Rune går til bekendelse

 

Efter et års udflugter har Rune Engelbreth Larsen endelig opgivet sin hidtidige politik af blank benægtelse og ren fabrikation. Det er der kommet en Fakkel-historie ud af, der giver et givetvis fordrejet, men ikke desto mindre forholdsvis fuldstændigt billede af hele kontroversen.

Tilbage står kun for mig at rette fejlene, hvilket naturligvis vil være en hel del lettere nu, hvor man ikke længere kan eller ønsker at gemme sig bag privatlivets fred. Dette betyder dog ikke, at jeg ikke stadig væk vil bestræbe mig for at være så lidt personlig som muligt.

Derimod kan de brikker, som er ganske uundværlige for en forståelse af, hvad der er foregået, endelig tilføjes puslespillet. Mesterspillet var naturligvis the big secret - Rune måtte nævne det først.

Det har han nu gjort, og det er jeg ham taknemmelig for. Det skulle gerne betyde, at forvirringen omkring denne sag er slut.

Man kan naturligvis stadig diskutere - hvis man gider - hvem der har opført sig mest upassende (mea maxima culpa). Men så længe Rune kategorisk nægtede den blotte og bare eksistens af hele sider af denne affære, kunne konklusionen kun være, at en eller flere af de involverede var gået bananas.

Der vil være yderligere en vigtig undtagelse fra den nye åbenhed: Min tidligere hustru Elsebeth. Hvad jeg har gjort hende af ondt, kan jeg næppe håbe på at sone.

At forelske sig i en anden kvinde er det naturligste og grusomste, en mand kan gøre, og det »problem«, som der ikke er nogen smertefri løsning på. Jeg har altid anset det for noget nær det tåbeligste, et menneske kan gøre, at tale ondt om en tidligere ægtefælle.

I mit tilfælde er det forholdsvis simpelt: Der er ganske enkelt ikke noget ondt at sige. Only I was to blame.

Derimod må det med et mildt ord kaldes prisværdigt, at Elsebeth har vist mig en tilsvarende respekt. Hvor let (og forståeligt) ville det ikke have været for hende at deltage i Faklens tilsvining!

Det har hun valgt ikke at gøre, og sådan skal det være. De mortuis nihil nisi bonum gælder også ægteskaber.

Det »frugtbare forhold« mellem Neutzsky-Wulff og Faklen er naturligvis the understatement of the millennium, og Runes fuldstændig tilbedende forhold til forfatteren er da også a matter of public record. Rune ønskede, som han udtrykte det, intet andet end at tjene Undertegnede.

Ikke et ondt ord om det, bortset fra, at det er et uhyre farligt forhold at have til en anden mand. Rune opførte sig som en (ganske platonisk) kæreste, og efter bruddet har han konsekvent opført sig som en svigtet sådan.

Andre faktorer spillede dog, som vi skal se, også ind. Faklens oprettelse var en ordre fra mig, hvorfor jeg meget naturligt overtog styringen af bladet.

It's as simple as that. Hvor kunne jeg gøre det?

Vel, jeg anså på det tidspunkt Faklen for en potentiel magtfaktor på en slumrende venstrefløj. Havde jeg haft to år til, var det måske blevet det.

Som sagt blev der ikke udsendt en pressemeddelelse, uden at den gik gennem mig. Selv Runes kronikker og universitetsopgaver gennemgik - på hans egen opfordring - denne censur.

Dette ville naturligvis blot have gjort mig til en glorificeret dansklærer, hvis ikke også ideologi og terminologi havde været mine. Dette besvarer også et andet FAQ.

Hvorfor skal vi høre endeløst om alt dette? Fordi det er skidespændende.

Måske ikke så meget formen og indholdet som organisationen, at det er muligt for een mand at øve en så fuldstændig kontrol. Jeg skabte ikke blot Faklen, men disse menneskers hele tilværelse.

Samtidig gik jeg i en slags fælde. It became Svengali talking to himself.

Først var der bare nødvendigheden af at få Faklen ud. Så var der behovet hos disse unge mennesker for at føle sig som et ridderskab, en kult, og siden for, at jeg skulle forme hver lille del af deres tilværelse.

Det var ikke et spørgsmål om, hvor meget eller lidt jeg havde lyst til at have med disse mennesker at gøre. Lortet hang sammen.

Så jeg prøvede at bære det ansvar for deres liv, som de havde bebyrdet mig med. And so they were happy.

Faklen kom ud. Jeg bilagde slagsmålene, psykoanalyserede og behandlede.

It was a hard job, rather like writing a book with living people as characters, en art ultimativt litterært eksperiment, writing reality. Skrækindjagende, men fascinerende.

