu er. Hr. Madsen har sagt, det er en spændende bog, men det er lidt svært at se på side to.

Pokkers! Der var to ord i den sidste sætning, han ikke forstod.

Hvor er nu fremmedordbogen? Hvorfor kan idioten ikke bare skrive dansk? Hvorfor skal det være en forbandet gættekonkurrence?

Men lille Ole har besluttet sig til at være heroisk. Nu er han på side tolv, og han har slået alle de ord op, han ikke forstod.

Hvornår begynder der at ske noget? Hvorfor er der ikke tre mord i det første kapitel af »David Copperfield«?

Hvorfor er der ingen biljagter i »Diapsalmata«? Hvorfor snakker de så meget i »Brødrene Karamasov«?

Hvorfor kan man ikke bare få at vide, hvem der vandt i »Krig og fred«? Men det lysner, nu mangler han kun lidt over 600 sider, og pudsigt nok er der mange af siderne, der klæber. Måske skulle man lige læse flapteksterne igen ...

Og hvad kommer der så ud af alle disse anstrengelser? Noget henefter mr. Beans forelæsning om Whistler's Mother: It's a big picture! Ja, hvor er den lang(trukken)!

Måske bliver der fortalt hundrede historier og diskuteret hundrede emner på de 700 sider. Måske sker der i grunden mere pr. side end i en gennemsnitlig ugebladsnovelle.

Men hvad betyder det, når man er den arme son of a bitch, der skal have den læst, inden man skal i skole? Og hvad der er langt, er jo relativt.

I en af forlagets helsidesannoncer, er der een bog, der er på over 600 sider: Min. Der er een bog, der er på over 200 sider: Min.

Der er en novellesamling på 92 sider og en roman på 109. Der er godt nok en på 151 sider, men det er også en »omnibusudgave« af forfatterens samlede værker.

I min barndom havde vi også omnibusbøger, men de var nu ikke på 151 sider. Dickens og Dostojevskij skrev ret få romaner på 109 sider.

Naturligvis er kvantitet ikke ensbetydende med kvalitet. En pølse ved en pølsevogn kan være et festmåltid. Men derfor er oksestegen nu altså heller ikke at foragte.

Det hele er et spørgsmål om attention span, og det skrumper. Hvor lang tid kan et indslag på TV vare, før folk skruer over (zapper, som det hedder) på en anden station?

Hvor lang må en bog være, hvis den ikke skal synke ned i skødet på lille Ole, som længselsfuldt betragter kammeraterne, der spiller fodbold uden for hans vindue? 100 sider?

10? 5 minutter?

Sekunder? 1 sekund?

Hvor mange gange skifter MTV billede i løbet af en musik-video? Hvor meget skal det flimre for ikke at blive kedeligt?

Det skal i hvert fald ikke vare længe nok til, at man kan se, hvad det er, hvad noget er. Der må aldrig være nogen analyse.

Rappere kan mumle endeløst, men hvorfor imiterer de ledsagende bevægelser spastikerens forvredne, ukoordinerede bevægelser? I'm sure there's a reason - måske den samme, som får vrede unge mænd til at føle, at de er mere respektindgydende, når de ser sløve ud og taler utydeligt - but we shall never know.

Der er nemlig afsat en million timer til spasmerne, men ikke et minut til analysen. Så hvad der er langtrukkent, kan naturligvis diskuteres.

Følsom digtsamling nummer 100? Med andre ord, det skal være hurtigt overstået, eller være ren baggrundsstøj.

Det, der ikke kræver nogen som helst opmærksomhed, er naturligvis heller ikke langtrukkent. Vi kan ikke kede os, mens vi sover.

Så bogen er lang, og det skriver lille Ole i sin stil. Han skriver ikke, at den er noget lort.

Det ville ikke se godt ud i karakterbogen. Han er respektfuld.

De lange ord er irriterende, men de sætter også en vis standard. Så vi får bagsideteksten + flapteksterne + forfatteren er genial og uhyre belæst + den er lang.

Den er meget lang. This is a big picture.

Det kan også ske, at Peter skriver noget rigtig frækt. Måske ryger Peter alligevel snart ud af skolen, og han har et rygte at leve op til hos de fnisende kammerater.

Måske plejer han alligevel mest at anmelde film og CD'er. Men som regel er anmeldelsen pæn.

Næppe nogen vil betragte lille Oles skriftlige opgave som et vigtigt bidrag til Kierkegaard-kritikken. Men man kan med en vis ret sige, at han har læst sine lektier.

Det hed i gamle dage kulturkløft. Det blev i længden pinligt, så anmelderne rykkede over på læsernes side.

Litteraturen blev naturligvis stående, det bovlamme kræ. Det betød ikke så meget, for der blev også skrevet, udgivet og solgt bøger på den rigtige side.

Lad dette være en trøst til de anmeldere, der stadig kæmper med bogen. Forget it!

Lad være med at ødelægge jeres søndag, for så vil det uvægerligt blive det, anmeldelsen kommer til at handle om. Og det er sgu ikke så interessant.