Rune, Faklen og Neutzsky-Wulff, igen, igen.

 

Indlæg af Camilla Brodersen

Nu er der så kommet endnu et Hvad der virkelig skete-indlæg fra Rune, og vi har tydeligvis et større consensusproblem - der er i hvert tilfælde mange ting, der ikke er, som jeg husker dem.

For det første er der Faklens tilblivelse, som jeg tydeligt husker, for ideen om et tidsskrift blev undfanget under en middag som jeg og Simon holdt for Rune og Uta i foråret 1996. Der snakkede vi om at lave et blad, der svarede til »Elsebeth« - bare større og rettet mod universitetsverdenen. Det skulle indeholde forskellige kultur-, religions- og videnskabshistoriske artikler. Det skulle være alment dannende og så uaktuelt som overhovedet muligt. Et nummer skulle være lige så interessant at læse 5 år efter udgivelsesdagen, hvilket udelukkede en orientering mod samtiden. Der skulle kort sagt være masser af babyloniske dæmoner og ingen flygtningepolitik, og pointen var, at få de Neutzsky-Wulffske teorier lusket ind på universitetet.

Erwin blev forelagt ideen, og han startede med at lave om på det hele, så det, der blev Faklen, kom til at se meget anderledes ud, end det oprindelige forlæg. Jeg husker det ramaskrig der lød, da der på et redaktionsmøde blev annonceret, at nu skulle vi være venstreorienterede - venstreorienterede, os?!!! Der var ingen af os, der nogensinde åbnede en avis, og politisk var et fy-ord. Godt nok var der nogle, der havde været lidt smårøde i deres gymnasietid, men det politiske engagement var blevet lagt på hylden for længe siden, formentlig efter man havde stiftet bekendskab med Neutzsky-Wulff. Vi var ikke en flok glødende venstreorienterede, der fandt sammen om at lave et politisk blad. Vi var Neutzsky-Wulff-læsere, der gerne ville vide noget om dæmoner, og vi ville ikke have lagt nær den samme energi i Faklen, hvis ikke det var fordi, Erwin havde en finger med i spillet.

Det er absurd at Rune hævder, at Erwin ville opkaste sig til absolut autoritet, for hvorfor insistere på at blive noget, man allerede er? Fra day one var det Erwin, der styrede Faklen, og Rune, der var hans marionet, og dette arrangement fungerede til alles tilfredshed. Hvis bladet var blevet annonceret som Neutzsky-Wulffs, ville nummer 2 aldrig have set dagens lys. Nu var det derimod lavet af en gruppe studerende, hvilket taktisk set var meget bedre.

I mange tilfælde kunne man knap nok påstå, at vi selv havde skrevet artiklerne, for de gik altid gennem Erwin, som forkastede og rettede, igen og igen. Efterhånden lærte vi dog at skrive artiklerne, som de skulle skrives, men Erwin godkendte hvert eneste komma, og det ved Rune udmærket godt. Faklen var Erwins - og det vidste alle. Erwin var den absolutte autoritet. Hvis vi var uenige om noget, spurgte vi Erwin, og når det lød: »Erwin har sagt,« ja så var det sådan, det blev, for vi havde tillid til hans evner og erfaring.

Rune vil gerne opretholde sit venstreorienterede image (okkult interesseret, moi?) og nævner Mesterspillet i et tonefald, som om det ikke var noget, som nogen kunne tage alvorligt, men faktum er, at Mesterspillet havde stor indvirkning på både vores privatliv og Faklen. Det var nerven i vores liv, og det blev selvfølgelig mere virkeligt for nogen end for andre. Igen fik Mesterspillet os til at lægge mere energi i Faklen, end vi ellers ville have gjort. Vi indså nødvendigheden af Faklen og vidste, at med Erwin på vores side, kunne vi faktisk gøre en forskel, og en forskel ville vi gerne gøre, for hvem kan holde ud at leve i et samfund som vores? Vi drømte om en ny verden og affandt os med, at vi skulle agere venstreorienterede til dette formål, men længtes efter, at vi kunne stå frem og vedkende os vores elskede dæmoner, for incubi var stadig mere spændende end indvandrere.

For størstedelen var katastrofen ikke, at Erwin giftede sig med Helena, men at han lukkede Mesterspillet, da han havde fået hende. Når nu Erwin har lukket for det varme vand, er han et rigtig dumt svin, han har sviget os, var en tanke, der opstod hos flere. Problemet var ikke, at Neutzsky-Wulff ville have større indflydelse (hvordan kunne den også blive større?), men at han ikke gad lege med længere. Og det blev vi ulykkelige over, for han finder på sådan nogle gode lege (reality is one of them).

At »Faklen havde vraget Neutzsky-Wulff som rådgiver« og redaktionen skulle have gjort, hvad den kunne, for at holde Neutzsky-Wulff fra livet, kommer oprigtigt bag på mig. Der er åbenbart en gruppe, der har konspireret med dette formål, men det har aldrig været redaktionens linie, end ikke muligheden har været diskuteret på redaktionsmøder. Jeg troede, at Rune og Erwin stadig talte sammen jævnligt, og at Rune har villet gå solo uden redaktionens vidne, er en nyhed for mig. Han »gjorde gode miner til slet spil«. Ja mon ikke. Hvorfor vente på at se, hvordan »fløjene tegnede sig«, i stedet for at tale åbent om tingene, så misforståelser og uoverensstemmelser kunne tages i opløbet, hvis ikke det var i ønsket om at udnytte en konflikt til selv at tage magten? Skulle Rune først lure, hvor mange han havde på sin side? Et sådant træk havde jeg ikke regnet med fra Rune. Jeg troede, han og Erwin var venner. Jeg troede, vi var det.

Jeg troede også, at vi talte sammen om tingene, og det var ved et rent tilfælde jeg fandt ud af, at en mindre del af redaktionen havde mødtes om natten d. 13. januar 1999, og jeg tog straks derud. Da jeg erfor, at tilliden til Erwin mildest talt ikke længere var den samme, og man ville afbryde samarbejdet, sagde jeg, at jeg trak mig, da jeg ikke så nogen grund til at fortsætte med at lave papirfaklen. Pointen bag denne formulering var, at Erwin var ilden i Faklen, og uden ham ville den blot være papir. Dette faktum udtryktes i den senere formulering »Faklen er slukket«, og hvis man har en smule begreb om begrebet ånd, kan man ikke undgå at indse, at sådan er det. Skæbneløse mennesker, hvis hjerte er dødt, kan stadig gå på arbejde og proppe kartofler i munden, men hvor er gnisten i deres øje? Papiret er der, men hvor er flammen?