Næppe noget udtryk i Faklen ville kunne undgå tilføjelsen TM, hvis ret skulle være ret. »Erkendelsesterrorisme« var inspireret af en af min forlagsredaktørs formuleringer.

»Humanisme« var et modangreb mod det yndede skældsord »satanisme«, en påvisning af, at denne »djævledyrkelse« var frit opfundet af kirken som en parodi på renæssancens nytænkning. Fakkelmedlemmerne udtalte forarget til pressen, at de »sgu ikke var venstreorienterede«, indtil jeg forklarede dem, at deres fanatiske modvilje mod venstrefløjen var særdeles malplaceret.

Det var ikke blot utaktisk at udtale sig på den måde, det var torskedumt. Bag al de venstreorienteredes livsforskrækkelse lå den samme dybe respekt for mennesket, som skulle være Faklens drivende kraft.

Igen er Faklens højreorientering a matter of record i forløberen ELSEBETH, som blev lavet af de samme mennesker, som kom til at udgøre Faklens inderkreds. Aldrig har Faklen været så tæt på splittelse.

Venstrefløjen havde været modstanderen, nu skulle den være alliancepartner. Erkendelsesterrorisme, humanisme, socialisme blev accepteret, fordi alle læste det som Neutzsky-Wulffisme, og kun derfor.

Det er jo en gammel fordom, også blandt mine læsere, at jeg er højreorienteret, fordi jeg kritiserer venstrefløjen. Folk, som måske oprindelig havde været vattet-venstreorienterede, anså sig som Neutzsky-Wulff-læsere for forpligtede til at vende venstrefløjen ryggen, hvorefter forfatteren forlangte en tilsvarende kovending.

Det må have været højst forvirrende. At »Faklens humanisme er sin egen« er på denne baggrund ganske morsomt.

Rune turde ikke se en video, han ikke havde fået anbefalet af mig. Hvis jeg havde en eller anden personlig præference, blev den øjeblikkelig adopteret af alle.

Alle pyntede deres juletræ, som jeg pyntede mit juletræ. Forbindelsen havde været »aftagende«, hedder det.

Joda. Redaktionen sov bogstavelig talt på mit dørtrin.

Og så kom Mesterspillet, eller rettere: Det var Faklens livsblod. Det begyndte ganske rigtigt som et litterært eksperiment, og ud fra ovenstående definition kan man vel med en vis ret sige, at det forblev det.

Some experiment! Et »adventurespil« om en mystagogisk indvielse, som man hurtigt begyndte at opfatte som en simulation af en indvielse, og der skete da også ting og sager.

Hvert enkelt redaktionsmedlem (af en sluttet gruppe på seksten) spillede rollen som mysten. Det var faktisk ikke i begyndelsen interaktivt, men blev det, da deltagernes tilbagemeldinger til forfatteren mere og mere antog karakter af breve til den fiktive mystagog.

De mandlige deltagere kom ikke særlig langt - nok hovedsagelig på grund af forfatterens fanatiske modvilje mod nogen som helst intimitet med sit eget køn - men de kvindelige went all the way. »Udvekslingen af billeder« var begrænset til de polaroid- fotos af de kvindelige deltagere, forfatteren fik tilsendt, og det var ikke brystbilleder i traditionel forstand.

Selvfølgelig vekslede intimiteten fra deltager til deltager. Og så blev det okkult - whatever that is - og dermed virkelig spændende.

En gruppe parapsykologer udførte engang et ganske interessant eksperiment. I stedet for at prøve at opnå kontakt med Napoleon, opdigtede de en person.

Det gjorde ingen som helst forskel. Fænomenerne var de samme.

Psykologiske, paranormale? Enhver må ud fra sine forudsætninger drage sine egne konklusioner.

Hvorom alting er, antog de fiktive mystagoger a life of their own, og for at gøre en lang historie kort: Diverse ægtemænd were no match for disse fantastiske væsner. Snart indløb uforbeholdne kærlighedserklæringer fra de fleste af pigerne.

Personlig var jeg kun interesseret i en, hende, som nu er min hustru. Og så gik det (naturligvis) galt.

I Helenas tilfælde trådte dukkeføreren frem (som i filmen Lili) og erklærede hende sin kærlighed, og snart var det en udbredt forventning blandt kvinderne i kredsen, at det samme ville ske for dem. Man forestille sig deres skuffelse og skinsyge, som de næppe havde store vanskeligheder ved at formidle til deres ægtemænd, hvis hustruer (for dem at se) var blevet forført og derefter forladt af guess who.

