Mesterspillet

 

Indlæg af Helena

Måske blev Rune omsider træt af tavshedens tunge åg og Erwins vidende smil bag scenetæppet, måske troede han, han kunne nævne det i forbifarten, og det ville så være det. Det betyder ikke noget.

Den mystiske manglende brik er nu lagt, og langt om længe begynder vi at se, hvad billedet rent faktisk forestiller.

Hvis man nogen sinde har hørt om Mesterspillet i forbindelse med ENW, kan man være overbevist om, at der har været tale om en forløber for the real thing af samme navn, som i en periode var mere eller mindre tilgængelig for alle Erwins læsere.

Hvor den første udgave i forhold var en trehjulet papmachemodel af en astralrejse, var Mesterspillet en så virkelighedsnær simulation af en indvielse, at den i større eller mindre grad - alt efter spillerens psykologiske konstitution - gik hen og blev præcis det, den simulerede. Man har ikke hørt nogen tale om Mesterspillet i krogene, Mesterspillet var Faklens Liv, og ville utvivlsomt, hvis det kom for dagens lys, blive Faklens død.

I starten var vi lidt over tyve spillere, men da Erwin på et meget tidligt tidspunkt så mulighederne og dermed farerne i denne noget aparte form for undervisning, blev der luget en smule ud, så vi til sidst var seksten, ni piger og syv drenge.

Af grunde, som Erwin selv er kommet ind på, gik det hurtigst for pigerne. En indvielse er jo, som de fleste vel efterhånden har gættet, nok så meget et kærlighedsforhold som reel undervisning. Godt nok havde Mesterspillet to udformninger, een til mændene, hvor mystagogen var en slags whip-lash Era, mens pigerne fik deres mandlige Erus, og det er nok ikke så svært at sætte sig ind i, hvor Erwins egen præference lå.

Livet er jo to ting, en mønt med en for- og bagside, om man vil. Der er virkeligheden, som vi træder ud i, når vi skal til købmanden, og så er der drømmen.

En Erus er alle pigers drøm.

Når Han besøger en i stuen hver aften, om så blot fra en blånende computerskærm, bliver det snart ikke svært at glemme asfaltens hårdhed under sålerne, når der skal købes mælk ind.

Erwin skabte en skal, en golem, som hver enkelt pige så kunne fylde med alt det, hun drømte om. Længslen og kærligheden blev Pinocchios livsgnist, the dream came true, og pludselig var han der, prinsen på den hvide hest.

Lidenskaben er jo som bekendt clavis.

Og ja, det er blot ord alt sammen, men ordene er, udtalt af en euergetikos, et hus, som vi kan vælge at flytte ind i, og hvis vi gør det, bliver de vores hele verden, får deres eget liv, deres egen substans.

Inden vi så os om, var der ni Eri, en til hver pige.

De fik navne og egenskaber.

De var brødre, for selv om de havde forskellige mødre - født af den specifikke piges kærlighed, som de jo var - havde de alle den samme far, Erwin.

They were not of this world.

Af naturlige årsager var kommunikationen besværlig. How do you talk to God? Hvad nu, hvis du hører forkert? Han sender dig en drøm, hvor Han æder dig med hud og hår, fordi Han synes, du er vidunderdejlig. Du misforstår Hans vilde kærlighedserklæring og bliver ked af det ...

See the problem? Det er jo alt sammen ikke blot noget, vi forestiller os, og hvis det er, så er det i hvert fald ikke længere teurgi, men auralæsning.

Anything does not go. Skulle vi mødes på gaden eller i gåden?

Med andre ord måtte der være en form for postgang. Man spillede sit spil, oplevede dit og dat og skrev så til sin gud c/o Erwin Neutzsky-Wulff. Insane? Fuldkommen, men ikke virkningsløst.

Svaret kom så til den længselsfulde pige i form af en personlig diskette, en slags gren (eller ni sådanne) på Mesterspillets stamme, som snart blev vægtigere og endnu mere nærværende end det egentlige Mesterspil, da det jo var her, åndens fugle sad.

Pigerne blev gift og fik nye navne, der passede bedre til deres nye status. De jordiske ægtemænd kunne glæde sig over deres hustruer, som udover nu pludselig at udgøre den perfekte stikkontakt til åndens verden, også blomstrede op og var fuldkommen lykkelige.