Er der stadig nogen, der undrer sig over, hvorfor den tilbedte guru pludselig blev dyret i apokalypsen? Eller hvorfor Uta og Rune blev vredest af alle?

So: I'm a son of a bitch. Jeg ville have Helena og var blind for alt andet.

It happens. Ifølge Homer skete der noget lignende for en anden Helena.

And the walls came tumbling down. Jeg tror også, at læseren vil forstå, at dette ikke er en hvidvaskning.

I am a son of a bitch. Jeg ville blot foretrække at blive afskyet for, hvad jeg er, i stedet for, hvad jeg absolut ikke er.

I'm not a control freak. Jeg havde bestemte mål med, hvad jeg gjorde.

Og det var netop problemet. People felt expendable.

Jeg ville gerne stadig hjælpe dem. Jeg ville gerne stadig lave Faklen.

Men Mesterspillet og dets efterhånden særdeles fysiske implikationer måtte jeg renoncere på. Selv den mest »okkulte« form for polygami var not an option.

Og så ramlede det hele. More and more Neutzsky-Wulff was okay.

Men da det gik den anden vej, gik det galt. Da jeg begyndte at modtage hede breve, hvor der ikke længere var tvivl om adressen, bad Helena om at få fred.

Det var det, der udgjorde min pludselige manglende interesse for »landets politiske situation«. Rent bortset fra det var vi i en rædselsfuld situation, fordi vi som boligløse var tvunget til at bo sammen med min daværende hustru, mest rædselsfuld naturligvis for hende.

Så begyndte der i stedet at komme sympatitilkendegivelser over for hende, fordi vi i vores hensynsløshed nægtede at flytte på Hovedbanegården. Kunne man ikke tillade sig at være sårede og hævngerrige på egne vegne, kunne man i hvert fald være det på hendes.

Som tidligere nævnt var denne intrige spildt på Elsebeth. Alt, hvad hun ønskede, var - ligesom jeg og Helena - fred.

Vi kunne ikke forstå, at de samme fakkelfolk, som var så ivrige efter at gøre vitterlig, hvor forfærdelig hendes situation var, var så fuldstændig uvillige til at hjælpe med at løse problemet ved at skaffe os en lejlighed - Faklen havde jo man-power til det. Hvor var nu al den megen snak om »kongen« og hans tro riddere?

Dette førte så siden til Runes besynderlige inversion af historien, hvor problemet ikke var, at jeg ikke længere ville være guru, men at jeg insisterede på det! Hvor det eneste motiv til at lave Faklen før havde været forelskelsen i Neutzsky- Wulff, blev det nu hadet til ham.

Rune intrigerede på livet løs og løj skamløst (hvorefter han, hårdt tvunget, indrømmede løgn efter løgn). Fakkelredaktionens tilbageværende kvinder havde jo nemlig de mystiske væsner på deres side, som nu var blevet på en gang ganske uafhængige af Neutzsky-Wulff og på det nærmeste almægtige, uden at Rune naturligvis på noget tidspunkt forstod de psykologiske mekanismer bag, hvad der var foregået.

Han profeterede derefter over for en flok forvirrede medløbere, som længe havde håbet på en plads på Erwins blad, men som samme Erwin omhyggeligt havde udelukket på grund af deres inkompetence og forvirrede forhold til sagen (Rasmus Palbo er et godt eksempel), at Faklen nu havde »sine egne dæmoner«, og fik derved en tiltrængt indsprøjtning af skuffede fans. Så kom fortielserne, afvisningerne, fordrejningerne og historierne, og min egen lidt finurlige afdækning af the facts in the case i en serie satiriske indslag her på siden.

Nu synes det imidlertid, som om Rune har fået nok af denne gemmeleg, og det taler til hans fordel. Hvis tendensen fortsætter, kan vi blive af med det sidste vrøvl, og så er den dag måske ikke fjern, hvor vi kan blive om ikke forsonet, så i det mindste forliget i en erkendelse af, hvad der skete, og hvorfor, og - hvilket ville være i Faklens ånd - at samme historie ikke indeholder hverken skurke eller galninge, men kun mennesker med deres forelskelser og skuffelser.

Rune er jo stadig den ven, jeg satte pris på, med de menneskelige egenskaber, jeg beundrede hos ham. Han er bare vred og såret, and who can really blame him?

Endelig er der også mulighed for, at de idiotiske historier kan blive erstattet af en i det mindste delvis forståelse af et eksperiment med betydelige implikationer for erkendelsesteorien - og jeg mener ikke opnåelsen af rocker-freden. Hvem ved, måske kan Mesterspillet, det hidtil eneste større uudgivne værk af Neutzsky-Wulff, en dag blive gjort tilgængeligt under en eller anden form (it's a fucking gigabyte, you know!)

Det må eksistere i mindst et halvt hundrede kopier (hele historien kan være på en enkelt CD), hvoraf jeg har en halv snes stykker. De andre vogtes naturligvis skinsygt af Faklens inderkreds.

Så hvis nogen vil vide, what really happened, så er det der, man skal forhøre sig! Igen kan det ikke være mig, der frigiver det.

For som tidligere nævnt føler jeg mig stadig ansvarlig over for denne gruppes privatliv, hvor meget de end har svinet mig til, ganske som jeg altid har besvaret had og skældsord med lune og mild humor - hvilket naturligvis ikke betyder, at det ikke har gjort ondt. En tak til Rune, fordi han bragte Mesterspillet på bane og gav en version af det, som retfærdiggjorde, at jeg gav min egen.

Sit eget indtryk kan læseren naturligvis kun danne sig, hvis Faklen vælger at offentliggøre det, og det er nok ikke meget sandsynligt, i hvert fald lige med det første. Hvorfor denne pludselige åbenhjertighed fra Runes side?

Jeg vil vælge ikke at se det som taktisk, en realisation af, at murder will out, men som det første skridt i retning af en ny åbenhed omkring Faklen. Hell, vi har jo ikke noget at lade hinanden høre, efter de flestes mening vil det nok være mig, der er skurken i historien.

Så hvorfor ikke lægge resten af kortene på bordet? Vi holder vejret!

Som tidligere nævnt har jeg aldrig ønsket at skade Faklen. Jeg vil bare gerne have sandheden frem.

Det er ikke en sandhed, der er specielt flatterende for mig, men jeg foretrækker den for en dum løgn. Det er rigtigt, at jeg anser Faklen for død, og at jeg ikke ser nogen speciel grund til, at dens genfærd spøger.

Vi lavede ti gode, originale numre, som jeg gerne vil huskes for, ikke for en omgang pinlig efterklang. Men det er jo ikke min afgørelse.

Rune ved naturligvis udmærket godt, at jeg aldrig kunne have fundet på at sige noget af det inane sludder, jeg er blevet citeret for i pressen. Jeg tvivler også meget på, at Rune, som altid har haft ordet rimelig meget i sin magt, skulle have udtalt sig så ubehjælpsomt, som journalister har hævdet.

Et så tåbeligt udtryk som »slået klik« indgår næppe i hans ordforråd mere end »gak i låget« i mit. Vel, det ser ud til, at jeg og Helena endelig har fået fred.

Folk med behov for at dyrke min person har vist endelig opgivet. I stedet har jeg et kursus, hvor folk pænt betaler hundrede kroner om måneden for tre foredrag.

Forfatterskabet fortsætter således uhindret af andre menneskers krav om, at forfatteren overtager og styrer deres tilværelse. Mange med tilknytning til forfatteren ånder lettet op.

Men det var og er et spændende eksperiment, ikke på grund af soyakagedemonstrationerne, men netop på grund af alt det, som Rune ikke ville ud med. I en leder, som Rune nu medgiver, var møntet på mig, skriver han blandt andet: »Vi er blevet holdt for nar, skæbner er blevet skaltet og valtet med, og magt er blevet centraliseret og misbrugt længe nok.«

En lidt underlig formulering, når jeg nu aldrig har styret Faklen eller haft indflydelse på nogen af de involveredes skæbner! Men sætningen udtrykker naturligvis meget godt Runes forhold til mig.

Som sagt, Faklen var vigtig, og - først og sidst - jeg ville have Helena. Mit »diktatur« skadede ingen, bortset fra den uselvstændighed, noget sådant altid fører med sig, og det var selvvalgt, ja decideret forlangt af de dikterede selv.

Og - måske den vigtigste pointe - bruddet skyldtes ikke et opgør med dette styre, men en hysterisk insistens på, at det fortsatte. Jeg siger ikke dette for at undskylde eller retfærdiggøre mig.

Love is a terrible thing, både i sin hensynsløse selvsøgen, og som den skuffede forelskelse, der bliver til had - det er ikke tilfældigt, at jeg valgte 6. august fra 2000 som bliver en af de første tekster på min side. Naturligvis har Rune med sine historier kun opnået at så forvirring.

Den, der har fulgt forfatterens hensynsløse soul-searching igennem forfatterskabet, vil næppe tage en skuffet fans ord imod hans - og de, der ikke har, er nok ligeglade. Med Runes seneste indrømmelser turde også denne forvirring være til ende.