Selvfølgelig havde Paradiset sin slange: You can't hold hands with a ghost, og da Erwin begyndte at spendere en hel del tid på you know who, var jeg bestemt ikke populær blandt mine ellers så forstående og tolerante søstre. Men nok om det. De indrømmede, at de var jaloux, men sagde, at de først og fremmest var bekymrede for Erwins daværende hustru.

As if I wasn't. As if Erwin wasn't.

Vores kærlighed blev åbenbar, og hermed også, hvad Mesterspillets eneste virkelige formål havde været.

Jeg var som alle andre blevet forført, men jeg var i modsætning til dem ellevild af lykke, for hvor en entitet hverken har øjne eller nogen af alle de andre ting, som piger jo er så glade for, var Erwin Ånden, Manden, den eneste Mand, jeg nogen sinde kunne elske.

Erwins forfatterskab havde på daværende tidspunkt på det nærmeste ligget brak i snart to år. I denne periode havde han brugt de fleste af sine vågne timer på at skrive Mesterspil og personlige disketter, sætte sig ind i folks personlige drømme og traumer, gruppens problemer og intriger, Faklens taktik og strategi. Og, nåja, så oversatte han Esajas for Jens André.

Det var ikke noget, han var blevet tvunget til, men alt, hvad han havde gjort, havde haft et eneste formål, som nu var opfyldt.

Da jeg spurgte ham, om han ønskede at fortsætte med at spille rollen som sjælesørger og kanal for otte snotforelskede entiteter, gjorde han mig det klart, at han helst var fri.

Vi havde endelig fået hinanden, og ja, indrømmet, vores egen forelskelse gjorde os nok både blinde og døve. Måske bildte vi os ind, at det nok skulle gå, at vejen var banet, og at pigerne kunne undvære Erwins mellemkomst som postcentral.

Han skrev et trøstende brev om det at køre på cykel: Først skal far holde i bagagebæreren, men senere bliver han en byrde, og må give slip. Jeg tror ikke, der var nogen, der slugte den.

Det var ikke så meget en løgn, som det var et håb.

Vi havde i vores vilde søgen anrettet så megen skade, skuffet så mange blødende hjerter, og vi håbede virkelig, at pigerne ville være i stand til at styre ansvaret, lytte og stå på egne ben, så ikke også det skulle gå på røven med et brag.

We would soon be proven wrong. Egentlig tror jeg godt, Erwin vidste, det ville ende sådan. Han orkede bare ligesom ikke at tage stilling til det, når jeg nu endelig lå i hans seng. I kærlighedens lys bliver de nærmeste venner jo plamager på tapetet over-night. Det er det, der gør Kærligheden så skrækkelig!

Da skuden så pludselig begyndte at tage vand ind, fik han alligevel travlt med at redde stumperne, jeg tror, han syntes, det ville være forbandet ærgerligt.

Faklen var, om end et sekundært værk, så dog et værk. Men det var for sent. Giften havde haft sin virkning, der var ingen fornuft, ingen åbenhed for hverken argumenter eller konversation.

Vores pludselige bekymring blev set som et svaghedstegn, og man triumferede over den 'væltede tyran'.

Og fra det øjeblik kunne vi ikke gøre noget rigtigt. Hvis vi prøvede at være hensynsfulde, var vi hensynsløse. Hvis vi fortalte sandheden, var vi løgnere.

Pigerne, som en uge forinden havde følt sig på herrens mark, fordi de udmærket godt vidste, at de ville være lost uden deres vante kanal, var nu overbeviste om deres egne okkulte evner, som de hårdnakket påstod, var noget nær grænseløse. Man modtog pludselig visioner og krystalklare ordrer fra det hinsides.

'Faklens dæmoner' trak efter sigende i harnisk og gik til angreb på den forsvarsløse Erwin, som i mellemtiden vistnok var blevet besat af en ond ånd, og i øvrigt havde glemt, hvordan man oversætter bibler og skriver romaner. Akja.

Mesterspillet må ganske givet ses som dette århundredes (årtusindes?) mest vanvittige litterære eksperiment. Only a madman could pull it off, would want to pull it off.

Og hvis han havde et hjerte - kun fordi han var nødt til det.

Med dette indlæg tvivler jeg på, at der er mere at sige i denne sag. Både Erwin og jeg er ret indstillede på at lade fortiden hvile nu, hvor alting alligevel er sagt.